
Offentlig høring af forslag til lokalplan 2023-11 for Betongården
Offentlig høring for en lokalplan for Betongården i Højby
Byrådet har den 25. marts godkendt forslaget til lokalplan 2023-11 for Betongården samt tilhørende kommuneplantillæg nr. 9, og dermed følger en 8 ugers høringsperiode. Lokalplanforslaget og kommuneplantillæg kan læses på den digitale platform DKplan:
https://odsherred.dkplan.dk/plan/1#/lokalplanid/307
Offentlig høring
Høringsperioden er fra den 27. marts 2025 indtil 22. maj 2025. Der kan afgives et høringssvar ved at gå ind på linket ovenfor og klikke på ’indsend kommentar’ øverst på hjemmesiden. Høringssvar bliver forelagt politisk og kan medføre justeringer og ændringer i planen. Hvis der er spørgsmål til høringen, kan man skrive til undertegnede.
Lokalplanen er sendt i høring hos de adresser, som ligger indenfor 1 km fra lokalplanområdet.
Hvad er en lokalplan
En lokalplan er juridisk bindende for borgerne og regulerer, hvordan et område fremadrettet må anvendes og indrettes. Læs mere på https://www.planinfo.dk/lokalplanlaegning/lokalplanret-og-pligt
Om denne lokalplan
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af salget og overdragelsen af ejendommen fra betonvarevirksomheden Betongården til entreprenørvirksomheden Richardt Hansen A/S.
Lokalplanen har til formål at fastlægge områdets anvendelse til entreprenørvirksomhed med erhvervsrelaterede aktiviteter.
Aktiviteter, der med lokalplanen er muliggjort, inkluderer:
- Anvendelse af eksisterende bygninger til produktionshal og værksteder til reparation af maskinel.
- Opbevaring af maskiner og udstyr på udearealer samt opbevaring af diverse materialer.
- Bearbejdning og salg af materialer til private, såsom jord, træflis og knust beton og asfalt.
- Nedknusning af beton og asfalt.
Miljøvurdering
Plangrundlaget er blevet vurderet i henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Byrådet har truffet afgørelse om ikke at gennemføre en miljøvurdering, jf. lovens § 10. Begrundelsen er, at planerne ikke skønnes at have en væsentlig miljømæssig negativ indvirkning på området eller det omgivende miljø.’
Venlig hilsen
Afdeling for Plan og Vejmyndighed
plan@odsherred.dk
Center for Erhverv, Teknik og Kultur