En fiskestang og et bundt hornfisk på en sten ved en strand
Foto © Foto: Fishing Zealand
start på hovedindhold

Vil du med ud og fange hornfisk?

Hornfiskene er på vej til de danske farvande, og også til Odsherred, og i den anledning inviteres borgere og besøgende til en fælles fisketur ved kysten.

Søndag den 3. maj 2026 kl. 11.00–14.00 er der mulighed for at prøve kræfter med hornfiskeri ved Skanserne på Skansehagevej i Rørvig.

Arrangementet er åbent for alle - både begyndere og mere erfarne lystfiskere. Fiskeriet foregår fra kysten, og det er en fordel at have lidt erfaring med fiskestang, da der fiskes i vandkanten, hvor der kan være bølger. Det er dog også muligt at fiske fra stranden uden waders.

Der stilles udstyr og waders til rådighed, og det er også muligt at medbringe eget grej. En guide fra Fishing Zealand samt frivillige fra Odsherred Sportsfiskerforening vil være til stede og hjælpe med både teknik, grej og gode råd – også om tilberedning af hornfisken.

Hornfisken er en sæsonfisk, der hvert forår vandrer fra Atlanterhavet mod de indre danske farvande for at gyde. Den opholder sig ofte tæt på kysten og er derfor tilgængelig for lystfiskere. Samtidig er den kendt som en god spisefisk.

Der er tale om en uformel og hyggelig formiddag ved vandet, hvor der er tid til både fiskeri og samvær.

Arrangementet gennemføres i samarbejde med Odsherred Kommune, Odsherred Sportsfiskerforening og Fishing Zealand, og deltagelse er gratis.

Bemærk, at personer mellem 18 år og pensionsalderen skal have gyldigt fisketegn. Børn og unge er velkomne i følge med voksne.