Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Sagsbehandlingsstandarder

I tilknytning til kommunens børnepolitik - som tager udgangspunkt i, at alle børn og unge har brug for en tryg opvækst - er der fastsat standarder for sagsbehandlingen i forhold til børn med behov for særlig støtte.

De lovpligtige standarderne skal som minimum beskrive kommunens opgaveløsning i forhold til:

  • Den tidlige indsats
  • Inddragelse af forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under hele indsatsen
  • Afdækning af de særlige forhold og indsatser i forhold til unge, der er fyldt 15 år
  • Systematisk inddragelse af familie og netværk
  • Opfølgning og evaluering af de konkrete indsatser i den enkelte sag

Læs også Eksempler på sagsbehandlingsstandarder (PDF 46 KB).

1. Den tidlige indsats
Tidlig indsats opnås dels ved at udvikle fagpersoners aktive deltagelse i de tværfaglige grupper, dels ved initiativer der støtter kompetenceudviklingen såvel egenfagligt som tværfagligt.

Det tværfaglige samarbejde rækker ud over forvaltningens personale og har til formål at påvirke de miljøer, som børn og unge færdes i. Med børns miljøer menes her forældre, dagtilbud, skoler og lignende. Jo stærkere børns miljøer er, jo mere styrkes den tidlige indsats. 

Den tidlige indsats styrkes også ved at have en procedure, der sikrer en kvalificeret og hurtig indsats i forhold til at håndtere underretninger efter serviceloven. Det gælder underretninger fra såvel privatpersoner som fra fagpersoner og fra andre kommuner.

Den målrettede indsats 
I familieafdelingen i Odsherred er det sagsbehandleren, der har myndighedsansvaret for underretninger og evt. undersøgelser, der skal iværksættes på baggrund heraf.

Sagsbehandleren kvitterer for modtagelsen af underretninger til afsender senest 5 hverdage efter modtagelsen. Ved ferie eller sygdom er det evt. sagsbehandler fra distriktet/faglig konsulent, der har ansvaret.

Enkelte underretninger har akut karaktakter. Sagsbehandler har ansvaret for at inddrage faglig konsulent eller familiechefen, såfremt en underretning har en sådan karakter.

Normal procedure ved en almindelig underretning er, at familien senest 14 dage efter modtagelsen kontaktes, og at der indledes et samarbejde med relevante samarbejdspartnere.

2. Inddragelse af forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under hele indsatsen
Den samlede indsats for børn og unge i vanskeligheder tager udgangspunkt i de politiske værdier og mål på børne- og ungeområdet.

Odsherred Kommune har som værdi, at forældrene er ansvarlige for deres børn. Støtten fra forvaltningen skal derfor ses som et supplement til at varetage denne rolle, ikke som en erstatning for denne rolle.

Udgangspunktet for at hjælpe med at løse de vanskeligheder der er, vil derfor være familiens ressourcer, behov og opfattelse af egen situation og problemer. 

Den målrettede indsats
Den målrettede indsats i forhold til at inddrage forældrene (eller den, der har forældremyndigheden) og barnet/den unge i løsningen af familiens vanskeligheder nås bl.a. gennem:

  • at der er sammenhæng mellem det vi siger vi gør, og det vi rent faktisk gør
  • at gøre de involverede parter ansvarlige og aktive i såvel at problemformulere og løse vanskelighederne
  • at der er dokumentation for, at der sker inddragelse

Inddragelsen skal sikre, at parterne oplever, at der samarbejdes med dem og ikke om dem.

3. Afdækning af de særlige forhold der gælder for unge, der er fyldt 15 år
Den politiske målsætning for indsatsen rettet mod unge, der er fyldt 15 år og som har behov for støtte er, at sagsbehandlingen og indsatsen skal leve op til intentionerne i anbringelsesreformen om bl.a. at have fokus på lokale og netværksorienterede tilbud.

Det er Odsherred Byråds vision, at der i løbet af 2007 skal udarbejdes en politik for indsatsen over for denne målgruppe. 

Den målrettede indsats
Den målrettede indsats er:

  • at der tages udgangspunkt i den unges aktuelle vilkår
  • at der tages udgangspunkt i de ressourcer, den unge har
  • at vi kan medvirke til at bygge bro via dialog mellem den unge, forældrene og evt. netværket
  • at vi kan medvirke til, at der lægges en undervisnings eller erhvervsplan for den unge, en plan som retter sig fremad ud fra den unges muligheder og ressourcer
  • at vi lever op til lovgivningens krav til sagsbehandlingen, herunder anbringelsesreformens særlige fokus på de over-15-årige

Når den unge er fyldt 17 år, og der skønnes forsat behov for støtte til fx uddannelse og ligende, tages kontakt til Social- og Sundhedsforvaltningen, således at der kan iværksættes tidlige tiltag, der retter sig mod at håndtere voksenlivet. Dette indebærer et formaliseret samarbejde mellem barnet/den unge, Familieafdelingen og Social- og Sundhedsforvaltningen med henblik på at skabe sammenhæng og helhed i indsatsen over for barnet/den unge.

