I Danmark er der åbent for offentligheden langs strande, i skove, til naturområder samt på veje og stier i det åbne land, hvis der ellers er lovlig adgang.
I Danmark skal alle have mulighed for at færdes i og opleve naturen. Derfor må du efter reglerne i naturbeskyttelsesloven færdes frit på en lang række områder uanset ejerskab m.v.
Veje og stier
Alle veje og stier (også trampestier) i det åbne land, dvs. uden for bymæssig bebyggelse, er offentligt tilgængelige til fods eller på cykel. Kun i særlige tilfælde kan det tillades, at ejeren spærrer vejen/stien eller nedlægger den.
Veje i bymæssig bebyggelse og tæt bebyggede sommerhusområder er omfattede af vejlovgivningen. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt området er "tæt bebygget", så kontakt kommunen.
Adgang til særlige naturområder
Strandbredden og andre kyststrækninger er åbne for færdsel til fods og ophold mellem den daglige lavvandslinje og den sammenhængende landvegetation, der ikke er domineret af salttålende planter eller anden strandbredsvegetation. Du må ikke opholde dig inden for 50 meter fra beboelsesbygninger, hvis strandbred og bygning har samme ejer. Fra den 1. april til den 30. september skal hunde føres i snor på strandbredden. Hvor der er græssende husdyr, skal hunde altid føres i snor.
I skove over 5 hektar er det som udgangspunkt tilladt at færdes til fods og på cykel på veje og stier, hvis der er lovlig adgang til disse. I privatejede skove under 5 hektar kan ejeren forbyde adgang.
Udyrkede arealer er åbne for gående færdsel. På privatejede, udyrkede arealer er der kun adgang fra kl. 6 til solnedgang. På udyrkede arealer skal du opholde dig længere væk end 150 meter fra beboelsesbygninger. Hvis det udyrkede areal og beboelsesbygningen har forskellige ejere, eller hvis areal og bygning er adskilt af et offentligt areal (en offentlig vej fx), er der ikke denne 150 meter grænse. Udyrkede arealer kan for eksempel være beskyttet natur og gamle brakmarker. Om arealet ligger i byzone, landzone eller i et sommerhusområde er ikke afgørende. Du kan kontakte kommunen, hvis du vil vide, om et areal er udyrket i lovens forstand.
Opsætning af hindringer
Det er ikke tilladt (udover i særlige tilfælde) at hindre eller vanskelliggøre offentlighedens adgang på de områder, som er nævnt ovenfor. Hindringer kan være bomme, hegn, låger og skilte med advarsler eller skilte med en tekst, der ikke angiver, at det er tilladt at færdes (fx ”privat”-skilte). Sætter du hindringer op, skal du altid angive med et skilt, fx at det er tilladt at færdes under bestemte vilkår. Drejer det sig om et privatejet udyrket areal, kan indgangen til arealet være forsynet med et skilt med teksten: ”Privat – dog adgang til fods mellem kl. 6 og solnedgang. Ophold må finde sted over 150 meter fra bygningerne – Vis hensyn”.
Kontakt
Center for Natur, Miljø og Trafik, Naturteamet, 59 66 60 05, natur@odsherred.dk