Hvad gør du med en ræv, som har skab?
I den sidste tid er der fundet en del ræve med skab i området mellem Lumsås og Rørvig. Og efter rævenes parringstid her i februar 2012, bliver skaben spredt til flere ræve i Odsherred.
Derfor må fastboende og sommerhusejere være forberedt på, at de i den kommende tid kan møde afkræftede ræve med bare pletter uden pels. Du kan se mere om ræveskab på: http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/Skadet/Raeveskab/
Skab kan smitte til katte og hunde, men hos dyrlægen kan du få recept til midler, som kurerer skab.
Hvis man ser en syg ræv i sin have, som er så svækket, at den ikke flygter, hvis man kommer i nærheden af den, kan man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på tlf 1812.
Naturstyrelsens Vildtkonsulenter kan hjælpe med råd og vejledning om ræveskab: http://www.naturstyrelsen.dk/Naturoplevelser/Jagt/Vildtraad/Vildtkonsulenter/
Hvis man finder en død ræv med skab på sin grund, kan man lade den ligge, men de færreste vil bryde sig om at udsætte hunde eller katte for risikoen for at blive smittet. Man kan i stedet grave den ned på stedet, men undgå at røre ved den.
Vælger man den løsning, skal hullet være mindst 80 cm dybt for at undgå, at andre ræve eller hunde graver den op igen.
Vælger man at få den fjernet, anbefaler kommunen, at man samler ræven i en tæt plastiksæk og slår knude på sækken. Man kan stikke armene ned i sækken, bruge sækken som ”handske”, tage fat i ræven, og trække sækken ned over ræven uden at røre ved den.
Hvis det er en lille, mager ræv, kan den bortskaffes med dagrenovationen, men den skal naturligvis være forsvarligt pakket ind. Det betyder, at der skal mindst to sække med knuder omkring ræven.