Dødsfald.
Ældrerådet har modtaget besked om, at ældrerådsmedlem Kurt Jensen er afgået ved døden den 2. januar 2021.
Æret være hans minde.
Ældrerådsmødet den 17/10-20 blev holdt via Skype
Punkt 69 vedr. drøftelse af Distrikt- og Socialpsykiatrien udgik.
Pga Corona besluttede Ældrerådet at aflyse møder i november og december, dog således at et lille ad hoc udvalg tager sig af presserende sager, bl.a. høringssvar. Ældrerådets øvrige medlemmer orienteres herefter via mail.
Der blev afgivet høringssvar vedr. magtanvendelse over for borgere med demens og kravsspecifikationer vedr. udbud af madudbringning til borgere i eget hjem.
Høringssvar ang. magtanvendelser: "Ældrerådet udtrykker tilfredshed med den udarbejdede handleplan. Vi er enige i formuleringen i selve sagen om, at det reelle tal for magtanvendelser er højere end det indrapporterede, men ser med tilfredshed på, at der er en stor grad af undervisning på både ledelses- og medarbejderplan og derefter opfølgning af viden og konkrete tiltag stadig på begge niveauer".
Høringssvar til kravsspecifikationer vedrørende udbud af madudbringning til borgere i eget hjem: "Ældrerådetet udtrykker tilfredshed med kravsspecifikationerne, som vurderes at være dækkende".
Centerchef Rikke Iversen deltog i mødet den sidste halve time.
Hun oplyste om Corona og de tiltag der gøres på plejecentre og hos borgerne i kommunen.
Der er ikke p.t. besøgsrestriktioner på plejecentrene, men gæster og pårørende bedes bære mundbind i centrenes fællesrum.
Ældrerådsmøde den 23.9.2020 afholdt over Skype
Centerchef Rikke Iversen deltog i mødet og orienterede om:
Tilsyn vedrørende handicaptilgængelighed på Sundhedscenteret samt opfølgning på de anbefalinger tilsynet medførte
Hvilke tiltag der bliver gjort overfor borgere, som oplever mange forskellige hjælpere i dagens/ugens løb. Rikke fjorde opmærksom på, at borgere, som har stort hjælpebehov, desværre må forvente flere personer, dog vil sammenlægning af sygeplejen og hjemmeplejen forhåbentlig forbedre dette
Der må forventes huslejestigninger på kommunens plejecentre pr. 1.12021 p.gr.a. alm. huslejestigning!
Punkter, der skulle have været drøftet måtte udsættes til Ældrerådet mødes i oktober, bl.a. “Manglende boliger til ældre", "Ventetid på hjælpemidler" samt "Besparelser på tøjvask til hjemmeboende"
Høringsvar vedr Godkendelse af kravsspecifikationer i forbindelse med udbud af indkøbsordning drøftet og sendt til SOF.
Endelig orienterede Stine Bræstrup Arthur om forvaltningens tiltag vedr. fastholdelse af plejepersonale, herunder om en Jobbank i samarbejde med kommunens jobcenter og HR afd. Om uddannelse af elever og tilbud til dem i uddannelsesforløbet, at få ufaglærte til at blive faglærte, bl.a. ved at tilbyde løn under grundforløbet (20 uger) i stedet for SU, ændring af weekend vagter hver anden uge til hver tredje uge og endelig at plejepersonalet måske får mulighed for en 4 dages uge. Der er nedsat et hurtigarbejdende udvalg.
Dialogmøde med Social- og Forebyggelsesudvalget den 2/9-20.
Aftenens dialogmøde med SOF havde en livlig og god debat, hvor nedenstående bl.a. blev drøftet
Orientering om de dele af budgetaftalen, der vedrører ældreområdet. Prioriteringerne blev drøftet.
Ældrerådet er optaget af, at der er fokus på værdighed på kommunens plejecentre. Det er et emne, der ligeledes har optaget Social- og Forebyggelsesudvalget. Indsatser og tiltag relateret til værdigheden på plejecentrene blev drøftet.
