Borgermøder. Foreningsdage. Fælles idrætsuge. Tilbud til de unge. Samarbejde om hjælp til ældre. Folkesundhedsprogram. Øget synlighed og netværk mellem foreningerne.
Det var blot nogle af de forslag, der kom frem da omkring 90 engagerede ildsjæle var mødt op på Vallekilde Højskole lørdag den 3. oktober 2009 til den anden konference for ildsjæle.
Debatten gik på, hvordan foreningerne, ildsjæle og Odsherred Kommune sammen kan udvikle lokalsamfundene i Odsherred.
Tæt samarbejde
Konferencedagen bød på flere inspirationsoplæg, der havde det tilfælles, at de tog udgangspunkt i projekter, der var båret af enten tæt samarbejde mellem foreninger og kommune eller projekter, der bygger på stor borgerindflydelse.
Tonny Pedersen, formand for Sundby sejlforening og formand for brugerbestyrelsen ved Det Maritime Ungdomshus, fortalte om det Maritime Ungdomshus på Amager, som et eksempel på et intensivt samarbejde mellem foreninger og kommune om at skabe et sted med mange funktioner og for mange brugergrupper.
Et sted, der udover at være ramme for sejlsport, også byder på kulturoplevelser, projekter for udsatte unge, aktiviteter for skoler og institutioner m.m.
Hvad kan Nørrebro lære Odsherred?
kunne man spørge om ved indlægget fra Kulturchef i Køge Peter Christensen, det gav indsigt i et kvarterløftprojekt i Mimersgadekvarteret på Nørrebro - et projekt, der i høj grad var baseret på borgernes indflydelse, engagement og vilje til at udvikle deres område i positiv retning.
Men netop metoderne til at sikre at borgerne, foreningerne og andre får reel indflydelse på udviklingen af områderne kunne overføres på alle former for lokalmiljøer - og altså også på Odsherred.
De uundværlige ildsjæle
At Odsherred har brug for ildsjælene og de foreningsfrivillige og at disse yder og er villige til at yde en indsats for det gode liv i Odsherred, er der ingen tvivl om - ideerne var mange og lysten til samarbejde på tværs af foreningerne også stor.
Netop samarbejde på tværs af foreningerne er måske nøglen til at løfte og udvikle lokalsamfundene i Odsherred, og værktøjet hertil er, at der skabes netværk og god dialog mellem foreningerne.
Der var heller ingen tvivl om, at mange foreninger gerne vil tage et medansvar og bidrage til udvikling af deres lokalområde og Odsherred.
Kontakter
Det store engagement lagde stenene for næste ildsjælekonference, der skal vægte tid til at foreningerne kan arbejde med idéudvikling og konkrete samarbejdsprojekter. Konferencen var et initiativ taget af Kulturudvalget og kulturforvaltningen. Konferencen følges op af en rapport der samler alle de gode idéer.
Rapporten vil også indeholde en liste med kontaktoplysninger på foreninger og ildsjæle, så dannelse af netværk kan begynde allerede nu.