FAQ - Spørgsmål og svar om kontanthjælpsreformen
Vær opmærksom på at oplysningerne på denne side først er gældende fra 1. juli 2025, hvor kontanthjælpsreformen træder i kraft.
Alle personer som inden 1. juli 2025 modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp samt selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil opleve at deres ydelse ændres med virkning fra 1. juli 2025.
Vejledningsskrivelser
I perioden fra 13. januar 2025 til og med den 21. marts 2025 vil alle personer som i dag modtager en af de berørte ydelser modtage en vejledningsskrivelse. Denne vejledningsskrivelse vil vil indeholde specifik vejledning om hvilken betydning lovændringen har for netop deres ydelse, samt hvilken ydelse borgeren vil modtage fra 1. juli 2025.
Agterskrivelser
I perioden fra 1. maj 2025 til og med den 20. juni 2025 vil der blive sendt agterskrivelser til alle personer som modtager de nævnte ydelser. Denne agterskrivelse vil virke som kombineret partshøring og afgørelse om borgerens hvilken ydelse du kommer til at modtage fra 1. juli 2025.
Når vi skriver til dig om hvad din kommende ydelse bliver efter 1. juli 2025, vil beløbet i brevene blive oplyst som et beløb før skat (brutto).
Hvis du ønsker at vide mere præcist hvad du får udbetalt efter skat(netto), kan du gå på SKATs hjemmeside, og benytte deres beregner. Denne giver mulighed for at vise dig hvad din kontanthjælp bliver efter skat.
Med indførelsen af den nye ydelsesstruktur bliver visse ydelser afskaffet. Det drejer sig om uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. De personer som i dag modtager en af disse ydelser, vil fra 1. juli modtage kontanthjælp og blive indplaceret i de nye satser.
I perioden fra 1. maj 2025 til 20. juni 2025, vil du modtage en agterskrivelse. En agterskrivelse er en partshøring og en afgørelse i samme brev. Når du modtager agterskrivelsen, vil det være muligt for dig at komme med indsigelser til den ydelsessats og tillæg som du indplaceres på.
Du vil blive konkret vejledt om dine klagemuligheder i det brev du modtager, men overordnet er dine muligheder beskrevet herunder.
Hvis du henvender dig i partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med indsigelser i partshøringsperioden, vil du modtage et nyt brev hvori Ydelsesservice meddeler dig en endelig afgørelse. Hvis du er uenig i afgørelsen, har du mulighed for at klage over denne, indenfor 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen.
Hvis du henvender dig efter partshøringsperioden
Hvis du henvender dig med indsigelser efter partshøringsperioden, vil din henvendelse blive betragtet som en klage. I dette tilfælde vil kommunen behandle din henvendelse efter de almindelige klagebehandlingsregler.
Kontanthjælpsloftet
Kontanthjælpsloftet afskaffes med virkning fra 1. juli 2025. Det betyder at mange personer vil opleve at de kan modtage mere i boligstøtte, da der ikke sker en nedsættelse på grund af kontanthjælpsloftet. Kontanthjælpsloftet erstattes af et nyt boligstøtteloft, som betyder at kontanthjælpsmodtagere, som skal modtage den nye "forhøjet sats", max kan modtage 350 kr. i boligstøtte.
225-timersreglen
Kravet om at visse ydelsesmodtagere skal have arbejdet mindst 225 timer inden for de seneste 12 måneder for at kunne modtage fuld økonomisk støtte afskaffes med virkning fra 1. juli 2025.
Særlig støtte afskaffes for visse ydelsesmodtagere
Særlig støtte som udbetales til personer med høje boligudgifter eller høj forsørgerbyrde afskaffes for personer som skal modtage kontanthjælp fra 1. juli 2025. Personer som modtager sygedagpenge, arbejdsløshedsdagpenge, ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb, revalideringsydelse, samt modtagere af ledighedsydelse. Endvidere vil personer, der opfylder betingelserne for at modtage særlig støtte, men som ikke modtager en af de nævnte ydelser kunne modtage særlig støtte særskilt.