Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Dialog/Grevinge: Boliger, busser og cykelstier

Dialogmøde_Grevinge_8
 
Dialogmøde_Grevinge_6
 
Dialogmøde_Grevinge_5


33 borgere inklusive de fem politikere og to fra administrationen deltog i dialogmødet i idrætscafeen i Herrestrup. Tv. byder Hans Møller Olsen velkommen - i midten formand for Grevinge Erhvervsforening Bjørn Nielsen og byrådsmedlem Jesper Koch.





Et lokalråd eller i hvert fald fortsatte temadrøftelser på tværs af interesser og foreninger og et ønske om at få tilbagemelding fra Byrådet, måske i form af et nyt dialogmøde, var blandt konklusionerne på dialogmødet i idrætscaféen i Herrestrup for Grevinge-Herrestrup-området onsdag den 9. april 2008.

Trods generalforsamling i det nærliggende Engelstrup Forsamlingshus, badminton i hallen ved siden af og superliga- og europacupfodbold på tv var 27 borgere mødt op til det sjette af 12 dialogmøder med byrådsmedlemmerne Hanne Pigonska, Susanne Selle, Jesper Koch, Steen Egede Jensen og Hans Møller Olsen ledsaget af forvaltningschef for Arbejdsmarked og Beskæftigelse Lene Kongsøre og kommunens informationsmedarbejder Peter Haugaard.

Over kaffe, småkager, frugt og vand gik snakken ved de fire borde om, hvordan sognet også efter anlæg af en motor- eller motortrafikvej i 2014 tværs gennem Herrestrup og Grevinge kan være forbundne kar.

Og om at tiltrække nye børnefamilier og dermed bevare livsgrundlaget for Grevinge Centralskole, hallen, sfo, klubben, børnehaven og de mange idræts- og andre foreninger i det lille dynamiske bysamfund ved porten til Odsherred.

Cykelsti oven på dæmning

Grevinge Fjernvarmeværk, som ellers har været et hovedemne i byen gennem mange år, blev kun perifert berørt med morsomme hentydninger som "her ligger Danmarks eneste frostfrie cykelsti" (oven på fjernvarmeledningen mellem byerne, red.) og at varmeværket var den største energisluger i lokalsamfundet og dermed med til at dræne området for økonomi…

Sidinge Dæmning og ny asfaltbelægning og ikke mindst en cykelsti, gerne oppe på selve dæmningen og ikke som planlagt nede på selve inderfjorden, var også på ønskelisten, ligesom en snarlig nedrivning af en af områdets "øjebæer" - den nedbrændte Gundestrup Færgekro - og en snarlig færdiggørelse af marinaen ved Sidinge Fjord, som flere mente havde været under planlægning siden 1973.

Væk med "øjebæer"

En faldefærdig gård i Plejerup ved nedkørslen til Malergården må også gerne rives ned, og så må den enklave af forfaldne campingvogne, trailere og forladte sommerhuse i den sydvestlige del af Grevinge Lammefjord med 500 sommerhuse gerne forsvinde. Når grundejerforeningerne i området havde henstillet til nogle af beboerne her, var de blevet mødt med trusler i stedet, forlød det.

Vejdirektoratets planlagte rundkørsel og tilkørselsvej fra Gundestrup til Asnæs er ikke helt i orden. Der må være sikkerhed for, at bløde trafikanter som gående, cyklende og ridende fortsat kan krydse motorvejsanlægget, og en rundkørsel nord og syd for selve Herrestrup på den gamle rute 21 eller et fodgængerfelt med lysregulering ud for skolen på Vestergade var blandt andre emner ved bordene.

Cykelsti på Egebjergvej

Busterminalen i Herrestrup er ok, men bus nummer 13 kører helt forbi, og det er ikke muligt for biler at holde og sætte passagerer af eller tage dem op. I stedet er man henvist som fodgænger til at gå af den trafikerede Holbækvej til terminalen.

Flere stier og cykelstier i området, blandt andet på Egebjergvej fra dæmningen til Herrestrup, en afvanding med drænrør af Herrestrup Mose, så her kan anlægges naturvandrestier, genopretning af fortidsminder og trampestier og en ringbus for hele Odsherred blev også drøftet.