Fokus på rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i plejen blev drøftet.
Ældrerådet spurgte ind til om der i 2021 holdes fast i at borgere, der udelukkende er visiteret til rengøring, fortsat vil modtage rengøring hver 2. uge. Udvalget ønsker at videreføre rengøring hver 2. uge.
Ældrerådet spurgte ind til hvad den reelle besparelse på tøjvask har været efter borgere i eget hjem selv skal bekoste ydelsen. Administrationen kommer med en redegørelse på hhv. et udvalgsmøde samt et ældrerådsmøde.
Ældrerådet efterspørger sagsbehandlingstider på hjælpemidler. Rikke K. Iversen orienterede om, at ventetiderne er forskellige f.eks. er ventetiden på kompressionsstrømper 4 uger. Leder af hjælpemidler deltager på et møde i Ældrerådet hvor ’Ventetider på hjælpemidler’ bliver temaet. Ældrerådet gør opmærksom på vigtigheden af, at hjemmesiden opdateres, så man som borger nemt kan orientere sig på ventetiderne.
Behovet for demenspladser blev drøftet
Ældrerådsmøde den 26/8 på Sundhedscenter Odsherred
Afdelingsleder Helle Oldrup Jensen præsenterede sig selv og orienterede om afdelingens arbejde samt aktiviteterne på Sundhedscenteret.
På baggrund af mange henvendelser fra ældre medborgere vedrøende manglende boliger til ældre, tages emnet op på mødet i september.I 2021 er der valg til Ældrerådene. Danske Ældreråd afholder derfor temamøde med fokus på valget og medlemmer fra rådet deltager.
På mødet drøftede vi følgende med centerchefen fra Omsorg og Sundhed:
- Ventetider på hjælpemidler og ventetider på sagsbehandling, f.ex. ved visitation af kropsnæde hjælpemidler.
- Vedtægterne for centerrådene skal revideres. Administrationen følger op.
- Vi fik en status på udviklingen på Baeshøjgaard.
- Kravspecifikationer ved udbud, der vedrører ældre fremoverskal komme i høring i Ældrerådet.
- I forbindelse med sammenlægningen af hjemmeplejen og sygeplejen laves tre distrikter – hver distrikt med eget indmødested. (Indmødestederne vil være lokaliseret på Savklingen, Bobjergvej 2 i Asnæs, på Baeshøjgaard i Vig og på Vangen i Nykøbing.)
- Orientering om, at der er stor opmærksomhed på forholdene på plejecentrene. Der er fokus på hvordan medarbejdere rummer alle borgere på den bedst mulige måde – også i pressede situationer.
- Der er stort fokus på arbejdet med fastholdelse og rekruttering. Punktet tages op som tema på næste møde i Ældrerådet
- I forbindelse med udbuddet på madudbringning til borgere i eget hjem er ældrerådet tildelt pladser i kostgruppen, der skal stå for udarbejdelsen af kravsspecifikationerne. 2 medlemmer deltager som repræsentanter for Ældrerådet.
Budgetdialogmøde den 29/6 2020
Social og Forebyggelsesudvalget (SOF) havde indkaldt medlemmer fra Handikaprådet, Rådet for Socialt Udsatte, Ældrerådet samt medlemmer af medudvalgene for Social- og Psykiatri samt Omsorg- og Sundhed til drøftelse af budget 2021.
Centerchef Rikke Krag Iversen og centerchef Erik Pedersen kom med korte oplæg om omstillinger og budgetønsker for fagområderne.
Herefter blev der i grupper drøftet fagområdernes budgetønsker, men i høj grad også ønsker fra medlemmerne af de indkaldte råd.
