Konsulent til tværgående opgaver i Center for Erhverv, Teknik og Kultur
- Ansættelsessted
- Højby
- Ansøgningsfrist
- 11.06.2025
- Kontaktpersoner
- Boie Skov Frederiksen Centerchef41 39 99 01 bosfr@odsherred.dk
Har du flittige hænder, en systematisk tilgang og gode relationelle kompetencer? Kan du bygge bro mellem borgere, virksomheder og foreninger, det politiske liv og det administrative niveau? Vil du arbejde med at udvikle, koordinere, planlægge og følge op?
Odsherred Kommune søger en engageret og skarp konsulent til Center for Erhverv, Teknik og Kultur i Odsherred Kommune. Dine hovedopgaver vil være at betjene centerledelsen. Det indebærer at holde styr på sager og opgaver, skabe sammenhæng mellem fagudvalg, direktion, byrådssekretariat og rigtig mange centerfagligheder. Det betyder, at du skal skrive og kvalitetssikre dagsordener og referater, udarbejde notater og rapporter. Du skal deltage i en bred vifte af udviklings- og driftsopgaver på tværs af centret.
Kort fortalt: Du vil være med til at understøtte, videreudvikle og styrke fællesskabet i centret til gavn for borgere, foreninger og virksomheder. Dette sker i tæt samarbejde med og som sparringspartner til faglige medarbejdere i centret, hvor vi har fokus på at sikre høj kvalitet og let formidling af komplekse sager til en bred målgruppe af odsinge, samarbejdspartnere, politikere, medarbejdere og ledere.
Din profil
Vi søger en dygtig, erfaren og proaktiv konsulent, der trives med arbejdet i en politisk styret organisation og gerne vil være med til at skabe gode og udviklende rammer for Odsherred Kommune.
Du har en såkaldt ”relevant baggrund”, og det kan betyde flere ting. Formentlig betyder det at have erfaring med kommunale opgaver, administration, projektledelse, kommunikation. Men du behøver naturligvis ikke at være lige god til det hele.
Vi leder efter en person, som:
- Er serviceminded og trives i rollen som centrets centrale administrative støttefunktion
- Kan arbejde både selvstændigt og i teams
- Har et yderst godt overblik og vil være med til at skabe fremdrift i sager
- Har et solidt kommunalt kendskab, gerne til Odsherred
- Har en god politisk forståelse, kender til arbejdsgangene i en politisk styret organisation
- Har mod på at læse et utal af dagsordener og sætte sig ind i forskellige fagligheder og målgrupper, muligheder og udfordringer
- Er opsøgende, initiativrig og kan arbejde sammen med kolleger både i og uden for centret og og med samarbejdspartnere både i og uden for kommunen
- Er god til at finde og omsætte viden til konkrete løsninger
- Kan indgå som projektleder, facilitere møder og sparre med andre om den gode proces
- Kan kombinere en nysgerrighed og respekt over for andres faglighed med god formidling
- Har styr på de forvaltningsretlige discipliner, herunder er omhyggelig med at dokumentere og journalisere
- Har lyst til at blive en del af et farverigt fællesskab og gerne vil bidrage aktivt til at udvikle det
Vi tilbyder
Odsherred Kommune er en mellemstor dansk kommune, og Danmarks største sommerhuskommune. Det gør Center for Erhverv, Teknik og Kultur til en afgørende bidragyder til mange hundrede tusind borgere, landliggere og turister hvert år.
Nogle eksempler: Centret har travle genbrugsstationer, usædvanligt mange byggesager for en kommune af vores størrelse, velbesøgte kulturinstitutioner og fritidstilbud, UNESCO-beskyttet natur, nogle af Danmarks flotteste strande og et blandet erhvervsliv. Samlet set giver det inspirerende og politisk højt prioriterede opgaver, og der er gode muligheder for at opbygge og vedligeholde netværk og få med det meste at gøre.
Samtidig sætter vi pris på en uformel omgangstone, fleksible arbejdstider til glæde for både dig og os – og på en god sammenhæng mellem arbejdsliv, fritid og private gøremål. Og så er der personaleforening, feriefond, kunstforening og motionsklub.
