Lastet med 150 kg friske gulerødder fra Storøhage Kartofler på Lammefjorden og 455 flasker ægte Odsherred-æblemost fra Sidinge Bær- og Frugtplantage, en go-kart fra Sommerland Sjælland og et bredt udbud af turistbrochurer kører formand for
Odsherred Turistråd borgmester Finn Madsen mandag aften ombord på DFDS's Oslo-båd i turistbureauets nye mobile kontor med kursen sat mod Norges største rejsemesse,
Reiseliv, i Lillestrøm uden for Oslo.
For 6. gang er Odsherred repræsenteret på den kombinerede fag- og publikumsmesse i dagene 10.-13. januar, hvor 1.000 udstillere fra 200 lande i tre kæmpe haller på over 22.000 kvadratmeter viser sig frem. Fra Danmark deltager hele 66 udstillere, heriblandt Sommerland Sjælland og Odsherred Turistbureau.
Vigtigt erhverv
- Vi lever af turisme i Odsherred. Det er et af vores vigtigste erhverv og derfor bakker jeg op ved selv at tage med, siger borgmester Finn Madsen, som i lighed med de senere år har deltaget i det praktiske arbejde ved at stå på messen. I år er den nye turistbus så med for første gang, og Finn Madsen regner med at få den parkeret på den noget større stand, turistbureauet i år har lejet og rullet baldakinen ud, så standen bliver opsigtsvækkende for publikum.
Med feriehuskataloget fra turistbureauet, en stribe andre brochurer om blandt andet spisesteder og brochurer fra Sommerland Sjælland og Dragsholm Slot, vil turistfolkene slå på tromme for ferie i Odsherred for de godt 25.000 gæster, som ventes på messen.
Som noget nyt lancerer turistkontoret på messen en særlig velkomstpakke, hvis man lejer et feriehus på Nykøbing Havn eller på Bystedvej ved Rørvig uden for højsæsonen.
Fra Sommerland Sjælland deltager Steen Christiansen og fra Vallekilde Højskole og Dragsholm Slot forretningsfører Hilde Vikka, som selv er nordmand, samt udlejningschef Birthe Carlsen fra turistbureauet. Højskole og slot samarbejder om ferietilbud med både kulinarisk og kulturelt indhold og har med stor succes målrettet sine feriekurser.
På torsdag deltager direktionen ved konstitueret kommunaldirektør Jørn Dikman og direktør Torben Greve samt viceborgmester Arne Mølgaard også i den faglige del af messen på en enkelt dags visit, mens de øvrige deltager forbliver i Norge til messen er slut på søndag.
Turistchef Hans-Jørgen Olsen er i næste uge på et andet fremstød for Odsherreds turisme – i Potsdam i Tyskland, hvor det handler om at erobre markedsandele på det tyske marked.