Børnehaverne i Odsherred sætter fokus på dans som en kunstnerisk udtryksform, børnene skal stifte bekendtskab med. I to uger får børn og pædagoger ikke blot mulighed for at se på dans, men også for at danse selv sammen med professionelle dansere.
Danseforestilling og workshop
I de næste to uger oplever Odsherreds børnehavebørn professionel dans på helt tæt hold, når dansekompagniet Choreography by Nønne Mai Svalholm kommer på turné i hele Odsherred med danserne Joy Anna Hall (født 1979) og Jon Bülow Stage (født 1986).
Danserne vil både danse med børnene og vise forestillingen ”Banditten og Badutten”, som handler om to meget forskellige børn.
Danseforestillingens tema er forskelle og ligheder.
BANDITTEN er en drillepind, og BADUTTEN vil spejle sig hele tiden. Det eneste de elsker begge to er at lege.
Forestillingen varer cirka 20 minutter og derefter er der workshop med børnene i cirka en time.
Workshoppen tager afsæt i børns leg med hinanden, og vil arbejde med børnenes fantasi og bevægelsesmuligheder ved brug af leg og historiefortælling.
Sur, glad eller doven?
Med udgangspunkt i børnenes egne erfaringer med følelser, udvikles og undersøges forskellige bevægelsestyper og kvaliteter - hvordan danser man når man er sur, glad, doven eller en drillepind?
Hvordan bevæger man sig, hvis man bliver jagtet eller sniger sig ind på nogen, og hvordan danser man med sin bedste ven?
Børnenes bevægelsesglæde og er i centrum og de hjælpes på vej i workshoppen, af de to dansere, til at fortælle historier med kroppen.
Danseprojektet er en del af det landsdækkende projekt ”Dans for børn”, som er sat i gang af Dansens Hus - støttet af Kunstrådet.
Pædagogerne tog forskud
Startskuddet på danseprojektet lød mandag den 15. september hvor knap 20 pædagoger fra børnehaver i Odsherred trådte dansen samme med de to professionelle dansere.
Danserne fra dansekompagniet tog pædagogerne med ind i dansens univers, så de på egen krop kunne opleve det, som børnene nu skal i gang med.
Alle blev udfordret med danseøvelser og fik også mere teoretisk undervisning i, hvordan danseøvelser kan inddrages i børnehavens dagligdag.
Pædagogiske læreplaner
Udover det unikke møde med kunstarten er dansen en aktivitet med stort potentiale, set i relation til pædagogiske læreplaner som alle dagtilbud skal arbejde med. Det er Børne- og skoleforvaltningen og Kulturforvaltningen, der i samarbejde sender dansen ud i børnehaverne.