For området Omsorg og Sundhed blev bl.a. fremsat ønsker om flere nattevagter på Solvognen, opnormering af sygeplejersker og sundhedsassistenter, ernæringsekspert tilknyttet plejecentrene, bedre udnyttelse af eksisterende IT, el-cykler til udkørende personale samt bedre forhold for parkering på Vangen.
Samtlige ønsker vil blive drøftet i SOF på et kommende møde.
Ældrerådsmøde den 22/6 2020 på Rådhuset
Ældrerådet har fået nyt medlem, Ib Skovholm Hansen, bosiddende i Højby, som blev budt velkommen.
Telefonmøde
Vi blev bl.a. orienteret om følgende:
På plejecentrene er der fortsat skærpet påbud mod at besøge beboerne.
Så snart regeringen lukker op for muligheden af terassebesøg, vil det også blive en mulighed på kommunens plejecentre. Hvordan besøg kan og skal foregå, vil blive oplyst skrifligt til pårørende.
Det er nu påbudt personalet at bruge værnemidler ved tætte kontakter med borgerne.
Lynghuset, Sejersbo samt aflastningspladser på Grønnegården og Bakkegården bruges nu som “slusepladser”. Det betyder, at borgere, som udskrives så tidligt fra sygehusene, at man ikke har testresultater endnu, ikke kommer direkte til egen bolig, men i en periode på op til 6 døgn opholde sig i en af disse boliger.
Ældreråds møde den 25. marts er aflyst.
Ældrerådsmøde på Grevinge Plejecenter november 2019.
Ældrerådsmøde på Grønnegården i oktober 2019.
Siden sidst har rådet afholdt møde med medlemmer af Social og forebyggelsesudvalget (SOF), hvor bl.a. budgettet på området blev gennemgået, hvor vi drøftede borgernes og pårørendes forventninger til boliger på plejecentre, serviceniveauet m.v.
Der er planlagt 2 møder med SOF i 2020.
Vi evaluerede det afholdte cafemøde, hvor der blev talt om boligen for os, der ikke er helt unge mere og hvornår man skal begynde at tænke på, om nuværende bolig er ok. Der var fint fremmøde. Så vi håber på nyt cafemøde i foråret.
Projektleder og sekretær Stine Bræstrup fortalte om kommunens projekt "Nær klinik", som forhåbentlig gør livet lidt lettere, for de, som har brug for kontakt med sygeplejen.
Vi har sammen med andre ældreråd deltaget i et tema møde, hvor et af emnerne var "virtuel konsultation". Ved udskrivning fra medicinsk afd. udstyres patienterne med en app på deres iPad eller mobiltelefon (eller låner en af sygehuset). I løbet af de efterfølgende dage bliver patienterne kontaktet af en læge/sygeplejerske, som via den virtuelle kontakt vurderer, om der f.ex er behov for genindlæggelse eller andet. Dette er et igangværende projekt, men har indtil videre været en succes, som har nedbragt antallet af genindlæggelser.
Den nye teknologi kan bruges til meget godt, men det er vigtigt at vurdere, hvem der kan få glæde af det.
Brugere og medlemmer af og til Det Danske Madhus drøfter 2 gange årligt kvalitet, kvantitet og konsistensen af den mad, der leveres til kommunens visiterede borgere. På sidst afholdte møde var der generel tilfredshed med en udleverede mad.
I løbet af foråret vil "Gamle Scene" komme ud på kommunens plejecentre og spille dele af deres sidste forestilling "At lege er at leve".
I løbet af mødet kom centerleder Bodil Jacobsen forbi og fortalte om dagens gang på centret.
Ældrerådets Cafemøde velbesøgt
Torsdag eftermiddag afholdt Ældrerådet Cafemøde med titlen “Kan du bo, hvor du bor nu, om 10 år”.
45 borgere var mødt op for at høre Poul Erik Weidemann, bestyrelsesformand i OK fonden fortælle om boliger på plejecentre, seniorboliger samt nybyggeri på området og om vigtigheden af, at træffe et valg, inden det bliver andre, der skal træffe valget for dig. Bedst med en selvvalgt bolig.
