Vær med til at lave et kriseberedskab for dit lokalområde
Odsherred Kommune inviterer til et fællesmøde om lokale beredskaber.
På dette møde kan du få indflydelse på, hvor godt din by eller dit lokalområde er rustet til kriser.
Og I kan få inspiration til jeres lokale arbejde fra foredragsholder, proces facilitator og fremtidsforsker Tyge Mortensen, der har erfaring med udvikling af lokale beredskabsplaner andre steder i landet.
Baggrunden for mødet
- Odsherred Kommune skal udpege kontaktpunkter. Kontaktpunkter er steder, hvor borgere fra kommunen kan få information fra kommunen, beredskabet og politiet i tilfælde af, at der ikke er teknologi og/eller strøm til at kommunikere. Kontaktpunkterne skal også være mødesteder for borgere i lokalområderne og der skal være mindst et kontaktpunkt i hvert af de 13 lokalområder.
- Styrelsen for Samfundssikkerhed opfordrer lokalsamfund til at have deres egne lokale beredskabsplaner. Odsherred Kommune varetager ikke indkøb af nødlagre for sårbare borgere i eget hjem, og det kan fx være nyttigt på forhånd at lave aftaler om, hvordan man lokalt kan hjælpe hinanden i en krisesituation.
På mødet får du:
- Mulighed for at give dit bud på, hvor kontaktpunktet i dit lokalområde skal ligge.
- Inspiration til at arbejde med lokale beredskabsplaner i dit nærområde.
Tilmelding og forplejning
Der vil blive serveret en let anretning undervejs. Af hensyn til forplejningen skal du tilmelde dig senest 29. september. Du kan tilmelde dig nederst på siden.

Tyge Mortensen er foredragsholder og ekspert i lokalt beredskab. Han står også bag en såkaldt ”drejebog” med enkle trin til at skabe et godt lokalt beredskab. Materialet er blevet til ud fra erfaringer i forløb i lokalområder i andre kommuner, og han deler ud af dem på mødet i Vig Forsamlingshus. Se mere om lokalt beredskab og Tyge Mortensen her
Program for mødet
Velkomst - klokken 16.00
- Hvordan arbejder Odsherred Kommune med beredskab?
- Hvad gør kommunen og hvad kan du selv gøre i forhold til at være forberedt på kriser?
Lokale beredskabsplaner
- Oplæg om lokale beredskabsplaner v. Tyge Mortensen
- Eksempel på lokalt beredskabsarbejde v. Mette Riis Schmidt
Lokalområdet drøfter
- Hvor kan kontaktpunktet ligge i lokalområdet
- Er der behov for en lokal beredskabsplan
- Er der er interesse i at arbejde videre i forløbet
Opsamling - klokken 18.45
- Gennemgang af de næste skridt for de lokalområder, der vil arbejde videre med en lokal beredskabsplan
- Afrunding og tak for i dag
Flere møder om lokalt beredskab
For lokalområder, der gerne vil arbejde videre med en lokal beredskabsplan, er dette møde et opstartsmøde, og derefter arbejder I selv videre i jeres lokalområder med lokale beredskabsplaner.
Der vil være mulighed for løbende at mødes og få sparring på jeres arbejde - ligesom der vil være mulighed for at deltage i flere møder i forløbet, der forventes at se sådan ud:
- Opstartsmøde 7. oktober 2026
- Opfølgningsmøde november (dato følger)
- Opfølgningsmøde december (dato følger)
- Afslutningsmøde januar 2027 (dato følger)