I løbet af 1. kvartal i 2007 nedsættes en arbejdsgruppe med henblik at afdække, hvilke tiltag der kan medvirke til at opfyldeByrådets vision.

4. Systematisk inddragelse af familie og netværk
Den samlede indsats for børn og unge med særlige behov bygger på de politiske mål og værdier på børne- og ungeområdet. Vi møder børn, de unge og forældre med en værdsættende og anerkendende tilgang. Vi stiller krav og fordringer til børnene, de unge og forældrene.

Vi arbejder ud fra et helhedssyn og tager udgangspunkt i familiens ressourcer, behov og opfattelse af egen situation og problemer, og vi støtter de familier, der har behov for hjælp.

Den målrettede indsats
Den målrettede indsats er:

  • at der udvikles redskaber der understøtter systematik, fx handleplan-guide og skema til § 50-undersøgelser.
  • at sagsbehandleren inddrager familie og netværk i sagsbehandlingen, hvor det er muligt, og at der i alle sager sker en konkret vurdering heraf

I forhold til selve sagsforløbet er inddragelse af familien og netværket koncentreret til faserne i § 50-undersøgelsen og den konkrete udmøntning i form af tilblivelse af handleplanen.

5. Opfølgning og evaluering af indsatserne i den enkelte sag
Byrådet har i sin børne- og ungepolitik prioriteret, at indsatsen fra de kommunale myndigheder tilrettelægges på en sådan måde, at det enkelte barn og den enkelte unge får ens muligheder for et godt liv, trods forskellige forudsætninger.

Den målrettede indsats
Den målrettede indsats er:

  • at indsatsen dokumenteres, så det er muligt at følge op på, hvad der virker/ikke virker. (I journalen fremgår analyse, vurdering, mål og beslutninger, samtaler med børn og forældre samt resultaterne af indsatsen. Forældrene har ret til aktindsigt i journalen og kan altid få en kopi).
  • at der sikres en forsat faglig og metodisk udvikling af arbejdet
  • at de indsatser/metoder, der virker, fastholdes og videreudvikles
  • at lov om social service følges ved opfølgning af alle foranstaltningssager efter 3 måneder; det er sagsbehandlers ansvar i forhold til egne kompetenceområder
  • at indsatsen prioriteres, så de menneskelige, faglige og økonomiske ressourcer udnyttes bedst muligt
  • at alle foranstaltningssager skal revisiteres i det første halvdel af 2007
  • at der er en overordnet sammenhæng mellem det generelle og det forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte, jf. § 1 stk. 2

Sammenhængen mellem det generelle og det forebyggende arbejde
Der arbejdes på at styrke og udvikle sammenhængen mellem det generelle og det forebyggende arbejde. Det sker ved hjælp af flere sideløbende tiltag:

  • Alle børn i Odsherred tilbydes generel sundhedsfremme og sygdomsforbyggelse.
  • Sundhed og fysisk og psykisk trivsel er tæt forbundet med social trivsel, for børn i sociale vanskeligheder mistrives ofte også fysisk og psykisk. Den sundhedsfremmende indsats er derfor opsporende i forhold til at blive tidligt opmærksom på familier i vanskeligheder og dermed børn i vanskeligheder.
  • I Odsherred Kommune oprettes der tilbud og projekter, der retter sig mod børn og deres familier og mere specifikt mod børn og familier, som af forvaltningen eller familien selv bedømmes at være i forbigående vanskeligheder. Disse tilbud er en del af lokalmiljøets øvrige tilbud. Tilbudene skal ses som supplement til forældrene og som støtte til børn og unge.
  • Kommunens organisatoriske struktur skal medvirke til at tage hånd om børn og unge og deres familier. 
  • For at forhindre at børn og unge kommer i vanskeligheder, og at børn og unge med særlige behov ikke får brug for mere indgriben senere, er det målet, at der gribes ind, før det er nødvendigt med en underretning.
  • Der nedsættes 5 tværfaglige grupper i Børne- og Skoleforvaltningen, som arbejder tæt sammen med dagtilbud, skoler og andre, der i lokalmiljøet har kontakt til børn og unge. Arbejdet i disse grupper medvirker til, at der er et beredskab, når der bliver opmærksomhed på et behov for indsats hos et barn eller en ung.
  • Der oprettes et visitationssystem, der har overblik, indsigt og kompetence.
  • Der oprettes tilbud om anonym tværfaglig rådgivning for børnefamilier og unge hver torsdag, og tilbudet synliggøres. 
  • Skoler og dagtilbud har tæt kontakt til kommunens børn, unge og deres familier og spiller dermed en væsentlig rolle i den tidligt forebyggende indsats.
  • For at fastholde så mange børn og unge som muligt i normalsystemet, vægtes nænsomme overgange og inklusion og rummelighed højt. 

Forvaltningen tager sammen med institutioner og skoler løbende forskellige initiativer, der understøtter fælles begrebsforståelse, kompetenceudvikling og udvikling af samarbejdsprocedurer på området.

 

Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Banner til afbureaukratiseringskampagnen.
Hvis du oplever besværlige og unødvendige regler eller overflødige arbejdsgange, så kan du nu indberette dem her.
Abonnér på denne side