Kommunaldirektør Claus Madsen, Odsherred kommune, supplerede med oplysninger om, hvor mange ældre der bor i kommunen, hvor mange boliger der er i kommunen, og hvor mange der er velegnede som ældrevenlige samt i hvilke dele af Odsherred der bygges nye boliger.
Der var stor spørgelyst fra de fremmødte.
Vi siger tak for at måtte bruge den smukke nyopførte Grevinge Kultur- og Kirkelade.
Ældrerådsmøde på Solvognen september 2019
Vi bød velkommen til rådets nye medlem Torben Eskild Andersen, som er trådt ind som afløser for Jan Larsson.
Leder af Voksenteam Jane Lensby orienterede om Beretning for Voksenteam.
Konsulent Pia Madsen oplyste om kørsel i forbindelse med genoptræning efter operation. Det er ifølge loven rigtigt at borgeren selv skal betale, hvis ikke man har en ekstra stor udgift. Ældrerådet tager det med til møde med Social-og forebyggelsesudvalget.
Centerchef for Omsorg og Pleje Rikke Iversen orienterede bl.a. om flytning af daghjem fra plejecenter Præstevænget til Baeshøjgaard.
Punkter til kommende møde med Social- og Forebyggelsesudvalget blev drøftet. Mødet vil blive afholdt den 9. oktober.
Ældrerådet inviterer til Cafemøde
Det er med titlen: Kan jeg bo, hvor jeg bor nu, om 10 år?
Det foregår torsdag den 3. oktober kl. 14.00 i Grevinge Kultur – og Kirkelade, Præstegårds Alle 2c, Grevinge.
Vi skal tale om seniorboligheder, fællesskaber, ensomhed og meget mere.
Vores oplægsholdere er Poul Erik Weidemann, bestyrelsesformand for OK fonden, og kommunaldirektør i Odsherred kommune Claus Madsen.
Der vil være oplæg og senere mulighed for spørgsmål.
Der vil være kaffe, te og kage.
Vi håber at se dig.
Hvis du har kørselsproblemer kontakt Inger Zander Andersen tlf: 40 45 21 93
9. september 2019: Ældrerådets høringssvar til Handicap- og Psykiatripolitik (PDF)
Ældrerådsmøde den 28. august på Bobjergcentret
Vi startede med en rundvisning af centret v/centerleder Anette Sørensen, som efterfølgende kort fortalte, hvad der sker på Bobjergcentret i øjeblikket.
Høringssvar om handicap og psykiatripolitik blev udfærdiget og fremsendt.
Der er planlagt cafemøde om “Bofællesskaber” den 3. oktober. Endeligt program foreligger på næste møde.
Geriatrisk team ophører i efteråret 2019. Satspuljemidlerne ophører og det har ikke været mulig at tilvejebringe anden finansiering til den videre drift.
Gammel Scene inviterer Ældrerådet til forpremiere på Odsherred teater.
Folder for 60+ blev omdelt og medlemmerne opfordret til at deltage, gerne sammen med en nabo eller bekendt, i de gratis aktiviteter i ugerne 36 og 37.
Ældrerådsmøde i juni på Plejecenter Solvognen
Politik på Handicap- og psykiatri området er sendt til høring. Påmødet blev det besluttet, at et lille udvalg laver forslag til høringssvar, som udsendes før rådets møde i august, hvorefter høringssvar bliver sendt til Social- og Forebyggelsesudvalget, ligesom det vil blive lagt her på hjemmesiden.
Ældrerådet havde bedt en medarbejder om at orientere om kørselsordning i Odsherred kommune, men fik tilbagemelding om, at det ikke kunne lade sig gøre. Ældrerådet udtaler herefter følgende:
”Ældrerådet finder det ikke rimeligt, at administrationen afviser at stille med en medarbejder, der kan orientere rådet om kommunens kørselsmuligheder til genoptræning. Der kommer mange henvendelser fra borgere, der udtrykker tvivl om de faktiske regler og lovgivningen på området.”
