Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Positiv interesse for genskabelse af Nygård Sø

Kort over Højby Sø.
Kort over området mellem Oddenvejen og Nygårdsvej og tæt på jernbanen, Syvhøje (seks gravhøje) ved Stårup og ikke langt fra Højby Sø, Borren og Højby Kirke.


Tilbage i 1990'erne efter genskabelsen af Højby Sø forsøgte Skov- og Naturstyrelsen også at genskabe søen omkring den nærliggende fredede Næsholm Borgruin – Nygård Sø, men projektet faldt til jorden af forskellige grunde.

Nu har Miljøministeriet via Skov- og Naturstyrelsen og Odsherred Statsskovdistrikt fundet planerne frem igen, haft møder med de lodsejere, hvis marker støder op til ruinen og henvendt sig til Odsherred Kommune med forespørgsel om en kommunal medfinansiering til projektet.

Kommunal medfinansiering
Statsskovrider Arne Jørgensen har på et temamøde i sidste uge orienteret Byrådet, og Miljø- og Teknikudvalget har sagen på dagsordenen i dag 3. december.

Søens areal vil i givet fald blive på 21,9 hektar, og skovdistriktet vil forestå jordfordelingen, ansøgninger og kontakter til Miljøcenter Roskilde, mens kommunen skal være behjælpelig med ansøgninger til fonde og myndigheder.

Projektets realisering vil i givet fald indebære statens overtagelse af ejendommen Drosselholm, der har 30 ha jordtilliggende og udgør den største matrikelejer på den udtørrede sø.

Kommunens bidrag til finansieringen skulle udgøre 3 mio. kr., som Miljø- og Teknikchefen foreslår fordelt med 750.000 kroner over de næste fire budgetår fra 2009 til 2012.

Stiadgang og forbindelsesveje
Kulturforvaltningen og Odsherreds Kulturhistoriske Museum bliver inddraget i projektet, som skovrideren betegner som en "kulturhistorisk god gerning".

Projektet, der nyder positiv interesse og opbakning fra alle sider, vil både gavne naturen, være landskabeligt smukt og være en attraktion for såvel turister som fastboende med mulighed for en stiføring rundt om den retablerede sø, eventuelt i sammenhæng med Højby Sø og med en træbro ud til Næsholm Borgruin. 

Der vil endvidere kunne etableres andre stiforbindelser i landskabet, eksempelvis til Syvhøje på Gammelgårdsvej ved Stårup og via Højby Sø til Højby Kirke.

Måske en fogedborg
Hvad borgen, der blev anvendt fra 1278 til 1340, egentlig har været anvendt til, står hen i det uvisse. Den har måske været en af Valdemarernes fogedborge, måske et kongeligt administrationscenter eller måske fæstegård for en lokal stormand.

Borren ved Højby Sø er fra 1100-tallet og var en udflytning af en adelsgård fra Højby. Borren har sandsynligvis været befæstet indtil Kong Valdemar fik eneherredømme i 1157. Den kan herefter have været beboet uden at have betydning som privat forsvarsværk. En anden mulighed kan have været at Borren på Kong Valdemars foranledning er blevet revet ned, mod at borgherren fik tildelt en anden gård i området.

Da Kong Valdemar kom til magten, passede det ikke kongen at der lå private småborge, spredt rundt om i landet.



Næsholm Borgruin
Besøgende kan i dag gå ud til ruinen af den middelalderlige borg i den udtørrede Nygård Sø. Ved en retablering af søen vil der kunne etableres en træbro til ruinen. Foto: Susan Jensen, Information og Udvikling


Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Billede af Rute 21-skilte.
På vores Rute 21-side kan du følge med i nyheder om den nye motortrafikvej, som Vejdirektoratet anlægger i perioden 2010 til 2013 fra Tuse ved Holbæk til Kirkeåsvejen nord for Vig.