Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Kulturnat vokser og breder sig

Billede af leder af kulturhuset Pakhuset Niels Bugge ved tog.

Kulturnatskoordinator, leder af Kulturhuset Pakhuset Niels Bugge er ved at lægge sidste hånd på aftalen med lokalbanen om gratis togtransport for alle hele kulturnatsaftenen den 7. september, endog med halvtimes togdrift. Foto: Peter Haugaard



Fredag den 7. september i tidsrummet fra ved 18-tiden til midnat vil Nykøbing, Asnæs og Vig samt området omkring Naturskolen ved Anneberg syde af kulturaktiviteter, for her finder den 8. kulturnat sted og for første gang også i Vig og Asnæs.

- Det var oprindelig Odsherred Naturskole ved daværende leder Jørgen Stoltz, som fik ideen til den første kulturnat med tema omkring høsten tilbage i 1999. Fem år senere i 2004 blev ideen så spredt til Nykøbing by med diverse kulturelle tilbud denne aften, og nu er centersamarbejdet i Odsherred sammen med Odsherred Erhvervsråd og Kulturforvaltningen gået i et samarbejde om kulturnatten, siger Niels Bugge, leder af Kulturhuset Pakhuset i Nykøbing og koordinator for Kulturnatten.

Bogsnak og bigband
På biblioteket i Vig vil der være børneteater og en såkaldt ”book talk” ved to bibliotekarer, der fortæller om sæsonens nye bøger.

I Asnæs er Odsherred Musikskole ved Bjørn Monberg et af omdrejningspunkterne og stiller blandt andet op med sit bigband i Asnæs Centret, hvor der holdes fire timers salg i forretningerne.

Også i den nye biblioteksbygning på Storegade vil der være kulturelle indslag, ligesom Odsherreds Kunstmuseum holder aftenåbent.

Gratis med toget
Odsherred Kommunes kulturudvalget har bevilget 30.000 kroner til markedsføring og til togtransport denne aften. Som et særligt tilbud til alle borgere er Niels Bugge på vegne af kulturforvaltningen nemlig ved at lægge sidste hånd på en aftale med Vestsjællands Lokalbaner/Odsherreds Jernbane om gratis togtransport i halv times drift med lokalbanerne på alle stationer mellem Nykøbing og Hørve hele aftenen den 7. september.

På naturskolen og Odsherreds Kulturhistoriske Museum vil der temaet i år være bronzealderen: udstillingen ”Solens Land” med Solvognen vil holde åben, Odsherred Bronzealderlaug præsenterer bronzealderkopibåden Vildhoppen, der er åbent i museumshaven, der vil være en bodestræde med lammekød, skind, skinke, Solvognsbrød, mjød og meget mere.

Også Anneberg Samlingerne holder aftenåbent, og i Annebergparken vil der være rundvisning ved kapellet og den fredede kirkegård.

Open Air i Vig
Vig Bio holder Open Air filmforevisning på Peterspladsen med filmen "Walk the Line" og på gågaden Algade i Nykøbing vil der blandt andet være en stand ved apoteket om at "være en sund livsnyder", stand fra sundhedscentret, folkedans og linedance, udstilling ved amatørkunstnere, modeshow med tilsagn fra foreløbige følgende fire byrådsmedlemmer Gitte Hededam, Hanne Pigonska, Michael Kjeldgaard og Vagn Ytte Larsen.

Masser af musik vil der også være i gadebilledet aftenen igennem – fra Kvart-i-Fire til Teknisk Uheld, og Venstrebladet vil formentlig holde åben redaktion på gaden.

- Den overordnede idé med kulturnatten er, at deltagerne selv viser, hvad de synes er sjovt og interessent for andre for at give os alle en oplevelse, og så er alle aktiviteter jo som udgangspunkt gratis, siger Niels Bugge, som ser frem til den hidtil mest omfangsrige kulturnat i den nye Odsherred Kommune.

Programmet for Kulturnatten vil, når det er klart ca. en uge før, blive lagt ind på www.odsherred.dk/kulturnat.

 





Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Billede af topbjælken på nyhedsbrevet. Klik her og tilmeld dig.
Vidste du, at du på www.odsherred.dk/nyhedsbrev kan tilmelde dig vores nyhedsbrev og få nyheder ca. en gang om ugen til din indboks?