Et medlem af Ældrerådet har deltaget i møde med Movia vedrørende manglende køreplaner ved busstoppestederne. Og vi må konstatere, at der ikke kommer køreplaner tilbage ved busstoppesteder. I stedet kommer der en digital løsning, der er afprøvet i Holbæk.
Der er mulighed for at arrangere brugerkursus, så borgere kan lære at bruge den digitale løsning. Der afholdes to dage til efteråret. Et i Nykøbing og et i Asnæs.
Læs: Ældrerådets årsrapport 2018 (PDF)
Ældrerådsmøde i maj på Baeshøjgaard
Vi brugte en del tid på den besparelse, som Social- og forebyggelsesudvalget har truffet, nemlig at det ikke længere skal være muligt at l vasket tøj, når man bor i eget hjem.
Denne beslutning finder Ældrerådet er en uforholdsmæssig stor serviceforringelse for de berørte borgere i forhold til den besparelse, der forventes.
Ældrerådet er blevet opmærksom på at Holbæk Kommune er gået bort fra at tilbyde hjemmeboende borgere tøjvask på vaskeri.
Ældrerådet ønsker at følge processen tæt også om den forventede besparelse reelt opnås.
Vi havde også et punkt ang. udbud af brystproteser. Ældrerådet sætter pris på, at materialet er i høring inden Social- og Forebyggelsesudvalget har truffet beslutning i sagen, hvilket giver mulighed for at komme med input og rettelser rettidigt.
Kvalitetsstandarden skal ændres, så den passer til de nye kravspecifikationer.
Der burde være mulighed for at få taget mål på Sundhedscentret. Dette kunne medføre en besparelse på kørselsgodtgørelse.
Ældrerådet blev opmærksom på, at det ikke længere er muligt at få kørsel i forbindelse med genoptræning. Hjemmesiden passer ikke med den praksis, der føres i kommunen. Punktet drøftes på næste møde. Administrationen inviterer relevante medarbejdere.
Ældrerådet tager muligheden for at få bevilget to årlige parykker i kunsthår til efterretning med tilfredshed. Det er positivt at der stadig er mulighed for at vælge mellem paryk i ægte eller kunstigt hår.
Der burde være mulighed for at få taget mål til parykken på Sundhedscentret. Dette kunne medføre en besparelse på kørselsgodtgørelse.
3. april 2019: Høringssvar fra Ældrerådet til Demensstrategi for Odsherred Kommune (behandles i byrådsmødet 30. april 2019 under pkt. 71)
Ældrerådsmøde i april på plejecenter Bakkegården
Vi startede med at glæde os over, at Movia har bøjet sig, og vil sætte bustiderne på standerne igen. Mange klagede og vi lykkedes.
Vores dagsorden var ikke særlig lang, men Henrik Langtofte Larsen, leder ad Bakkegården fortalte om livet der. Han har nogle gode ideer, som han er i gang med at indføre.
Rikke Petersen fortalte om den nye struktur i forvaltningen, som forhåbentlig medfører bedre arbejdsgange for alle både ansatte og borgerne.
Derudover talte vi om ideer til vores cafedag i efteråret og forslag til 1. Oktober, som er FN dag og afholdes i Vig forsamlingshus sammen med ÆldreSagen.
Ældrerådsmøde i marts
Med henblik på at få gjort Ældrerådets virke mere synligt, var kommunens kommunikationsmedarbejder inviteret til at give nyttige tips. Han kom med flere og vi har valgt at skrive et kort sammendrag af hvert møde, som vi håber at kunne sætte i Ugeavisen.
Centerchef for Pleje og Omsorg oplyste om kommunens dårlige økonomi, som har nogle følger også for vores område, men hun var fortrøstningsfuld og følte, at der generelt var en god stemning blandt medarbejderne, som får en del udfordringer i hvert fald resten af året.
