
Borgermøde om udvikling af bymidten i Nykøbing Sj.
Hvordan kan Grundtvigsskolen, bymidten og forbindelserne imellem skabe en mere levende bymidte som samlingspunkt for kultur, handel og fællesskab?
Det vil Odsherred Kommune gerne have dit bud på, når vi holder borgermøde torsdag den 9. oktober kl. 16.00–18.30 på Grundtvigsskolen, Grundtvigsvej 12, Nykøbing Sj.
Kunst byder velkommen
Dagen starter i skolegården med fernisering for det farverige kunstværk “I tråd med Nykøbing Sjælland, gamle og nye forbindelser vokser frem”. Værket er skabt af lokale børn og unge sammen med billedkunstner Karoline H. Larsen, og denne aften kan alle være med til at kaste og flette snore og få kunstværket til at vokse som et visuelt billede på de mange forbindelser, vi skaber sammen.
Visioner for fremtiden
Borgmester Karina Vincent byder velkommen til borgermødet indenfor i museets lokaler og fortæller om projektets baggrund og byrådets ambitioner.
Derefter giver styregruppen et overblik over, hvad der allerede er besluttet, og hvordan processen fortsætter.
Museumsdirektør Eskil Vagn Olsen vil også løfte sløret for Odsherred Museum og Geopark Odsherreds visioner for udvikling af et fælles museum og formidlingssted på Grundtvigsskolen.
Efter oplæggene spiser vi sammen, mens vi i mindre grupper arbejder med idéer til, hvordan Grundtvigsskolen og bymidten kan udvikles. Børnene kan imens fortsætte deres kreative snoreleg i skolegården.
Tilmeld dig!
Borgermødet er gratis men kræver tilmelding senest 1. oktober 2025 ved at sende en mail til plan@odsherred.dk med emnet: Borgermøde Grundtvigsskolen.
Baggrund
Udviklingen af området på Grundtvigsskolen og i bymidten skal ske i samspil med byens erhvervsliv, kulturinstitutioner og borgere for at forme en stærk fælles vision.
Kommunen arbejder for en mere aktiv bymidte med flere kulturelle og offentlige funktioner - og med nye tilbud, der både gavner borgere, foreninger, erhvervsliv og de mange sommergæster.
Projektets styregruppe består af Geopark Odsherred, Museum Vestsjælland, Odsherred Kommune og Handelsstanden Nykøbing Sjælland/Odsherred Erhvervsforum.
Projektet har fået økonomisk støtte fra forsøgsordningen Frie Bymidter under By-, Land- og Kirkeministeriet.