Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Vi skal stå sammen om at forbedre klimaet

Klimakoordinator Karina Kragh Jespersen
Karina Kragh Jespersen er klimakoordinator i Odsherred Kommune, som 11. august 2010 underskriver en aftale med Danmarks Naturfredningsforening. Foto: Marianne Diers


Odsherred Kommune sætter nu handling bag ordene om at være en miljøbevidst kommune med en bevidst klimastrategi.

Onsdag den 11. august 2010 sætter borgmester Thomas Adelskov nemlig sin underskrift på en aftale om, at Odsherred bliver klimakommune sammen med Danmarks Naturfredningsforenings præsident Ella Maria Bisschop-Larsen.

Aftalen forpligtiger kommunen til at reducere den årlige COs-udledning med ikke under 2 % om året og dokumentere, hvilke tiltag, kommunen gør for at forbedre klimaet.

Det nærmere indhold i aftalen skal nu beskrives og offentliggøres den 11. august 2010.

To tredjedel er med

Pr. 15. juni 2010 var 65 af landets 98 kommuner med i DNs klimakommune-ordning.

- Vi vil naturligvis medvirke til at forhindre klimaforandringer, som kan få uoverskuelige konsekvenser for livet på jorden med store stigninger i såvel temperaturer som vandstand.

Dybest set handler en klimastrategi og omsorg for vores miljø om respekt for kloden og for livet, siger formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF, og glæder sig over, at kommunen afsætter de fornødne ressourcer til at være en klimakommune.

Geograf Karina Kragh Jespersen, der startede som miljøsagsbehandler i Natur og Miljø 3. maj 2010 er netop blevet frigjort med en dag om ugen til at være klimakoordinator.

Hendes opgave består i første omgang i at danne et netværk af de nøglepersoner på tværs af fag- og fællescentre i kommunen, som arbejder med klimaforbedringer.

Derudover skal hun udarbejde et forslag til en klimastrategi, der beskriver de kommunale tiltag. Forslaget skal politisk behandles og godkendes i Miljø- og Klimaudvalget.

- I første omgang drejer det sig om at få kommunen som virksomhed til at nedbringe CO2-udslippet år for år, og dernæst handler det om at få hele befolkningen inddraget, siger Karina Kragh Jespersen, som både i sit studium og i studiejob i Energistyrelsen har arbejdet med klimaforandringer og miljøspørgsmål.

Klimabevidste ansatte

Hun finder, kravet om den årlige reduktion i CO2-udslippet til atmosfæren er realistisk og påpeger, at kommunen allerede er godt i gang og på rette spor.

Blandt andet er flere jordvarmeanlæg på vej i kommunale institutioner, ligesom daginstitutionerne i øjeblikket får en gennemgang af varmeanlæggene, og klimaskærmen, det vil sige vinduer og tage, er under forbedring med henblik på at nedbringe varmeudgifterne.

Også nye toiletter med vandspareskyl er nu installeret i mange kommunale ejendomme foruden energipærer.

- Det handler om, at den enkelte medarbejder er bevidst om at slukke for lyset og sin pc, når hun forlader arbejdspladsen og i det hele taget udvise en energibevidst adfærd, også gerne derhjemme, hvor mange har alt for mange standby-apparater stående tændt med strøm på døgnet rundt, siger Karina Kragh Jespersen.

Hun vil gerne udbrede det gode budskab om at spare kloden for opvarmning med deraf følgende risiko for vandstandstigning og dramatiske forandringer i vejr og klima til skoler og daginstitutionerne i kommunen.

Erhverv og turisme med

Jordvarme i stedet for elvarme eller oliefyr, udnyttelsen af vindenergi og solceller, forbedring af såvel indeklima som energibesparende foranstaltninger er de mest oplagte redskaber til at nedbringe kvælstofudledningen i dag.

Men kommunen kan også kræve i kommende lokalplaner, at huse opføres som lavenergibyggeri.

- Vi vil være kreative i udformningen af vores klimastrategi og inddrage alle sektorer i kommunen på tværs. Vi skal også have såvel turistbranchen som erhvervsrådet med på banen i bestræbelserne på at være så klimavenlige som muligt, siger Annelis Stamm.

Yderligere oplysninger: Formand for Miljø- og Klimaudvalget, Annelis Stamm, ansta@odsherred.dk 27 70 85 47 eller klimakoordinator Karina Kragh Jespersen 59 66 60 54, kakje@odsherred.dk



Annelis Stamm tager første spadestik til jordvarmeanlæg på Egebjerg Skole 21. juni 2010
Formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm tog 14. juni 2010 det første spadestik til det første jordvarmeanlæg på en kommunal ejendom, Egebjerg Skole. Foto: Marianne Diers.


Find
Find afdeling


Telefonbog

 Søg

Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
Billede af logoet for E-boks.
E-Boks er en gratis elektronisk postboks på internettet, hvor du kan samle dine breve fra myndigheder og virksomheder på ét sted. Læs mere på E-boks' hjemmeside.
Abonnér på denne side