Derudover fortalte hun om, hvor mange der venter på plejehjemsplads og hvor mange af vore ældre, der er på aflastning.
I maj 2018 havde kommunens plejecentre besøg af Socialtilsyn Øst.
Tilsynsrapporterne blev gennemgået. Disse viste, at der ikke var konstateret alvorlige hændelser på nogen af plejecentrene og at evt. påtegning allerede er rettet. Samtidig var der to centre, der fik elitesmiley, hvad vi ikke har set før. Stor ros til alle centre for deres målrettede arbejde
Formanden for Miljø og Klimaudvalget var inviteret til en dialog om bl.a.
- manglende handicap-P-plads ved rådhuset
- generel tilgængelighed i kommunen
- plan for renovering af fortove
- renholdelse af cykelstier samt meget andet
Det er jo desværre et område, som gennem mange år er blevet nedprioriteret, for pengene kan kun bruges en gang, og der har været større brug til børn og/eller ældre. Han kunne også fortælle, at alle anlægsprojekter er stoppet pga. den dårlige økonomi, og det betyder, at fortove og cykelstier ikke bliver anlagt alligevel – i hvert fald ikke foreløbig. Vi foreslog at udvalget tog beslutning om at alle fortove, der skal ny anlægges eller renoveres får nedsænkede overkørsler, så de bliver nemmere at bruge for bl.a. kørestole, rollatorer.
Ældrerådsmøde i februar
I samarbejde med Ældresagens koordinationsudvalg har vi sendt klage til Movia over de manglende afgangstider på busstanderne i kommunen. Den massive kritik Movia har modtaget mange steder fra har medført, at der atter vil blive opsat afgangstider på busstanderne.
Vi har behandlet og fremsendt høringssvar vedr. den kommende Sundhedaftale.
Temadag arrangeret af Danske Ældreråd
Odsherred Ældreråd har deltaget i Danske Ældreråds temadag med fokus på Demensvenlighed, Pårørendeindsats, En værdig død og Kvalitetsstandarder.
Det var en interessant og lærerig temadag, hvor vi hørte om, hvordan puljemidler bliver udmøntet fra staten til kommunerne. I nogle tilfælde i forhold til befolkningssammensætning, i andre tilfælde i forhold til indbyggertal. Vi fik som ældreråd oplysning om, hvilke fordele og ulemper, der er ved de forskellige slags puljer.
Vi fik også indsigt i, hvordan vi i fremtiden kan arbejde med de kommunale kvalitetsstandarder, som bestemmer niveauet for, hvilke ydelser borgerne kan få fra kommunen.
Centerchef Margrethe Kusk fra Helsingør Kommune gennemgik, hvordan man i Kommunen har arbejdet med værdighedsmidlerne i forhold til demensvenlighed, pårørendestøtte og en værdig død. Hun fortalte også om, hvordan man i Kommunen sørger for at have fokus på samspillet mellem ældreråd, borgere og den kommunale forvaltning, så borgerne har mulighed for at medskabe velfærdsløsninger.
Dagen bestod også af 2 udviklingsseminarer, hvor ældrerådsmedlemmer fra flere forskellige kommuner havde lejlighed til indbyrdes at drøfte ovennævnte emner samt at udveksle erfaringer i forhold til arbejde som ældrerådsmedlemmer.
Alt i alt en udbytterig dag, som vi kan bruge i vores virke i Ældrerådet.
Projekt Demens-ven
Medlemmer af Ældrerådet var repræsenteret til møde på plejecenter Bakkegården, hvor demenskonsulent Charlotte Grøndahl fortalte om projekt "Demens-ven".
Hvad er en demens-ven?
En demens-ven er en person, der har sagt ja til mere viden om demens.
En demens-ven rækker hånden frem, hvis han eller hun møder et menneske med demens - fx derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der, hvor personen med demens måske er kommet på afveje eller har brug for hjælp.
