Fyrværkeri må kun anvendes i perioden 1. december til 5. januar.
Kategori I-fyrværkeri
Kategori I- og II-fyrværkeri kan anvendes uden tilladelse fra politiet.
Kategori I-fyrværkeri er fyrværkeri med begrænset effekt beregnet til salg i detailhandel. Omfattet af kategori I er knaldhætter, knaldbånd, knaldperler, knaldpropper, knallerter, bordbomber, trækbomber, stjernekastere og isfontæner.
Kategori II-fyrværkeri
Kategori II-fyrværkeri er fyrværkeri, som er beregnet til salg i detailhandel, og som optages på positivlisten.
Reglerne for at bruge fyrværkeri
Når du bruger fyrværkeri, bortset fra raketter, må det ikke finde sted i mindre afstand end:
- 100 m fra bygninger med let antændeligt tag, stakke eller andre oplag i det fri af let antændelige stoffer, større oplag af træ, brændsel, brændbar emballage og lignende, oplag af brandfarlige væsker, flaskegas eller overjordiske naturgasinstallationer. I vindens retning fordobles afstanden til 200 m.
- 100 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden brændbar vegetation. I vindens retning fordobles afstanden til 200 m.
Når du bruger raketter gælder, at affyring ikke må finde sted i mindre afstand end:
- 10 m fra bygningers åbninger. I vindens retning fordobles afstanden til 20 m.
- 200 m fra bygninger med let antændeligt tag, stakke eller andre oplag i det fri af let antændelige stoffer, større oplag af træ, brændsel, brændbar emballage og lignende, oplag af brandfarlige væsker, flaskegas eller overjordiske naturgasinstallationer. I vindens retning fordobles afstanden til 400 m.
- 200 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden brændbar vegetation. I vindens retning fordobles afstanden til 400 m.
Bemærk også, at der i mange stationsbyer og landsbyer ligger huse med let antændeligt tag (stråtag), og at mange af sommerhusområderne ligger i nåletræsbevoksninger.
Fyrværkeri må ikke affyres nærmere end 100 meter til landbrugsejendomme eller lignende ejendomme med dyr. I vindens retning fordobles disse afstande.
Opbevaring af fyrværkeri
Bemærk, at der i en privat bolig højest må opbevares 1,5 kg NEM fyrværkeri. NEM er krudtvægten og svarer ca. til brutto 5-6 kg fyrværkeri.
Har du spørgsmål, kan du kontakte Brandvæsnet i Odsherred.