Anlægstilskud til Vig Bio og Vig Tennisklub
Vig Bios Venner modtager nu et anlægstilskud på 160.000 kroner fra Odsherred Byråd efter indstilling fra Kulturudvalget og finansieret af det resterende beløb, som er afsat på udvalgets anlægspulje for 2009. Beløbet bliver givet under forudsætning af, at Det Danske Filminstitut yder et tilsvarende anlægstilskud.
Biografen skal ombygge foyeren og biografsalen i slutningen af 2010 og begyndelsen af 2011 til i alt 1,4 mio.kr., hvoraf de 850.000 kr. kommer fra nedlæggelsen af Vig Asmindrup Håndværker- og Borgerforening og 125.000 kr. i egenfinansiering og tilskud fra fonde.
Vig Tennisklub modtager et tilskud på 40.000 kr. til etablering af lysanlæg på tennisbanerne i Vig. Lysanlægget med fire master og otte lyskilder vil i alt koste godt 160.000 kr., hvoraf foreningen selv gennem frivilligt arbejde på Vig Festival og ved Muskelsvindfondens ”Grøn Koncert” har opsparet cirka 120.000 kr. Lysanlægget opsættes i slutningen af 2009.
- Vi har ved fordelingen af anlægstilskuddene lagt vægt på, at det er foreninger, som selv har sparet en væsentlig del af udgiften op, sagde kulturudvalgsformand Vagn Ytte Larsen, S.
Tiltræder aftale om erhvervsservice
Byrådet har tiltrådt et oplæg til den fælles, fremtidige erhvervsservice i Region Sjælland, udarbejdet af KKR Sjælland. Formålet er en forbedret samordning mellem aktørerne med udgangspunkt i Væksthus Sjælland i Vordingborg, som skal definere roller, mål og struktur.
Vækstforum Sjælland reserverer 10 mio. kr. til realisering af samarbejdsaftalen i 2010. Det er formålet at systematisere udbredelsen af regionale og statslige erhvervsstøtte-programmer og rådgivning, som særligt efterspørges af virksomheder og iværksættere i regionen.
Herluf Forchhammer, SF, påpegede, at Odsherred Erhvervsråd i sit høringssvar havde påpeget risikoen for en vis overlapning ved et dobbeltsystem og dermed ressourcespild. Han opfordrede det kommende byråd til en temadrøftelse om emnet.
Tilbage til udvalg
Et flertal bestående af Venstre, Konservative, Radikale og Johnny Kristensen, u.p., stemte for at bede Miljø- og Teknikudvalget se på lokalplan2007-14 for Ådalen på Kroenborgvej i Asnæs igen, således at der også kan opføres andre boliger end længehuse og pyramidehuse.
Imod stemte S, SF og Dansk Folkeparti. Henrik Jensen, K, der er formand for Miljø- og Teknikudvalget, sagde, at det ikke havde været hensigten kun at tillade opførelse af længehuse i området, men derimod at sikre høj kvalitet i byggeriet. Han foreslog udarbejdelse af en ny lokalplan.
Peter Kvarts, S, kaldte det "vanvittigt at slingre derudad med dispensation fra lokalplaner" og opfordrede til is i maven og venten til bedre tider, hvor bygherrer ville bygge efter lokalplanen.
Ungdomsledighed i fokus
Ledigheden blandt unge er i stigning i Odsherred og får derfor højeste prioritet i Beskæftigelsesplanen for 2010, som byrådet har godkendt, og som Jobcentret skal udføre.
En rettidig beskæftigelsesindsats ved hurtige jobsamtaler og aktivering samt stor bevågenhed på sygedagpengeområdet er også højt prioriteret i planen.
Formand for Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelsesudvalget Hans Møller Olsen, V, kunne varmt anbefale planen og henviste til den Ungepolitik, kommunen har under godkendelse, som et instrument til at mindske ungdomsledigheden.
Kate Jensen, R, hæftede sig ved, at der er lagt op til en 10. klasse og en erhvervsklasse, mens Birthe Balle, S, opfordrede alle til at være opmærksom på tidlig indsats ved afskedigelser af unge samt andre jobmuligheder.
Herluf Forchhammer, SF, efterlyste en effekt og koordinerende indsats, idet tre udvalg skal koordinere ungepolitikken.
Kulturmiljøråd skal rådgive
Byrådet har godkendt deltagelse i et fælles Kulturmiljøråd i Kulturregion Midt- og Vestsjælland uden udgift for kommunen.
Rådet skal rådgive offentlig myndighed for at understøtte de kulturhistoriske og bygningskulturelle værdier i den fysiske planlægning i lokalområderne. Kulturudvalgsformand Vagn Ytte Larsen, S, drog en sammenligning med Teaterråd og Musikråd.
Nyt vejanlæg tilbage til udvalg
Efter en forudgående temagennemgang af et skitseforslag til ny vej fra Vig Parkvej til Nykøbing-Slagelsevej i Vig, også kaldet Hønsinge omfartsvej og rute 225’s tilslutning til rute 21, har byrådet vedtaget at sende sagen tilbage til Miljø- og Teknikudvalget til fornyet behandling.
Styrelsesvedtægt afventer budget
Budgetforliget lægger op til reduktion på 500.000 kr. på byrådets honorarer, og derfor blev forslag til ny styrelsesvedtægt taget af dagsordenen til efter vedtagelsen af budget 2010 tirsdag den 6. oktober 2009. Gruppeformændene indkaldes til en drøftelse om udmøntning af besparelsen, hvorefter styrelsesvedtægten vil blive behandlet på næste ordinære byrådsmøde 27. oktober 2009.
God historie om svømmehal
Omvendt licitation, en ualmindelig god bygherrerådgiver, der havde udarbejdet en hel håndbog, som blev overholdt til punkt og prikke samt enighed i politiker- og embedsmandsstyregruppen var årsagen til, at anlægsudgiften til Nykøbing Sj. Svømmehal overholdt anlægsregnskabet og endog endte med et mindreforbrug på knap 150.000 kr.
Kulturudvalgsformand Vagn Ytte Larsen, S, glædede sig over, hvad han kaldte for ”en god historie”.
Likviditet forbedret
I forhold til aftalen mellem kommunen og Velfærdsministeriet i oktober 2008 om en handleplan for genopretning af kommunens økonomi er likviditet i begyndelsen af september 2009 forbedret med 25,5 mio. kr.
En oversigt for 2009 har vist en budgetafvigelse gennem et kassetræk på 31,7 mio. kr., som gennem handleplanen er reduceret til 11,3 mio. kr., idet der er anvist budgetreduktioner på 20,4 mio. kr.
Byrådet holder møde igen tirsdag den 6. oktober med 2. behandling og vedtagelse af kommunens budget for 2010. Mødet holdes kl. 18.30 i Byrådssalen i Administrationscentret, Fårevejle.