Allerede til efteråret, når en ny sæson går i gang i aftenskolerne, vil der være særlige fritidstilbud målrettet sindslidende, handicappede borgere og brugere af Sundhedscentret.
Det er i hvert fald nu målsætningen for de repræsentanter fra Odsherreds kulturinstitutioner, Sundhedscentret og aftenskoler, som torsdag den 4. marts 2010 deltog i et dialog- og inspirationsmøde om emnet på Sundhedscentret i Nykøbing.
God dialog
- 34 repræsentanter deltog, og der var et stort engagement og spørgelyst samt efterfølgende dialog ved bordene. Så der er ingen tvivl om, at der er stor interesse for at fremkomme med tilbud til denne gruppe borgere, siger foreningskonsulent Rune Sørensen fra Fagcenter Kultur og Fritid.
På denne aften nåede man ikke frem til helt konkret at udforme de fremtidige fritidstilbud.
Derfor følger Kultur og Fritid op med et nyt møde inden for den næste måneds tid på Naturskolen for at samle op på de mange idéer, som blev lagt frem.
Også foreningsliv
- Det er vores håb, at vi inden sommerferien kan have konkrete tilbud, som vi kan få med i Fritidsvejviseren, der udkommer til alle husstande til august, siger Rune Sørensen.
Senere vil Kultur og Fritid tage initiativ til at invitere foreningslivet til et lignende inspirations- og dialogmøde for også her at få tilbud målrettet brugere af Sundhedscentret, sindslidende og handicappede borgere i kommunen.