24.06.2025

Bobjergcentret i Asnæs får støtte til en grøn oplevelsessti

Plejecentret Bobjergcentret har modtaget 1,75 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at anlægge Oplevelsesstien – et nyt grønt udemiljø, der skal styrke livskvalitet, fællesskab og sanselige naturoplevelser for både beboere, pårørende, ansatte og lokalsamfundet omkring.

Plejecentret Bobjergcentret har modtaget 1,75 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at anlægge Oplevelsesstien – et nyt grønt udemiljø, der skal styrke livskvalitet, fællesskab og sanselige naturoplevelser for både beboere, pårørende, ansatte og lokalsamfundet omkring.

Bobjergcentret huser 48 ældre borgere. “Mange af beboerne lever med demens eller andre fysiske og kognitive udfordringer, og kan have brug for støtte til at færdes i naturen. Oplevelsesstien giver dem adgang til trygge, sanselige uderum – og åbner samtidig op for møder på tværs af generationer,” siger Anette Sørensen, centerleder på Bobjergcentret.

Et levende landskab – skabt til nærvær og møder

Den nye sti bliver anlagt som en bugtende rute rundt om centret med fem nedslagspunkter: en nyttehave, en lund, et lysthus, en balancehave og en sansehave til hvile og fordybelse.

Stien bliver åben for hele lokalområdet, herunder skolebørn, daginstitutioner, foreninger og frivillige – og vil fungere som et nyt grønt samlingssted i Asnæs, hvor natur, nærvær og fællesskab går hånd i hånd.

Bæredygtigt og lokalt forankret

Projektet gennemføres fra efteråret 2025 til foråret 2026 i tæt samarbejde med Odsherred Kommune, Vestsjællands Almene Boligselskab, Foreningen Bobjergcentrets Aktivitets- og Sansehave, og frivillige fra nærområdet.

Beplantningen bliver hjemmehørende og insektvenlig, og drift og vedligeholdelse sker i fællesskab med elever, praktikanter og frivillige kræfter – med fokus på social bæredygtighed og aktiv involvering.

Kontakt

Anette Sørensen
Centerleder, Bobjergcentret
Tlf. 59 66 54 28 – tast 6 · anse@odsherred.dk