Fra den fælles fremlæggelse af dialogen ved bordene kom i øvrigt følgende bemærkninger:

Boliger:

  • Der er mange tomme huse mellem Grevinge og Herrestrup, som bør udnyttes før nye boliger kommer til.
  • Lejeboliger til enlige/fraskilte som fx bebyggelsen på Ringtoften kan supplere ejerboliger.
  • Der skal være en balancegang mellem tiltrækning af nye børnefamilier og så en bevarelse af det tætte sammenhold i lokalsamfundet, som ikke må blive for stort.
  • Boligudvikling skal sikres gennem kommuneplan og lokalplaner.

Trafik og cykelstier:

  • Trafikdæmpning på Egebjergvej.
  • Den nye motorvej giver en negativ effekt for det øst-vestgående forbindelser, nervøsitet over at blive et nyt "Checkpoint Charlie" (grænseovergang mellem DDR og Vesttyskland 1961-1989, da Berlin-muren faldt, red.).
  • De bløde trafikanter skal tilgodeses ved den nye rute 21.
  • 40 km/t-trafikbegrænsning i Grevinge.
  • Byport ved Grevinge.
  • Hastighedsmåling i Grevinge.
  • Sikrere skolevej ad Egebjergvej 
  • Plantning af vejtræer (i huller i asfalten).
  • Anden transportvej for tunge lastvogne til Boesen Fabrikker på Lakvej.
  • Højresvingsbaner på rute 21.
  • Ruf-bane (en blanding mellem tog og bus).
  • Rundkørsel nord og syd for Herrestrup hhv. ud for busterminalen og CC Camping.
  • Cykelsti over Sidinge Dæmning.

Kollektiv transport:

  • Busruter bør udvides med flere afgange, gerne med små busser.
  • Rute 13 bør stoppe i Herrestrup ved busterminalen, men kører forbi i dag.
  • Indkørsel forbudt til busterminalen for biler bør genovervejes.

Naturen og miljøet:

  • Stier ved Herrestrup Mose.
  • Nedrivning af Gundestrup Færgekro.
  • Gundestrup kan i stedet være servicebygning for marinaen.
  • Turistskilte ved afkørsel fra motorveje med overnatning, seværdigheder m. v.
  • Retablering af sti fra færgekroen til stejlepladsen.
  • Kulturminder forfalder.
  • Fjernelse af gamle biler, trailere, campingvogne i sommerhusområdet Grevinge Lammefjord.
  • Bedre skiltning og udarbejdelse af turistfoldere for området.

Øvrige emner:

  • Flere uddannelsestilbud i lokalområdet, da Odsherred ligger i bunden hvad angår befolkningens videreuddannelse.
  • Nye vindmøller bør placeres enten på havet eller ved Hagesholm/Audebo.
  • Dårlig kommunikation til politikerne i Byrådet.
  • Stort plus med en skole til 9. klasse.
  • Ønske om tilbagerapportering fra byråd/politikere på emner, der blev berørt.
  • Opfordring til videre temadrøftelser på tværs i lokalområdet.

Temamøde i juni

Dialogmøderne fortsætter frem til 24. april efter denne tidsplan: Rørvig – 10. april, Hørve – 14. april, Vig – 16. april, Asnæs – 21. april, Nr. Asmindrup – 23. april, Odden – 24. april.

Møderækken rundes af med et offentligt temamøde i Byrådet onsdag den 4. juni, hvor udsagn fra dialogmøderne samles og drøftes.

 





Dialogmøde_Grevinge_4
 
Dialogmøde_Grevinge_2
 
Dialogmøde_Grevinge_1


Steen Larsen, Herrestrup, er tidligere kommunalpolitiker i Dragsholm - her i dialog med byrådsmedlem Hanne Pigonska. I midten Steen Egede Jensen i en dialog om bl.a. Gundestrup færgekro. Til højre byrådsmedlem Hans Møller Olsen ved dialogmødet i idrætscafeen i Herrestrup.


Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Alle offentlige arrangementer i Odsherred kan ses på www.odsherredkalenderen.dk.
Vidste du, at du på www.odsherredkalenderen.dk kan se alle offentliggjorte offentlige arrangementer i Odsherred. Og du kan selv lægge arrangementer ind.