Stor tilfredshed med kommuneplan
Med én stemme imod (Johnny Kristensen, u. p.) og 23 for blev Kommuneplanen 2009-2021 godkendt med overvældende flertal i Odsherred Byråd og med et væld af roser til Planafdelingen for veludført arbejde af høj kvalitet og stor tilfredshed med indholdet.
Kommuneplanen er det styringsredskab, al kommunal planlægning nu skal virke efter og er samtidig den første fælles kommuneplan i Odsherred Kommunes historie.
Planstrategien fastlagde rammerne for kommuneplanen, som har været i forslag til høring fra 3. juni til 26. august 2009 og genstand for to borgermøder samt dialog med forskellige interessenter.
59 indsigelser er fremkommet i høringsperioden. Planen har fire pejlemærker: etablering af en GeoPark som et fyrtårnsprojekt i Bjergene, Asnæs som center for ungdomsuddannelser, styrkelse af lokaldemokrati gennem dialog og en skulptur af Olafur Eliasson ved Dragsholm Slot.
Johnny Kristensen, u. p., stemte som den eneste for sit eget forslag om flere byggefelter til landsbyerne.
Michael Kjeldgaard, S: - Det er et fantastisk flot arbejde og en stor og lang proces, som har været tiden værd. Muligheden for at etablere et 10. klasses center og en erhvervsklasse i Asnæs bliver understøttet ved udpegning af Asnæs som uddannelsesby.
Gitte Hededam, S: - Det er kreativt, visionær og fremadrettet, det er noget, vi har savnet længe. Vi får nu fælles færdselsregler og et godt administrationsgrundlag. Godt, at vi fokuserer på energi og miljø, går afgrænset land og by, ser på dialogfora og høringsregler, så alle bliver hørt og også indtænker klimaet, ligesom helårsturismen får et spark fremad med planen, blandt andet ved mulighed for etablering af et økohotel i Ordrup.
Mikkel Henriksen, V: - Det er et godt administrationsgrundlag med fælles pejlemærker og ensartethed i planlægningen. Det er en kæmpe hjælp til det næste byråd, og helårsturismen fremhæves som et bærende element.
Johnny Kristensen, u. p.: - Generelt er det et godt arbejde, men ikke et eneste af 13 fremsendte ønsker om byggefelter i landsbyerne er medtaget. Det er udtryk for en centralisme, som betyder, at vi risikerer at trække tæppet væk under skoler og daginstitutionerne i lokalsamfundene, hvis der ikke sker bosætning og boligudvikling.
Vagn Ytte Larsen, S: - Jeg er særlig glad for arealreservationen ved Dragsholm Slot til en skulptur af Olafur Eliasson. Jeg håber, der kan etableres et miljøatlas, og at vi kan få en samlet udviklingsplan for Grønnegården i Annebergparken.
Henrik Jensen, K: - Bymønsteret blev fastlagt, da vi godkendte Strategiplanen i 2007. Det er en virkelig flot plan, hvor Miljøcentret i Roskilde har godkendt det bymønster, vi har ønsket. I Egebjerg er der fx reserveret plads til 22 nye boligparceller. Hvis det behov bliver større, kan vi ved revision af planen om to år ændre det.
Steen Egede Jensen, DF: - Det er et rosværdigt arbejde, det er vigtigt med en plan, der forener os, og om et par år kan man evaluere den.
Herluf Forchhammer, SF: - Det er godt med fremme af energirigtigt byggeri og en klimastrategi. Vi vil holde øje med, at planen også bliver fulgt.
Morten Egeskov, V: - Miljøcentret i Roskilde er en slags ”vogternes råd” og Planloven er bureaukratiets holdeplads.
Hanne Pigonska, V: - Jeg foreslår, at vi inddrager dele af planen ved fremtidige sager i byrådet, fx hvis der skal etableres lys på et tennisbaneanlæg.
Kate Jensen, R: - Der er også udlæg af boliger i de mindre byer.
Dropper omfartsvej ved Hønsinge
Der er alligevel ikke udsigt til nogen kommunal omfartsvej sydøst om Hønsinge. Byrådet har vedtaget at forslaget til linjeføring fra Rute 21 suppleres med et forslag, indsendt af borgere, samt en rundkørsel med afkørsel til den eksisterende landevej 225 uden omfartsvej omkring Hønsinge.
Alice A. Sarp, S, bemærkede, at de 15 mio. kr., kommunen skal afsætte til vejprojektet, hellere bør bruges på en cykelsti på Ravnsbjergvej og udbygning af plejeboliger.
Hun påpegede, at projektet var fremkommet inden Molslinien flyttede den tunge lastvognstrafik til Kalundborg samt, at Rødhøj ved Asnæs og Hørve også er stærkt trafikeret.
Budgetskred på 16 mio. kr.
Der er udsigt til et merforbrug på 3 mio. kr. på bl.a. førtidspensionsområdet og 13,2 mio. kr. på plejecenter- og hjemmeplejeområdet i 2009, men det forventes, at merforbruget kan finansieres uden tillægsbevilling og ved afvikling i 2010.
Sagen, der først er kommet på politikernes bord efter vedtagelsen af budget 2010, medførte en voldsom kritik fra Morten Egeskov, V, som er stærkt utilfreds med, hvad han kaldte at "forholde byrådet oplysninger".
