Høring til lokalplan 2023-11 for Betongården i Højby
Byrådet har tirsdag den 7. oktober 2025 godkendt forslaget til lokalplan 2023-11 for Betongården
Høring
Hele Odsherred Kommune
4573 Højby
8. december 2025
30. oktober 2025
Byrådet har tirsdag den 7. oktober 2025 godkendt forslaget til lokalplan 2023-11 for Betongården samt tilhørende kommuneplantillæg nr. 9, og dermed følger en otte ugers høringsperiode. Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget kan læses på Odsherreds lokalplanportal.
Planen er let revideret i forhold til den seneste version, der blev sendt i høring, for at indarbejde en planmæssig begrundelse for virksomhedens placering, som er blevet efterspurgt af Plan- og Landdistriktsstyrelsen.
Offentlig høring
Høringsperioden er fra mandag den 13. oktober 2025 til mandag den 8. december 2025. Der kan afgives et høringssvar ved at gå ind på linket ovenfor og klikke på ’Indsend høringssvar’ øverst på hjemmesiden. Høringssvar bliver forelagt politisk og kan medføre justeringer og ændringer i planen. De høringssvar fra sidste høringsperiode bliver også forelagt politisk igen.
Hvis der er spørgsmål til høringen, kan man skrive til Byplanlægger Ella Cadee, Erhverv, Teknik og Kultur, ellca@odsherred.dk.
Lokalplanen er sendt i høring hos de adresser, som ligger inden for 1 km fra lokalplanområdet.
Hvad er en lokalplan?
En lokalplan er juridisk bindende for borgerne og regulerer, hvordan et område fremadrettet må anvendes og indrettes. Læs mere på Planinfos hjemmeside.
Om denne lokalplan
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af salget og overdragelsen af ejendommen fra betonvarevirksomheden Betongården til entreprenørvirksomheden Richardt Hansen A/S.
Lokalplanen har til formål at fastlægge områdets anvendelse til entreprenørvirksomhed med erhvervsrelaterede aktiviteter.
Aktiviteter, der med lokalplanen er muliggjort, inkluderer:
-
Anvendelse af eksisterende bygninger til produktionshal og værksteder til reparation af maskinel.
-
Opbevaring af maskiner og udstyr på udearealer samt opbevaring af diverse materialer.
-
Bearbejdning og salg af materialer til private, såsom jord, træflis samt knust beton og asfalt.
-
Nedknusning af beton og asfalt.
Miljøvurdering
Plangrundlaget er blevet vurderet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Byrådet har truffet afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering, jf. lovens § 10. Begrundelsen er, at planerne ikke skønnes at have en væsentlig miljømæssig negativ indvirkning på området eller det omgivende miljø.