Endelig vedtagelse af kommuneplantillæg nr. 16 for Nyrup Landsby
Byrådet har den 19. marts 2024 godkendt Tillæg nr. 16 til Kommuneplan 2021-2033 for Odsherred Kommune for Nyrup landsby.
Aktiviteterne ved SPAR Købmanden på Klintvej 5 har været udvidet med et madmarked. Ejendommen ligger i landzone og Odsherred Kommune har midlertidig givet en godkendelse med landzonetilladelse. Da området ligger udenfor landsbyens rammeafgrænsning, kan der ikke gives en ny landzone tilladelse uden madmarkedet kan etableres indenfor landsbyafgrænsningen. Derfor har byrådet nu godkendt kommuneplantillæg nr. 16 for Nyrup landsby, som udvider landsbyafgrænsningen så hele matrikel 14a og hele matrikel 14b Nyrup by, Højby, bliver omfattet af landsbyafgrænsningen.
Offentlig høring
Forslag til tillæg til kommuneplanen nr. 16 for Nyrup landsby har været i 4 ugers offentlig høring fra 1. februar 2024 til og med 29. februar 2024. Høringen har været offentliggjort via Plandata.dk og kommunens egen hjemmeside. Der er sendt 148 høringsbreve ud til ejere, beboere (over 18 år) og CVR af grunde indenfor landsbyafgrænsningen og alle grunde der støder direkte op til landsbyafgræsningen.
Der er i den forbindelse kommet 3 høringssvar. Et høringssvar er positivt, mens de 2 andre er overvejende kritiske. Administrationen har kommenteret temaerne i høringssvarene i bilag 3 til byrådets behandling.
Temaerne i høringssvarene går på:
- At, matrikel 14a er omfattet af kommuneplantillægget
- At, udvidelsen af landsbyrammeafgrænsningen kan resultere i nye boligudstykninger eller anden bebyggelse.
- Udformning og etablering af streetfood område med madboder i den nordlige ende af matr. 14b. Herunder særligt bevaring af beplantning og dermed at sikre afskærmning af området med madboder.
Kommuneplantillægget bestemmer kun landsbyafgrænsningen. Der fastsættes ikke nærmere regler for den pågældende matrikel eller udformning af streetfoodområder. Udformning af streetfoodområdet, herunder bevaring og placering af beplantning, vil blive behandlet i forbindelse med landzonetilladelsen og byggetilladelsen.
Høringssvarene har ikke ført til at administrationen foreslog ændringer i den endelige version af kommuneplantillægget.
Jeppe Lynge Ravn (Ø) stillede forslag om, at udvidelsen af landsbyafgrænsningen på matrikel 14a udgår af kommuneplantillægget. Der var dog ikke flertal i byrådet for ændringsforslaget.
For administrationens indstilling stemte: Karina Vincentz (N), Niels Nicolaisen (V), Thomas Nicolaisen (B), Thomas Adelskov (A), Søren With (A), Felex Pedersen (A) og Julie Jacobsen (O).
Imod administrationens indstilling stemte: Ingen.
Undlod at stemme: Jeppe Lynge Ravn (Ø).
Se dokumenterne her:
Administrationens bemærkninger
Du har mulighed for at klage
Du kan klage til Planklagenævnet over denne afgørelse. Du klager via Klageportalen, som du finder et link til på forsiden af www.borger.dk eller på www.virk.dk. Log på med NEM-ID. Odsherred Kommune modtager afgørelsen fra Planklagenævnet.
Du kan klage i 4 uger fra den dato, hvor du har fået dette brev. Hvis denne afgørelse bliver udgivet på vores hjemmeside under afgørelser, er det fra udgivelsesdagen, at klagefristen gælder. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, kan du klage frem til den følgende hverdag. Det koster 900 kr. i gebyr at klage, som du kan betale med betalingskort i Klageportalen.
Planklagenævnet tager sig kun af klager, som er kommet via Klageportalen. Ønsker du at klage på anden vis, skal du give os en begrundelse for dette, som Planklagenævnet bagefter vil tage stilling til. Send din begrundelse til Odsherred Kommune, Center for Erhverv, Plan og Byg; Plan, Nyvej 22, 4573 Højby eller pr. mail plan@odsherred.dk.