Organisationen bag projekt helårsturisme i Odsherred/ Nordvestsjælland (Kalundborg og Holbæk kommuner) er nu sat på skinner. 1. september tiltrådte Hanne Petersen Refslund som projektkoordinator for projektperioden, der løber til udgangen af 2008 med støtte fra Visit Denmark, kommunerne, og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen på i alt knap 1,4 millioner kroner.
Den faglige styregruppe med blandt andet kommunernes planchefer og turistchefer har holdt første møde i torsdags, og mandag 10. september trådte projektstyregruppen sammen for første gang med formand for den særligt nedsatte Inspiratorgruppe, fhv. kulturminister Jytte Hilden.
Inddrager netværk
Dermed er projektorganisationen på plads og klar til en møderække, der også omfatter studiebesøg, inspirationsture og inddragelse af forskellige netværksgrupper inden for kunst og kultur, fødevarer/gastronomi, aktiv natur og helse samt ikke mindst sommerhusejernes organisation, SOL (Sommerhusrådet for Odsherreds Landliggere, red.).
25 områder i Danmark havde ansøgt om at få lov at udvikle helårsturisme, og 28. juni udpegede bestyrelsen for VisitDenmark (tidligere Danmarks Turistråd) de syv destinationer, heriblandt Odsherred/Nordvestsjælland, som får støtte til projektet, samt 13 såkaldte læringsområder.
Senior-segmentet
I Odsherred/Nordvestsjælland er det seniorferier for aldersgruppen på 60 år og derover, som er målgruppen for feriepakker og ferietilbud uden for højsæsonen. Formålet er ikke at fjerne de nuværende målgrupper – landliggere og børnefamilier – men tværtimod at udvikle og bygge ovenpå, med synliggørelse af mulighederne for at være aktiv i Odsherreds smukke natur, tilbud om wellness, luksusferier med kulinariske og kulturelle tilbud med mere.
Det er afgørende, at områdets interessenter og ikke mindst den kommunale planlægning harmonerer med planerne for at udvikle helårsturismen, og derfor er såvel styregruppe som inspirator- og faglig følgegruppe sammensat med bred repræsentation fra både turisme, erhverv, kommune og kulturliv.
Inspiratorgruppen med Jytte Hilden som formand skal mødes tre-fire gange om året og skal komme med holdninger og feedback. Gruppen er sammensat af kendte personer med brede kontaktflader og relationer til området. Jytte Hilden har således i mange år haft sommerhus på Højby Lyng.
Også projektkoordinator Hanne Petersen Refslund er godt kendt med området og har fra barnsben ferieret i sommerhus på Østerlyng ved Nykøbing Sj. i Odsherred.
- Det er en meget spændende og udfordrende opgave, som fint matcher med de tanker, jeg selv har gjort mig om helårsturisme, siger Hanne Petersen Refslund, der oprindelig er cand.mag. i russisk og idræt, har en master i Public Policy fra 2006 og har arbejdet i både ind- og udland.
Hun var en årrække gymnasielærer på Christianshavns Gymnasium i russisk og idræt og har arbejdet som specialkonsulent i Kulturministeriet, for Undervisningsministeriet i Letland, været direktør for Nordisk Råds kontor i Riga og på det frivillige område været næstformand i både Danmarks IdrætsForbund og Team Danmark.