Bolig tilsluttes til fjernvarme
Foto © Odsherred Forsyning

Bebudet modregning i bloktilskud er helt urimelig

Forsyningstilsynet bebuder muligt træk i bloktilskud som følge af enkelte medarbejdere i Odsherred Forsynings ageren i fjernvarmesag. Odsherred Kommune er uenig heri.

Bolig tilsluttes til fjernvarme
Foto © Odsherred Forsyning

Fjernvarmesagen: Bebudet modregning i bloktilskud er helt urimelig

Forsyningstilsynet bebuder muligt træk i bloktilskud som følge af enkelte medarbejdere i Odsherred Forsynings ageren i fjernvarmesag. Odsherred Kommune er uenig heri.

Der har de seneste dage i mange medier været historier om, at Odsherred Kommune står overfor at blive trukket 35 mio. kr. i det tilskud, vi modtager fra staten i 2026.

”Det er fuldstændig kukkuk, at skatteborgerne i Odsherred skal straffes for enkelte medarbejderes tvivlsomme handlinger, handlinger som ingen har vundet eller tabt noget på overhovedet. Jeg ser frem til, at kommunens høringssvar bringer fornuften tilbage i efterspillet oven på fjernvarmeskandalen i Odsherred”, siger Borgmester Karina Vincentz.

Baggrunden er, at enkelte medarbejdere i Odsherred Forsyning – uden bestyrelsen eller kommunens viden – har flyttet penge/kreditter mellem forsyningens forskellige og uafhængige datterselskaber. Pengene – eller kreditten – var et lån til Odsherred Varme i forbindelse med udrulningen af fjernvarmen.

Denne kredit/lån måtte alene anvendes til udrulningen af fjernvarme. Kreditten måtte ikke flyttes eller anvendes andetsteds i selskabet, da datterselskaberne netop skal drives uafhængigt. Det mener Forsyningstilsynet er at sammenligne med, at kommunen derved indirekte har ydet ulovlig støtte til drift eller fået ”udlodning”, som derfor skal modregnes i kommunens statstilskud.

Det er Odsherred Kommune ikke enig i. 

Da Odsherred kommune, i forbindelse med forsyningens økonomiske kollaps, bliver bekendt med ovenstående, bliver det omgående rettet (pengene føres tilbage til de selskaber, de hører til), og kommunen orienterer rettelig Forsyningstilsynet, som er myndighed for forsyningsselskaberne i Danmark. Ingen penge er tabt, og ingen penge er vundet, ved transaktionerne. 

Da selskabet var i normal drift, er hverken selskabets bestyrelse endsige ejerkommunen blevet orienteret om de ulovlige konteringer, ej heller af selskabets statsautoriserede revisionsselskab, som ikke påpegede problemstillingen ved deres gennemgang.

Alligevel påtænker Forsyningstilsynet, at Odsherred Kommune, og dermed skatteborgerne i Odsherred, skal straffes, da kommunen ultimativt ejer Odsherred Forsyning A/S (under rekonstruktion), og det på trods af, at hverken selskabet eller kommunen har haft nogen økonomisk vinding, udbytte eller udlodning ved transaktionerne. 

Det er kommunen selvsagt uenig i, og appellerer til omtanke hos myndighederne. Odsherred Kommune vil i høringssvar til den påtænkte afgørelse give sine argumenter senest 12. januar 2026.

Yderligere baggrund:

Forsyningstilsynet agerer blot efter regelsættet på området. Reglerne har det – i udgangspunktet – fornuftige formål at sikre, at kommunen som ejer af forsyningsaktiviteter ikke må sammenblande midler fra det brugerfinansierede og det skattefinansierede område. Kommunen (som er skattefinansieret) må således ikke hverken yde direkte støtte til Forsyningsselskabet (som er brugerfinansieret) eller tjene penge på selskabet i form af fx udlodning af udbytte. Penge der trækkes ud fra forsyningsselskaber til kommunen (som udlodning e.l.), skal derfor medføre modregning i statstilskud eller deponering.

Historikken er den, at Odsherred Varme samt øvrige forsyningsselskaber i mange år har kørt helt efter bogen, indtil økonomidirektøren i Odsherred Forsyning indfører en ny praksis med pengestrømmene, hvilket er i strid med lovgivning og ejeraftale med kommunen.

Forsyningen anvender midlertidigt penge fra de kreditter (lån), der var stillet til rådighed af Odsherred Kommune og Nordea til fjernvarmeprojektet for Odsherred Varme, til at udføre projekter i de øvrige selskaber – Odsherred Spildevand, Odsherred Vand og Odsherred Tømning. Da disse dispositioner opdages i forbindelse med Odsherred Varmes kollaps, tilbageføres pengene omgående og forholdene bringes i orden.

Kommunens vurdering:

Det er efter vores opfattelse helt urimeligt, at Odsherred Kommune (alle skatteborgere) af den grund skal straffes. Kommunen har ikke modtaget midler fra Forsyningen, og der er derfor efter vores opfattelse heller ikke tale om udlodning i lovens forstand. Grunden til at man kan tilbageholde eller modregne tilskud er jo, hvis kommunen i anden henseende har modtaget midler, fx ved udlodning af overskud fra et selskab, hvilket er helt rimeligt. Det har bare ikke været tilfældet i nærværende sag, hvor kommunen intet har vundet eller fået ud af de tvivlsomme flytninger af midler/kreditter/lån imellem datterselskaber i Odsherred Forsyning.

Det virker helt urimeligt, at kommunen skal straffes økonomisk for en disposition foretaget nede i en selvstændig koncern, vel at mærke en disposition som ingen, hverken varmekunder eller andre forbrugere i Odsherred Forsyning, har lidt tab ved. Ydermere er det en disposition, som hverken den daværende bestyrelse i Odsherred Forsyning eller kommunen var bekendt med.

Det er Odsherred Kommune der – straks efter at kommunen blev bekendt med dispositionerne i forbindelse med det økonomiske kollaps i Odsherred Varme – rettede henvendelse til Tilsynet og gjorde opmærksom på ulovlige dispositioner, og hvordan de var bragt i orden igen – uden vinding for nogen parter.

Odsherred Kommune skal fremsende kommunens bemærkninger til den påtænkte afgørelse inden den 12. januar 2026. Kommunen vil argumentere for, at den påtænkte afgørelse kommer til at ramme helt skævt i forhold til lovens formål, og at konsekvenserne er ganske ude af proportion og rimelighed.

Økonomiske konsekvenser:

Dømmes Odsherred Kommune til en bloktilskudsreduktion på 80 mio. kr., betyder det i praksis, at kommunen mister 35 mio. kr. i tilskud i 2026. Det er fordi, at kommunen kan vælge mellem to betalingsmetoder, én med deponering og blokreduktion og én med kun blokreduktion. Hvis vi vælger den sidste model, vil vi blive reduceret med 35 mio. kr. Reduktionen finder "kun" sted i 2026.