Bedre beskyttelse af drikkevandet

Områderne omkring drikkevandsboringer i kommunen er nu sikret mod erhvervsmæssig brug af pesticider.

Nyhed

En vigtig indsats for at beskytte drikkevandet i kommunen er nået i mål. I de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder – områderne tæt på drikkevandsboringerne – er det nu forbudt at bruge pesticider erhvervsmæssigt, hvor der er risiko for forurening.

Beskyttelsen er gennemført i samarbejde med lodsejere. Nogle steder er der indgået frivillige aftaler, mens der andre steder er givet påbud. Et enkelt påbud er blevet påklaget, og klagen forventes afgjort i foråret 2026.

I enkelte tilfælde har vandværker valgt at lukke bestemte boringer, og her har det derfor ikke været nødvendigt med yderligere tiltag.

Løbende tilsyn

Klima- og miljøudvalget har i 2025 løbende fulgt arbejdet og modtaget orienteringer. Det sidste påbud er nu sendt ud, og derfor afsluttes udvalgets faste opfølgning på indsatsen.

Selvom indsatsen nu er afsluttet, fortsætter arbejdet med at beskytte drikkevandet. Kommunen vil løbende føre tilsyn med, at aftaler og påbud bliver overholdt, og der kan blive iværksat nye tiltag, hvis der opstår behov.

Indsats nytter

Miljøstyrelsen vurderer, at kommunen har levet op til sine forpligtelser, og kommunen afventer en endelig formel afgørelse fra Ankestyrelsen.

Formand for Miljøudvalget Mikkel Henriksen glæder sig over resultatet: “Det styrker beskyttelsen af vores drikkevand og viser, at et målrettet og vedholdende arbejde nytter”.