English A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg
 
Forside > Skadeklinik og lægevagt

Skadeklinik og lægevagt

Ring 112

Er du kommet alvorligt til skade, så ring 112.

Lægevagt

Hvis du får akut behov for lægehjælp uden for din egen læges åbningstid - dvs. mandag-fredag kl. 16.00-08.00, i weekender og på helligdage - kan du kontakte lægevagten på 70 15 07 00.

Når du ringer, vil du komme til at tale med en læge. Vagtlægen kan rådgive dig telefonisk eller eventuelt henvise til en undersøgelse.

Du kan få besøg, hvis lægen skønner, at det er nødvendigt på grund af din tilstand. Oftest vil lægen dog bede dig om at komme i konsultation. Dér findes de bedste muligheder for at undersøge og behandle dig. Husk at medbringe dit sundhedskort (sygesikringsbevis).

Skadeklinik

Skadeklinikken tager sig af akut behandling af skader og er kun åben for selvhenvendere.

På skadeklinikken er det muligt at blive behandlet af uddannede behandlersygeplejersker for mindre skader, fx sår, insektbid, kontakt med brandmænd m.v.

Klinikken er åbent dagligt kl. 8.00-22.00 og kan kontaktes på 59 98 38 01.

Akutbil/lægeambulance

I Nykøbing Sj. er der en akutsygeplejerskebil, og i Holbæk er der en lægeambulance.

De to biler rykker ud til borgere, som er ramt af alvorlig, akut sygdom eller ulykke. Akutsygeplejerskebilen eller lægeambulancen rykker altid ud samtidig med en en almindelig ambulance, så der altså kommer to biler til ulykkesstedet.

Personalet udfører præ-hospitale opgaver i form af indledende behandling, stabilisering af patienten og transportsikring.

Patienterne visiteres i videst muligt omfang til endeligt behandlingssted. Hverken bilen med akutsygeplejersken eller lægeambulancen kan medtage patienter, men lægen/sygeplejersken kan vælge at ledsage patienten i ambulancen.

Akutbilen

Akutsygeplejerskebilen, som dækker området nord for Lammefjorden, er bemandet med en erfaren, specialuddannet anæstesisygeplejerske og en lægeassistent (Falck-redder med ekstra uddannelse).

Akutbilen har base på Sundhedscenter Odsherred og kører alle ugens dage kl. 08-24.

Lægeambulancen

Lægeambulancen dækker hovedsageligt området mellem Lammefjorden og Åmosen, men er ikke bundet til området. Den er bemandet med en speciallæge i anæstesiologi og en lægeassistent.

Lægeambulancen har base på Holbæk Sygehus og kører alle ugens dage kl. 08 - 23.