Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

Private fællesveje

Definition på en offentlig vej

En offentlig vej er en vej, der er tilgængelig for almindelig færdsel og som administreres af staten eller kommunen.

Definition på en privat vej

En privat fællesvej er en vej, der er færdselsareal for en anden ejendom, end den ejendom, som vejen er beliggende på (når ejendommene ikke har samme ejer).

De fleste sommerhusveje og en del veje i parcelhusområder, er private fællesveje. Forhold vedrørende disse veje reguleres efter lov om private fællesveje. Der kan være andre former for private veje, som ikke er omfattet af loven.

En privat vej kan evt. samtidig fungere som offentlig sti.

Det er Byrådet, som beslutter, om en privat vej skal optages som kommunevej eller om en kommunevej skal ændres til privat vej.

Tilsyn

Kommunen fører tilsyn med private fællesveje, behandler indkomne sager, afholder vejsyn og udsteder påbud om vedligeholdelse.

Spørgsmål og svar

Hvad er min ret og pligt som "vej-ejer"?

Private veje er normalt en del af en privat ejendom. Ved angivelse af ejendommens areal anføres derfor: "heraf vej xx m2".

Har man et vejareal over sin ejendom, har man normalt ret til at færdes på arealet. Ejerforholdet er uden betydning for vedligeholdelsespligten.

Vejareal er i øvrigt vurderet til 0 kr. Der betales således ikke ejendomsskat af et vejareal, og ejerforholdet har primært en administrativ funktion.

Hvem skal vedligeholde en privat fællesvej i byområde?

Det skal ejerne af de tilgrænsende ejendomme. Normalt vedligeholder grundejerne vejen ud for egen ejendom. I andre tilfælde kan der foreligge en kendelse, der nærmere beskriver hvordan og hvornår vejen vedligeholdes.

Endelig kan vejen vedligeholdes efter frivillig overenskomst, fx af en grundejerforening.

Kommunen bestemmer i hvilket omfang og på hvilken måde vejen skal vedligeholdes.

Efter loven skal vejen holdes i god og forsvarlig stand under hensyn til færdselens art og størrelse.

Hvem skal vedligeholde en privat fællesvej på landet?

Det skal de grundejere, der har ret til at benytte vejen, og det skal de gøre i forhold til deres brug af denne.
Er der ikke enighed om hvordan og hvorledes vejen skal vedligeholdes, kan kommunen afholde vejsyn og afsige kendelse om vedligeholdelsen.

Hvem skal rydde sne på en privat fællesvej?

Det skal de samme, som er forpligtet til at vedligeholde vejen. De skal altså også rydde sne og træffe foranstaltninger mod glat føre. Undtaget for pligt til snerydning er veje i sommerhusområder.

Hvem skal renholde en privat fællesvej?

De samme, som er forpligtet til at vedligeholde vejen skal også fjerne ukrudt og affald m.v. samt renholde grøfter, nedløbsriste og rørgennemløb.

Må man etablere en ny udkørsel til sin ejendom?

I byområder skal ændring af udkørselsforholdene godkendes af kommunen. Der tillades normalt kun 1 udkørsel pr. ejendom.

Hvor sættes hegn eller plantes hæk ved skel til vej?

Hegn skal sættes helt på egen grund, og hæk skal plantes i en afstand, så den til enhver tid kan holdes inden for skellinien, jf. hegnslovens § 11. 

På hjørnegrunde kan der være tinglyst servitut om oversigtsareal, hvor evt. beplantning skal holdes nedklippet - normalt i en højde af 0,8-1,0 meter). 

Hvem skal vedligeholde beplantning langs vej?

I byområder skal grundejeren holde træer og buske langs privat fællesvej klippet, således at vejen friholdes i en bredde af 5 meter (ved smallere veje dog højst fra skel til skel) og i en højde af 4 meter.

På landet er der ikke tilsvarende regler. Der vil det være et spørgsmål om vejens almindelige vedligeholdelse.

Hvem (ud over beboerne) må færdes på en privat fællesvej?

På veje i det åbne land må man færdes til fods eller på cykel, jf. naturbeskyttelseslovens § 26. Ejeren kan dog i visse tilfælde ved skiltning helt eller delvis forbyde færdsel, jf. mark- og vejfredslovens § 17. 

På veje i byområder må man almindeligvis færdes, når færdselen er af samme karakter som beboernes egen færdsel. Uenighed om færdselsret ad en vej afgøres af domstolene.

Må man spærre en vej?

Private fællesveje og stier må ikke afspærres uden kommunens og politiets godkendelse. Bl.a. af hensyn til brandvæsen og renovationskøretøjer gives tilladelse kun i særlige tilfælde.

Må der lægges trafikhindringer på rabatter?

Rabatter er en del af vejarealet. På rabatarealer må derfor ikke anbringes sten eller andre genstande, som evt. kan skade trafikanter. Rabatter skal friholdes for træer og anden beplantning. Rabatter skal vedligeholdes i nødvendigt omfang af hensyn til færdslen.

Hvem opsætter vejnavneskilte?

Kommunen opsætter nye skilte og udskifter defekte skilte efter gældende regler. Skilte, der opsættes efter ønske fra grundejere, betales af disse.

Må man opsætte færdselsskilte på private fællesveje?

I et byområde skal opsætning af færdselstavler på private fællesveje godkendes af kommunen og evt. af politiet. På landet skal færdselstavler godkendes af politiet.  


Denne side er sidst opdateret: 8-12-2010
Ansvarshavende: Trafik og Anlæg


Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider
Vidste du?
www.aftenskole.nu
Vidste du, at du nu kan se og tilmelde dig alle aftenskolehold ét sted? Se mere på www.aftenskole.nu.  
Abonnér på denne side

Sidens tilnavn:
 www.odsherred.dk/faellesveje