
Aftenskole.nu – din genvej til lokale aftenskoleaktiviteter
Kender du hjemmesiden aftenskole.nu? Måske du har hørt om hjemmesiden eller endda benyttet dig af den?
Odsherred Kommune har valgt at være en del af aftenskole.nu, for at formidle kommunens aftenskoleaktiviteter via en fællesplatform. Aftenskolerne består af LOF, ODA, AOF, FOF, Den Grønne Aftenskole, Stadsorkestrets Aftenskole, Lumsås Aftenskole, Holbæk og Omegns Aftenskole.
På aftenskole.nu kan du finde alle kommunens aftenskoler samt deres aktiviteter under en samlet fane. Hjemmesiden gør det let og overskueligt at finde netop det tilbud, som du gerne vil i gang med. Søg på fx en specifik aftenskole eller aktivitet såsom yoga. Siden kan også give inspiration til, hvad der findes af forskellige former for aftenskolehold og -aktiviteter.
Nyt år, ny start
Det nye år er er lige begyndt, og der er en ny mulighed for at tilmelde sig en masse gode og spændende kurser gennem Odsherreds mange aftenskoler. På aftenskole.nu kan du finde alt fra bevægelseshold og vandreture til keramik og sprog.
”Aftenskole.nu gør det let at orientere sig, i forhold til hvad der er af tilbud hos de forskellige aftenskoler. Vi vil gerne synliggøre muligheden for at gå på et aftenskolehold eller aktivitet, samt give den enkelte borger kendskab til muligheden. Det giver en masse kompetencer hos det enkelte menneske at gå på aftenskole – både socialt og individuelt” lyder det fra Karen Jensen, der er formand for ASO (Aftenskolernes Samråd Odsherred).
Ikke alle kan se sig selv i idrætsforeningernes tilbud. For disse mennesker kan de kreative aktiviteter betyde utrolig meget. Det er vigtigt, at folk deltager i aktiviteter, der giver dem samvær, nærvær og udvikler dem, om end det er hos en idrætsforening, aftenskole eller noget helt tredje. Karen Jensen beretter desuden om personer, som har gået på det samme aftenskolehold i mere end 20 år. Her udvikler man sig – både individuelt og sammen. Der skabes et kammeratskab mellem deltagerne, hvorfor det sociale er vigtigt for både den mentale sundhed såvel som den fysiske. Det er med til at folk kommer ud ad døren. Hvad skal du gå til?
Tjek aftenskole.nu ud allerede nu.