Få svar når DU har tid
Pladsanvisning: Opskrivning, friplads m.m.
NemID - ét login til det hele
Kontakt RSS A-Å Sitemap Tekstversion Forstør tekst Formindsk tekst Få siden læst op Udskriv Søg

En Geopark handler om mennesker

Der var en vis skepsis at spore over for projekt Geopark Odsherred hos nogle af deltagerne ved Danmarks Naturfredningsforenings offentlige café-møde torsdag den 19. januar 2012 på bibliotek og kulturhus Aksen i Asnæs.

Andre var usikre på, hvad geopark-begrebet egentlig er for noget. Men hos DN Odsherreds formand, Carl Henrik Haagensen, var der ikke nogen tvivl:

En helhed

- Vi tror på Geopark Odsherred, fordi det er en helhed eller en ramme, som kan give inspiration til de enkelte dele indeni. Alle her i Odsherred med idéer kan være med til at fylde den ramme ud.

- En geopark er ikke en statisk størrelse; det er tværtimod en mulighed for lokal udvikling uden de mange begrænsninger. Og netop derfor handler det i høj grad om mennesker - med vores landskab og dets geologi som grundstene.

Trundholm Mose

- Jeg er sikker på, at en geopark vil give større forståelse for at beskytte naturen, og vi i DN Odsherred kan være med til at formidle det budskab. Tag nu fx Trundholm Mose, der længe har været et smertensbarn, med mange forskellige aktører og mange forskellige ønsker til anvendelsen.

- Her kunne vi gå i gang med arbejdet i et partnerskab og etablere noget godt for os alle sammen. Fx at hæve vandstanden for at redde kulturarven, betonede Carl Henrik Haagensen med et smil.

Hvad er en geopark?

DN Odsherreds café-møde blev en fantastisk publikumsmagnet. Godt 100 mennesker kom til Aksen i Asnæs for at høre projektleder Nina Lemkow, Odsherred Kommune, fortælle om, hvad der definerer en geopark, og hvorfor det er interessant for Odsherred.

Kort fortalt er en geopark i UNESCO-regi et landområde med en geologisk arv, der samtidig integrerer områdets naturmæssige, kulturhistoriske og historiske værdier og inddrager lokalbefolkningen.

I Odsherred er det geologiske landskab grundstenen, og temaerne er kunsten, naturen, kulturhistorien og de lokale råvarer.

For at få status som geopark skal der arbejdes aktivt, såvel organisatorisk som lokalt involverende, med beskyttelse, formidling og bæredygtig lokal udvikling af de udvalgte temaer.

Realitet i 2014

Nina Lemkow fortalte, at Odsherred Kommune ansøger om UNESCO-anerkendelse til næste år og forventer, at GeoPark Odsherred er en realitet i 2014.

- En geopark under UNESCO-konceptet er et brand, som en egn kan benytte og få både direkte og afledte fordele ud af. Ansøgningen omfatter en geopark, der dækker hele kommunen, og som vi ser det, vil det sætte Odsherred på verdenskortet.

Styrker udvikling

- Det vil kunne markedsføre egnen og styrke den erhvervsmæssige udvikling. Det vil give bedre vilkår for naturen og skabe større sammenhæng i oplevelsestilbuddene.

Endelig forudsætter konceptet, at der udvikles nye undervisningstilbud for børn og unge.

Denne aldersgruppe vil få langt større viden end nu om deres eget område, forklarede projektlederen og føjede til:

Identitet og bosætning

- I kommunen regner vi med, at geopark-brandet også vil få mange indirekte effekter. Først og fremmest kan det give lokal identitet - jeg tror, at folk vil være stolte over at bo her.

- Det vil tiltrække flere turister hele året rundt, det kan forhåbentlig give flere arbejdspladser, og det kan måske endda give øget bosætning og stigende boligpriser.

I dialog med geoparken

Der var stor spørge- og debatlyst blandt publikum, og både bekymringen og begejstringen over, hvad en geopark kan gøre ved Odsherred, kom til orde.

Tomme, pæne ord eller store, rige muligheder? Kulturarven, flere stier, adgangsforhold til udsigter og indsigter, sammenhængende og bæredygtig udvikling også på transportområdet, vand på fjordene, ejerskab og ansvarlighed samt erhvervsmæssigt løft eller ej var emner, som blev præsenteret i det åbne forum. Og uanset synsvinkel så var engagementet til stede.

En paraply

Nina Lemkow og Carl Henrik Haagensen opfordrede hver især til, at der samarbejdes om den bæredygtige lokale udvikling og indgås partnerskaber.

De pegede også på, at geoparken skal opfattes som en paraply for aktiviteterne, der drives frem af de institutioner, organisationer, erhverv og mennesker, som bor i geoparken.

Der er foreløbigt helt frit slag for de bæredygtige ideer, og kommunen og DN Odsherred vil gerne i dialog.

Planstrategi

Der er i øvrigt rig mulighed for at fortsætte debatten med Odsherred Kommune - og med DN Odsherred.

Forslag til Planstrategi 2011 er netop nu i høring, og GeoPark Odsherred er et af kommunens pejlemærker. Kommunen inviterer i den forbindelse til tre temamøder i første halvdel af februar. Læs www.odsherred.dk/planstrategi2011 og http://www.geopark-odsherred.dk/

Marianne Tinggaard, jan. 2012






Find
Find afdeling

Telefonbog


Andre kommunale hjemmesider

Generalforsamling i Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred
Nøglen til livets oprindelse blev fundet og alle var med. Fotos: Svend Aage Petersen

Generalforsamling i Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred (2)
DN Odsherred formand Carl Henrik Haagensen byder velkommen.

Generalforsamling i Danmarks Naturfredningsforening, Odsherred (3)

Der var mange interesserede tilhørere til caféaftenen i DN på Aksen i Asnæs om Geopark Odsherred. Fotos: Svend Aage Petersen

Abonnér på denne side