Nykøbing Skole skilt
11.04.2023

7. klasse på Nykøbing Skole tager klimaudfordringen op

Eleverne i en 7. klasse på Nykøbing giver sig selv en klimaudfordring, som de skal forsøge at løse og dokumentere undervejs. Det er en del ’KlimaChallenges NU!-projektet, der sætter spot på, hvordan alle kan gøre en forskel for klimaet i deres hverdag

18. april 2023 er lidt af en skæringsdato for en 7. klasse på Nykøbing Skole. Her begynder de nemlig på den 14 dages ’klimaudfordring’, som eleverne i fællesskab har besluttet sig for at give sig selv. Det sker gennem projektet ’KlimaChallenges NU!’, der er et læringskoncept, hvor eleverne gennem undervisning og med løsningen af en fælles konkret udfordring lærer mere om, hvordan de selv kan gøre en klimaforskel i hverdagen.

Idéen er at klassen vælger en ud af fem udfordringer, som de skal udleve i 14 dage – og dokumentere forløbet i mindre film. Eleverne lærer at bruge en CO2-regnemaskine, hvor de beregner deres klimaaftryk før og efter de har gennemgået udfordringen. De får også undervisning i at lave de små dokumentarfilm, som kan tjene til inspiration for dem selv og andre.

Det er lærer Michael Fryd, der er tovholder for projektet i 7. klassen. Han er især begejstret for, hvordan tilgangen med en udfordring kan gøre klimahandling konkret – og stimulere eleverne til at tænke over, hvordan de selv kan agere i hverdagen:

”Klimaproblematikken kan for mange børn, unge og voksne virke som noget enormt stort og komplekst, som det er vanskeligt som enkeltperson at gøre noget ved – og så bliver det jo nemt at give op på forhånd. Det, som eleverne oplever med det her forløb er, at det de selv gør i hverdagen faktisk gør en målbar forskel – og man kan se et konkret resultatet af det man gør. Det er supermotiverende og vigtigt i et læringsperspektiv,” siger Michael Fryd.

Eleverne kan vælge en udfordring indenfor fem overordnede temaer: Tekstiler, El og varme, Affald, Fødevarer eller Transport. Konkrete udfordringer kan fx være:

  • Undlad at købe nyt tøj i perioden – og kun købe brugt eller sætte tøj til salg på nettet
  • Halvér længden på brusebade
  • Finde brugte ting derhjemme, som I ikke længere brugere – og aflever det på genbrugsstationen
  • Ikke spise klimabelastende fødevarer, fx ved kun at spise vegetarisk
  • Dokumenter madspild henover 10 dage og lav en madspildsdagbog – og forsøg så at undgå madspild i 4 dage
  • Kun cykle til skole eller lave en cykelkampagne på skolen

Forløbet bliver afsluttet med et event, hvor eleverne præsenterer deres dokumentarfilm og de løsninger, som de udviklede undervejs i udfordringsperioden. Erfaringerne vil bl.a. blive brugt i et senere forløb, hvor 10 deltagere op til Folkemødet i Odsherred skal igennem samme øvelse med at udvælge en udfordring og se, hvor meget man kan sænke ens CO2-udledning via vaneændringer i hverdagen.

Se tidligere dokumentarfilm

Her kan du se andre skoleelevers webdocs om deres udfordring
Se webdocs