Hvorfor demens-venner?
Gode venner er værdifulde for alle - men venner får en særlig betydning for mennesker med demens.
Når man får en demenssygdom, mister man ikke alene hukommelsen. Helt almindelige dagligdags ting som at finde vej eller handle ind kan pludselig blive en vanskelig eller umulig opgave. Mange vil også opleve at føle sig isoleret. Derfor har man brug for venner. Venner, som ved hvad demens er og hvad det gør ved én - og som kan møde én med forståelse og en håndsrækning, når der er brug for det.
Temadag arrangeret af Regionsældrerådet
Vi hørte om den Præhospitale indsats i Region Sjælland, som kort fortalt handler om ambulancekørsel - akut såvel som planlagte indlæggelser og Flex Trafik, som både kan være visiteret kørsel til genoptræning, som kørsel til speciallæger m.m.
Andre emner var Fremskudt Visitation, hvor en kommune har en til to sygeplejersker på det nærliggende sygehus, så der allerede under indlæggelsen kan tages hånd om fx hjælp ved udskrivning.
Ordningen fungerer også på Holbæk Sygehus, hvor 2 sygeplejersker fra Odsherred Kommune er udstationeret. Endvidere fortalte Patientvejledere fra Region Sjælland om deres arbejde og vi blev opdateret omkring Sundhedsplatformen.
Odsherred Ældreråd på besøg hos Det Danske Madhus
Vi blev vist rundt i storkøkkenet, hvor der produceres 5000-7000 portioner køleholdt mad dagligt, som efter kommunal visitation køres ud til borgere på hele Sjælland. Vi så smørrebrøds-, kød- og dessertkøkken, tilberedning af salater og kager samt kolonial-, køle- og fryserum. Som det sidste i selve storkøkkenet oplevede vi maden pakket i portioner.
Personalet var meget venligt og imødekommende og svarede gerne på spørgsmål.
Fremstillingen af maden var velorganiseret og vi så gennemført god hygiejne.
Maden duftede godt og så godt ud i de store gryder. Også når maden var øst op i leveringsbakker var den pænt arrangeret og så indbydende ud.
Efter rundvisningen smagte vi på 14 hovedretter og 8 desserter som overordnet alle smagte godt. Eksempler på hovedretter: frikadeller med kartofler broccoli og sovs, boller i karry, flæskesteg med rødkål kartofler og sovs, italiensk oksefarsbrød med oliven, boeuf Bourguignon, bøf stroganoff, kylling i flødesovs. Eksempler på biretter: Grød af perlebyg med rød frugtsovs, fiskesuppe med rejer, tarteletter med høns i asparges, abrikosfromage, citronfromage, rabarberdessert.
Vores fælles overordnede indtryk var, at Det Danske Madhus leverer veltilsmagt og pænt udseende mad både i form af smørrebrød, forretter, hovedretter, desserter og kager.
Det er også muligt som privatperson at købe mad hos Det Danske Madhus.
Det nye Ældreråd
I januar startede det nyvalgte ældreråd, hvoraf 4 er nyvalgte ud af i alt 9 medlemmer.
Rådet har holdt 5 ordinære møder, referater fra disse kan læses andet sted på hjemmesiden.
Vi har afgivet høringssvar vedr. Værdighedsmidlerne, Transport, Tilsynsrapport om kommunens plejecentre samt institutionerne Siriusparken og Grønnegården og godkendt Kvalitetsstandarder for Personledsagelse.
Centerrådsmøder
Odsherred kommunes plejecentre afholder en gang i kvartalet centerrådsmøder med deltagelse af beboere, pårørende, ansatte og med centerets leder som sekretær.
På disse møder deltager Ældrerådet med et medlem som observatør, med taleret, men ikke stemmeret. På møderne drøftes ”livets gang” på plejecentret, f.eks. hvordan beboere og personale modtager nye indflyttere, maden, aktiviteter, udflugter, fester, budgetter, personale, siden sidst m.m.
