Kultur- og Folkeoplysningsudvalget har udvalgt en af de seks indstillede kandidater til fødevareprisen, som uddeles forud for byrådsmødet tirsdag den 31. januar 2017.
Fødevareprisen for 2016 bliver uddelt umiddelbart inden årets første byrådsmøde i 2017, tirsdag den 31. januar klokken 18.15 i byrådssalen på Odsherred Rådhus i Højby.
Det er Kultur- og Folkeoplysningsudvalget, som i 2014 indførte og uddelte den første fødevarepris, den gik til Birkemosegård på Odden ved Kung og Jesper Andersen. I 2015 gik Fødevareprisen til den økologiske svineproducent Jesper Adler, Gelstrupgård ved Egebjerg. Det er nu tredje gang, prisen uddeles.
Der er indkommet forslag om seks kandidater fra otte indstillere, og Kultur- og Folkeoplysningsudvalget har med faglig rådgivning fra Jesper Zeihlund, Nordisk Center for Lokale Fødevarer i Fårevejle, udvalgt vinderen af Fødevareprisen 2016, som ud over hæderen består af kontanter, et kunstværk eller et gavekort til en værdi af 10.000 kroner.
Prisen kan tildeles såvel en fødevareproducent, en gårdbutik eller restaurant, som enten producerer, forarbejder eller fremstiller gode lokale fødevarer og fortjener denne store hæder.