
Influenzavaccination
Følgende borgere er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination hvert år fra den 1. oktober til 15. januar:
- er fyldt 65 år inden den 15. januar 2023
- personer, der lever med kroniske sygdomme
- svært overvægtige med BMI >35
- førtidspensionister
- immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering
- børn på 2-6 år
- gravide i 2. og 3. trimester
- sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko for et alvorligt forløb med influenza
- børn og voksne med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko.
- husstandskontakter til børn i øget risiko.
Hos langt de fleste børn er influenza en mild infektion med et ukompliceret forløb. Men en lille andel af de smittede børn kan få komplikationer i luftvejene i form af nedre luftvejsinfektioner eller forværring af astma, som kan kræve, at man tilses af en læge og eventuelt indlægges. Det er dog sjældent, at børn dør af influenza.
Mindre børn spiller en stor rolle i spredningen af influenza i samfundet, da de er meget smitsomme, når de har influenza. Samtidig møder de mange mennesker i løbet af en dag, som kan blive smittet, hvis de kommer i kontakt med barnet. Derfor kan vi ved at vaccinere børn på 2-6 år i forebygge mange influenzatilfælde i den samlede befolkning, herunder formodentlig også tilfælde i sårbare grupper, der kan blive alvorligt syge af influenza.
Trivslen i mange børnefamilier har under epidemien været presset af mange hjemsendelser og sygedage. Ved at vaccinere de 2-6 årige, er håbet at kunne forebygge yderligere sygdom og bekymring i familierne og at forhindre fravær, isolation og brud på hverdagen blandt både børn, men også øvrige familiemedlemmer, som børnene kan smitte. Herunder de helt små søskende, som risikerer at blive alvorligt syge af influenza.
Du kan godt blive vaccineret med covid-19 og influenza samtidig. Er du i målgruppen for både covid-19 vaccination, influenzavaccination og/eller pneumokokvaccination, fx hvis du er over 65 år, har du mulighed for at blive vaccineret samtidig med flere vacciner, sådan at du er bedst muligt beskyttet hen over efterår og vinter.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret i løbet af oktober og november, inden vinteren og den øgede risiko for influenza sætter ind. Er du i risikogrupperne, kan det stadig betale sig at blive vaccineret, inden influenzasæsonen for alvor går i gang og for mange er smittede.
Du kan blive øm dér, hvor du bliver stukket, få feber eller blive lidt utilpas. Men vaccinen kan ikke i sig selv give influenza. Symptomerne forsvinder generelt i løbet af et par dage. Nogle personer er allergiske overfor nogle af vaccinens indholdsstoffer. Spørg din læge, hvis du er i tvivl.
Børn bliver vaccineret med en næsespray, og der er derfor ingen ømhed forbundet med vaccinationen. Bivirkningen ved influenzavaccination gennem næsespray er milde og varer ikke længe. Bivirkninger kan være tilstoppet eller løbende næse, hovedpine, feber, muskelsmerter og nedsat appetit. Risikoen for alvorlige bivirkninger, såsom allergiske reaktioner, er meget lille og på niveau med andre børnevaccinationer.
På sundhed.dk kan du se en oversigt over dine vaccinationer og registrere vaccinationer, som ikke tidligere er blevet registreret. Hvis du har børn, som er under 15 år, kan du også se deres vaccinationer.
Børns vaccinationer
- Hvis du har børn, som er under 15 år, kan du klikke på dit navn og derefter vælge dit barns navn, for at se barnets vaccinationer.
- Hvis dit barn er fyldt 15 år kan du ikke se barnets vaccinationer.
- Forældres adgang til børns data ophører, når barnet fylder 15 år. Herefter kan barnet selv få adgang via NemID/MitID.
Bemærk, at for børn født sidst i 1990’erne, kan nogle vaccinationer være registreret på et af forældrenes sundhedskort og CPR-nummer, hvis barnets sundhedskort ikke har været udstedt/medbragt ved konsultationen.
Hvilke vaccinationer kan du finde i oversigten?
Det er ikke alle vaccinationer, der vises i oversigten. Du kan se en vaccination:
- Hvis du har modtaget vaccinationen efter 15. november 2015. Hvis du har modtaget en vaccination, men ikke kan se den, skal du kontakte din læge.
- Hvis vaccinationen er betalt af Sygesikringen og givet efter 1996. Bemærk, at der kan gå op til 3 måneder, før vaccinationen er synlig.
- Hvis vaccinationen er udskrevet på recept fra 2016, og du selv har hentet den på apoteket. Bemærk, at hvis du har købt vaccinationer til børn eller andre familiemedlemmer, kan disse vaccinationer også være blevet registreret på dit vaccinationskort. Hvis du ønsker at få rettet en vaccination, skal du tale med din læge.
- Hvis du selv har registreret vaccinationen. Du kan selv registrere vaccinationer, som ikke tidligere er blevet registreret, fx hvis du er blevet vaccineret i et andet land.