start på hovedindhold

Ta’ en snor – træk et spor! Kunst og workshop i påsken

Fælles kunstværk inviterer borgere til at være med til at fornye gården i Grundtvigsskolen, der skal danne ramme for et nyt museum og et nyt byrum i Nykøbing Sj. Se datoer og tidspunkter!

Med Ta’ en snor – træk et spor bliver Grundtvigsskolens gårdrum i en periode forvandlet til et fælles kunstværk – og til et sted, hvor nye tanker om byens rum kan tage form.

Værket er åbent for alle aldre i museets åbningstider

  • 28/3 – 5/4
  • 7/4
  • 9/4
  • 11/4-12/4

Alle dage kl. 10.00-16.00 hvor der er personale til løbende at fortælle om installationen og udlevere stofgarn af genanvendte T-shirts.

Derudover tilbydes workshops for skoleklasser i uge 13. Kunstner Karoline H. Larsen holder workshops onsdag den 25. marts kl. 10.00-14.00 og torsdag den 26. marts kl. 10.00–14.00.

Er du interesseret i at tage din klasse, din ungdomsklub eller strikkeklubben med til Ta en snor – træk et spor, så kan du kontakte museet på 25 52 83 22 .

Udvikling af en levende bymidte 

Nykøbing Sjælland er kendt for sit levende handels- og kulturliv, hvor lokale og besøgende gennem generationer har mødt hinanden og udvekslet idéer, varer og fortællinger. Til foråret bliver denne tradition for fællesskab og kreativitet rammen om et nyt kunstprojekt i byens rum.

Som inspiration til den kommende udvikling af Grundtvigsskolen og for at styrke forbindelsen til bymidten inviteres borgere og feriegæster til at deltage i det interaktive byrums-værk Ta’ en snor – træk et spor. Projektet præsenteres i samarbejde mellem Museum Vestsjælland, Odsherred Kommune og performancekunstner Karoline H. Larsen.

Fra 25. marts til 12. april 2025 forvandles gårdrummet ved Grundtvigsskolen til et åbent kunsteksperiment. Her kan alle være med til at skabe et midlertidigt fællesværk ved at kaste, flette og forbinde farvede bomuldssnore i et net, der spændes ud i skolegården. Dag for dag vokser installationen frem og ændrer karakter i takt med deltagelsen.

Alle kan være med

Alle kan være med – tag din mormor under armen, dit barnebarn i hånden eller kom alene som du er. Med en snor af genanvendt bomuld i hånden kan man sætte sit eget spor og blive en del af et fælles kunstværk, hvor bevægelser, møder og fantasi væver nye rum i byrummet.

Kunstner Karoline H. Larsen siger:

Ta’ en snor – træk et spor er en deltagerbaseret performanceinstallation. Det er en invitation til både dem, der bor i byen, og dem, der besøger den, til sammen at skabe et kunstværk i det offentlige rum. Når vi kaster en snor, løfter vi også blikket – og måske opstår der nye forbindelser og idéer, som vi ikke havde set før. En snor har to ender: den ene kommer fra mig, og den anden kaster jeg til dig. Vil du gribe den?

Installationen ændrer sig løbende i takt med deltagernes bidrag – og påvirkes også af vejr, vind og tiden på dagen. Resultatet er et levende og sanseligt billede på fællesskab, bevægelse og de mange forskellige temperamenter, der mødes i byen.