Virksomhederne i Nordvestsjælland får nu hjælp af både Odsherred Erhvervsråd og
SEAS-NVE til at nedbringe energiforbruget. Det er essensen af den partnerskabsaftale, der netop er indgået mellem Odsherred Erhvervsråd og SEAS-NVE.
- Energiforbruget er en stor omkostning i de fleste virksomheder. Derfor er det uhyre vigtigt, at medlemsvirksomhederne betragter det som en strategisk ressource, som kan give konkurrencemæssige fordele. Derfor har vi lavet en aftale med SEAS-NVE, der har Danmarks måske dygtigste energirådgivere, siger erhvervschef Jes Wilhelmsen, Odsherred Erhvervsråd.
Det tætte samarbejde mellem regionens energiselskab og erhvervsråd indebærer, at medlemsvirksomhederne nu kan trække på den ekspertise, som SEAS-NVE har indenfor energibesparelser. Derfor vil de to parter gå sammen om en række tiltag, der skal styrke konkurrenceevnen hos erhvervslivet i Odsherred.
- Både store og små virksomheder oplever i dag hård konkurrence på deres respektive markeder. Derfor er det vigtigt at holde fokus på omkostningerne, så virksomheden ikke mister konkurrencekraft. Odsherred Erhvervsråd har det bedste netværk blandt regionens virksomheder og SEAS-NVE har et oprigtigt ønske om at bidrage til regionens udvikling, hvilket gør partnerskabet til et perfekt match, siger markedsdirektør Ole Vestergaard, SEAS-NVE.
Odsherred Erhvervsråd og SEAS-NVE har sat som mål, at medlemsvirksomhederne samlet set indenfor bare 12 måneder har reduceret energiforbruget med 10 procent.
Derfor vil der blive afholdt netværksarrangementer, og SEAS-NVE vil energiscreene interesserede virksomheder.
Desuden vil medlemsvirksomheder kunne indberette energibesparelser og derved spare penge.
Læs mere om energibesparelser her:
http://www.seas-nve.dk/Erhverv/Produkter/EnergiraadgivningLæs også
www.odsherred.dk/klima