Dine opgaver
Konkret vil du skulle:
- Understøtte samarbejdet mellem byråd, udvalg, direktion, center og den øvrige administration
- Holde styr på og forbedre arbejdsgange i centret
- Skrive sagsfremstillinger til de politiske udvalg, til råd og nævn og til centrets center-MED-udvalg
- Kvalitetssikre sagsfremstillinger
- Svare på spørgsmål fra politikere og svare på borgmesterhenvendelser, klager og aktindsigter i og på tværs tværs af centrets mange fagområder
- Hjælpe med at formidle om centrets ydelser på hjemmeside, sociale medier og intranet - og samarbejde med kommunens servicecenter, som er vores telefonindgang
- Deltage i kommunens dagsordengruppe
- Udarbejde redegørelser og notater
- Sikre sammenhæng mellem kommunens vision og centrets politikker, strategier og udviklingstiltag
Løn og ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår følger af gældende overenskomst og af erfaring med udgangspunkt i en årsløn på 640.000 kr. plus pension.
Stillingen er fast stilling på rådhuset i Højby. Den er også omfattet af Lokalaftale for fleksibel arbejdstid (4-dages arbejdsuge). Det betyder, at arbejdstiden i gennemsnit er 37 timer om ugen for fuldtidsansatte, og heraf udgør arbejdstiden mandag til torsdag 32 timer i gennemsnit. De fem resterende timer op til 37 timer kan du som ansat lægge valgfrit uden for den planlagte arbejdstid. I praksis betyder det, at du de fleste fredage vil have mulighed for at holde fri.
Det er dog også en stilling, hvor arbejdstelefonen engang imellem ringer om aftenen og i weekenden.
Vær opmærksom på, at ansættelsesudvalget vurderer, om der skal indhentes privat straffeattest til stillingen.
Ansøgningsfrist og ansættelsessamtaler
Ansøgningsfristen er onsdag den 11. juni 2025. Du kan kun søge stillingen gennem kommunens hjemmeside.
Ansættelsesudvalget består af:
- Afdelingsleder Jørgen Rasmussen
- Erhvervschef Tina Charlotte Frederiksen
- Centerchef Boie Skov Frederiksen
Sidstnævnte er formand for ansættelsesudvalget.
Ansættelsesudvalget mødes den 16. juni 2025 og udvælger kandidater til første samtalerunde. Hvis du bliver udvalgt, så hører du fra os umiddelbart derefter.
Vi gennemfører første samtalerunde den 18. juni 2025. Hvis der er brug for en anden samtalerunde, finder den sted den 27. juni 2025. Begge samtaler vil være et sted i Odsherred. Sæt dine kalenderkrydser allerede nu.
Vi stiler efter ansættelse fra 1. august 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Boie Skov Frederiksen på bosfr@odsherred.dk eller 41 39 99 01. Læg eller skriv evt. en besked, og bed om at blive ringet op.
Erhverv, Teknik og Kultur
Centeret består af følgende enheder: Byggesagsteam, Journalteam, Erhvervsstab, Plan og Boligudvikling, Naturteam, Miljøteam, Vandteam, Klimateam, Vejmyndighed, Vejdrift, Affaldsteam og Genbrugsstationer, Kultur og Fritid, Borgerservice, Biblioteker og Kulturhuse.
Om at arbejde i Odsherred Kommune
Odsherred er et attraktivt sted at arbejde og bo. Som arbejdsplads vægter kommunen, at medarbejderne oplever fleksibilitet og medbestemmelse i hverdagen. Odsherred Kommune har gennem flere år haft fokus på at udvikle arbejdspladsen til et sted, der både giver faglige udfordringer og spiller godt sammen med livet udenfor jobbet.
Stillinger i Odsherred Kommune er som udgangspunkt på fuld tid med mulighed for tilpasning til ansøgeres ønske.
I Odsherred er der plads til forskellighed, virkelyst, nysgerrighed og mod. Vi er stolte af vores natur, som sætter tankerne i bevægelse og inspirerer dem, der vil udvikle måden, vi lever, oplever, arbejder og driver virksomhed på.
Odsherred Kommune har røgfri arbejdstid. Gør en forskel og betyd noget for nogen. Kom med på holdet i Odsherred Kommune.