Han kaldte budgetoverskridelserne ”en hån mod alle de, der passer deres arbejde” og ikke en måde at styre en kommune med over 2 mia. kr. i omsætning og krævede at få at vide, hvem der vidste hvad og hvornår.
Sagen var bragt i byrådet af Michael Kjeldgaard, S, og Vagn Ytte Larsen, S, som fastholdt, at de intet konkret vidste om budgetoverskridelsen udover, at de ”på vandrørene” havde hørt om en overskridelse og derfor havde udbedt sig yderligere oplysninger.
På det lukkede møde redegjorde kommunaldirektør Lars Holte for sagsforløbet og de personalemæssige konsekvenser, budgetoverskridelsen har fået.
Nu gebyr for vandløbssager
Hidtil har Natur og Miljø-afdelingen i Odsherred Kommune undladt at opkræve gebyr for de 15 til 20 årlige vandløbssager, som vandløbsloven giver mulighed for at opkræve gebyr for.
Det bliver nu ændret, således at vandløbsprojekter med en anlægsudgift over 15.000 kroner fremover opkræves gebyr på 3000 kr. eller 2 % af anlægsudgiften til projekter over 150.000 kr.
Formand for Miljø- og Teknikudvalget Henrik Jensen, K, sagde, at gebyret vil medføre, at flere vandløbssager kan ekspederes ved ansættelse af ekstern konsulent.
Ja til lån på 19 mio. kr.
Odsherred Forsyning optager nu et lån på 19 mio. kr. med kommunegaranti, har byrådet besluttet, idet medlemmerne af bestyrelsen var inhabile i sagen.
Beløbet skal anvendes til blandt andet kloakeringen i Højby, det åbne land ved Toftholmvej og Storøvej på Lammefjorden samt sommerhuskloakering.
Faldende husleje i Grevinge
De fleste gange går det den modsatte vej, men nu har Lejerbo fået godkendt en lejenedsættelse for 10 boliger og 23 lejligheder i afdeling 822-0 Grevinge i Grevinge Centret på i gennemsnit cirka 5000 kroner pr. bolig/lejlighed.
Den faldende leje medfører også mindre udgift til boligstøtte for Odsherred Kommune. Den nye husleje træder i kraft 1. januar 2010.
Gyden i Asnæs skal være pænere
Med vedtagelsen af lokalplan 2009-22 for boliger ved Gyden i Asnæs er der nu åbnet mulighed for etablering af maksimalt 14 nye boliger som tæt-lav bebyggelse i det gamle kulturlandskab bag Asnæs Kirke og kirkegård og tæt på Kanalen, der rummer flere faldefærdige boliger.
Formand for Miljø- og Teknikudvalget Henrik Jensen, K, glædede sig over planen, som har været udarbejdet i tæt dialog med Asnæs Kirke.
Plan for Dragsholm Slot på borgermøde
Et Geocenter, et wellnesscenter, nye hotelværelser og feriehuse samt etablering af en skulptur er blandt mulighederne i lokalplanforslag 2009-28 for Dragsholm Slot, som byrådet nu udsender i otte ugers offentlig høring.
Et mindretal på fire: Gitte Hededam, S, Alice A. Sarp, S, Flemming Truelsdal, S, og Herluf Forchhammer, SF, foreslog, at lokalplanforslaget udtager et antal hytter langs Dragsholm Allé.
Byrådet er derimod enige om, at der skal holdes et borgermøde om lokalplanforslaget.
Affaldsplan på plads
Affaldsplanen for 2009 til 2012 er nu godkendt i Odsherred Byråd. Formålet er bla. at øge kvaliteten og effektiviteten i de kommunale affaldsordninger, forebygge dannelse af affald og udnytte ressourcerne bedst muligt.
Gitte Hededam, S, var bekymret for udsigten til stigende affaldsmængder – prognosen regner med en stigning fra 82.000 til 95.000 tons i 2020.
Henrik Jensen, formand for Miljø- og Teknikudvalget, fremhævede, at hovedparten af affaldet allerede i dag genanvendes.
650 sommerhuse kloakeres
Den store sommerhuskloakering i Odsherred tager nu for alvor fat. I 2010 starter kloakeringen af 650 sommerhuse ved Gundestrup, Plejerup og Strandly nord for Audebo Dæmning, Atterup syd for Sidinge dæmning og Abildøre nord for Sidinge dæmning. Området omfatter også 40-50 helårsejendomme, som også skal kloakeres.
Byrådet har godkendt tillæg 3 til Odsherreds spildevandsplaner og fremlægges offentligt fra 3. november til 28. december 2009. Onsdag den 25. november 2009 holdes offentligt møde på Asnæs Bibliotek Aksen om spildevandstillægget.
Aftale for socialområde på plads
Byrådet har nu tilsluttet sig en rammeaftale 2010 for opgavefordeling og takster mellem de 17 kommuner og Region Sjælland på social- og specialundervisningsområdet. Aftalen drejer sig om de cirka 7600 pladser, der findes og sætter det stigende antal børn og unge med autisme og ADHD i fokus.
Taksterne for de offentlige pladser falder i 2010, idet de maksimalt må stige med den generelle pris- og lønudvikling fratrukket 2 procentpoint.