Ældrerådets medlem bidrager med, hvad rådet har lavet siden sidste møde og hvad der sker I nærmeste fremtid.
Ældrerådet 2018-2021 har konstitueret sig
Den 4/12 2017 har Ældrerådets nye medlemmer holdt konstituerende møde.
Følgende er valgt:
- Inger Andersen, formand
- Kirsten Johansen, næstformand
- Anne Egeberg
- Ib Holm Hansen
- Jørn Højgaard
- Kurt Jensen
- Bodil Juel Jensen
- Jan Larsson
- Preben Senniksen
Ældreoprør
Mange af os – ikke så helt unge mere – er opdraget til at være lydige og gøre, hvad der bliver sagt. Det har vi gjort hele livet, og vi gør det stadig – også når nogle beder os om vores CPR-nummer, fx på hospitalet, biblioteket, borgerservice, lægen og et utal af andre steder.
Men skal vi det? Er det virkelig nødvendigt?
JA, for at du ikke bliver fejlbehandlet på sygehuset, får det rigtige varmetilskud og meget andet, har det offentlige brug for korrekt CPR-nummer.
Men skal du oplyse dit CPR-nummer i fuld offentlighed?
NEJ, er vi nogle der mener!
Du skal ikke oplyse dit CPR-nummer, hvis du er et sted, hvor andre kan høre eller se det, fx på sygehuset, hvor der ligger andre patienter, i Borgerservice, hvor andre går forbi og kan høre eller se det på computerskærmen osv.
Hvorfor er det så, vi vil gøre oprør?
Jo, i disse computertider er det utrolig nemt at overtage en anden persons identitet. Det eneste, det kræver, er et CPR-nummer, og det er som sagt, vældig nemt at få fat på. Kommer andre i besiddelse af dit CPR-nummer, kan de få adgang til bank, borgerservice og meget mere, som kan medføre store og mange ubehageligheder, for den det går ud over. Det kaldes også identitetstyveri.
I Odsherred Ældreråd har vi talt om overtrædelse af datalovgivningen, når vi skal oplyse vores CPR-numre i fuld offentlighed. Når vi skal fortælle om vores sygdomme på gangene på sygehuset, når vi får en ubehagelig diagnose i overværelse af uvedkommende. Vi er ret sikre på, at tingene ikke ændrer sig i løbet af kort tid, hverken på sygehuse eller i Borgerservice, så nu vil vi opfordre alle – både unge som ældre – ikke at opgive CPR-nummer, medmindre det foregår i fuld fortrolighed.
Så alle, der vil være med i et ganske stilfærdigt og ublodigt oprør:
OPGIV ALDRIG MERE DIT CPR-NUMMER, NÅR DER ER UVEDKOMMENDE TIL STEDE.
Vi ved, at vi, i odsherred kommune (også) vil give de bedste muligheder til børnefamilier. Vi mangler endda børnefamilier her. Hvordan kan vi så skabe disse muligheder og hvordan skal vi gøre det endnu mere attraktivt, at bosætte sig her?
Vi har et forslag...
Lad os tilbyde at børnefamilier kan modtage tilskud til pasning af eget barn - ligesom hos vores nabokommuner.
Der er flere fordele ved dette. Første helt essentielle fordel er, at barnet får mulighed for at tilbringe mere tid sammen med mor eller far. Præcis som barnet, og mange forældre, har behov for og lyst til. Anden fordel er, at presset på vores dygtige pædagoger ude i daginstitutionerne vil blive lettet og der vil være flere hænder og bedre tid til de børn der er der. Tredje fordel er, at vi kan skabe endnu bedre betingelser for småbørnsfamilier her i vores skønne kommune.
Vi foreslår, at Odsherred Kommune skal give tilskud til pasning af eget barn i minimum et år fra barnet er 0-6 år.