
Erhvervskonference 2026
Konferencen er for alle erhvervsdrivende i Odsherred Kommune. Det er gratis at deltage.
Programmet for Erhvervskonference 2026 i Odsherred ligger nu fast, og tilmeldingerne kan begynde at tikke ind. Konferencen finder sted onsdag den 15. april på Campus Odsherred i Asnæs og samler erhvervsliv, kommune og inspirerende oplægsholdere om et fælles tema: AI, iværksætteri og vækst gennem mennesker. Sidste år deltog flere end 130 erhvervsdrivende i konferencen, som er arrangeret i et samarbejde mellem Dansk Industri, Dragsholm Sparekasse, Odsherred Erhvervsforum og Odsherred Kommune.
Erhvervskonferencen 2026 sætter fokus på, hvordan ny teknologi og kunstig intelligens påvirker små og mellemstore virksomheder, men også på de menneskelige kompetencer, der fortsat er afgørende for vækst og udvikling.
Blandt oplægsholderne er Erick Thürmer, ejerleder og ekspert i kunstig intelligens og grøn omstilling. Han står bag oplægget Fremtidens ledelse - Kunstig intelligens og dens indflydelse på små og mellemstore virksomheder og vil give sit bud på, hvordan virksomheder kan navigere i en mere kompleks og digital virkelighed.
Senere på programmet deler Søren Ejlersen, en af ophavsmændene til Aarstiderne.com, sin fascinerende og enestående iværksætterhistorie. En fortælling om at bygge forretning med mening - og om både at turde tage chancer og håndtere modgang.
Erhvervskonferencen er gratis for alle erhvervsdrivende med cvr-nummer i Odsherred Kommune. Deltagerantallet er begrænset, og tilmelding sker efter først til mølle-princippet.
Fakta
- Tid: Onsdag 15. april 2026 kl. 15.30–20.00
- Sted: Campus Odsherred, Asnæs
- Tema: AI, iværksætteri og vækst gennem mennesker
- Tilmelding: Senest fredag den 20. marts til pim@odsherred.dk