En gruppe skoleelever kigger på materialer til de nye bænke på Asnæs Station

Byfornyelsen i Asnæs tager form

Anlægsarbejderne i Asnæs bymidte er i fuld gang. Lokale unge og bæredygtige løsninger præger projekterne.

En gruppe skoleelever kigger på materialer til de nye bænke på Asnæs Station

Anlægsarbejderne i Asnæs bymidte er igangsat og forløber planmæssigt frem mod starten af det nye år.

Byfornyelsesprojekterne på Ibs Plads, Enghaven og Stationsområdet, bygger på inddragelse af Asnæs borgere og byens mange aktører, og har gennem dialog og fysiske afprøvninger fundet en form hvor tryghed, lokal identitet og bæredygtighed skinner igennem som helt centrale temaer. Det betyder blandt andet, at der er arbejdet med genbrug af lokale materialer og kunstneriske elementer, som styrker byens særpræg.

"Det giver mening"

Store dele af belægningen udføres i genbrugssten, mens Campus Odsherred og Asnæs Skole arbejder med udviklingen af bænke i genanvendt plast og upcyclede kabeltromler fra de lokale virksomheder NKT og Ditlev Burke.

 ”Det giver god mening at genbruge kabeltromlerne, for de fejler jo ikke noget, og de kan blive gode bænke i stedet for, at man køber nyt. Det er fedt hvis de kan skabe et hyggeligt sted at hænge ud ved stationen” siger Iben, elev på den erhvervsrettede 10. klasse Combi10 på Campus Odsherred

Gavlmaleri

På Campus går inddragelsen på tværs af fagområder hvor også to tidligere billedkunstelever har udviklet og realiseret det nye gavlmaleri på stationsområdet. Samtidig bidrager folkeskolen med et poetisk spor, som kommer til udtryk i belægningen og et nyt venterum.

”Samarbejdet med byens børn og unge er med til at forankre den bæredygtige dagsorden i det lokale. Samtidig viser samarbejdet, hvordan uddannelsesinstitutioner kan spille en aktiv rolle i byudviklingen – med byen som læringsrum og som medskabere af fremtidens løsninger” siger Ida Martin, projektleder for Områdefornyelse Asnæs

Stationsprojekt vokser

Stationsområdet er centralt i byfornyelsesindsatsen og har modtaget yderligere 990.000 kr. fra Realdania, så projektet kan realiseres med den ønskede kvalitet og funktionalitet. Den samlede støtte fra den filantropiske forening udgør dermed 2,79 mio. kr.

Udvidelsen omfatter 300 ekstra kvadratmeter og skal skabe et mere sammenhængende og tilgængeligt byrum. Med mere rummelighed kan belægning, inventar og de nødvendige faciliteter etableres på en måde, der både sikrer tilgængelighed og understøtter bylivets funktioner. Samtidig bliver området et synligt knudepunkt i byen, hvor de unges bidrag understøtter Asnæs’ identitet som ungeby.

”I Bymidtepuljen har vi fokus på at støtte projekter, som viser, hvordan mindre og mellemstore byer kan styrke liv, tryghed og fællesskab i bymidterne. Stationsområdet i Asnæs er et vigtigt opholdssted for byens unge, og det er derfor glædeligt, at Odsherred Kommune har udviklet et lokalt forankret projekt, der anerkender de unge som en central brugergruppe i byen,” siger Ditte Marquard Jessen, projektchef i Realdania.

De to projekter i byfornyelsen

”Det er en fornøjelse at se, hvordan de mange ideer og ønsker fra borgerne nu begynder at tage fysisk form. Vi kan allerede se konturerne af et løft til Asnæs’ bymidte, som vil gøre en reel forskel for bymidtens brugere” siger Jette Sloth, formand for styregruppen for byfornyelsen og medlem af byrådet.

Anlægsprojekterne forløber planmæssigt og byens borgere og besøgende vil allerede kunne tage en del af de nye byrum i brug inden jul.

Projekterne forventes indviet i februar 2026.

Fakta om projektet

  • Projektperiode: 15. september 2025 – februar 2026
  • Projektområder: Ibs Plads, Enghaven og Stationsområdet
  • Samlet budget for stationsområdet, Enghaven og Ibs Plads: 4,2 mio.
  • Økonomisk støtte fra: Realdania, Sparinvest og Dragsholm Sparekasse
  • Samarbejdspartnere: CAMPUS Odsherred, Asnæs Skole, Lokaltog, Movia, NKT, Ditlev Burke, APM Plast, Ung i Odsherred, Asnæs og Omegns Brugsforening, Nanna Marie fredslund Adelgaard, Signe Andreasen, Filmspor, KUMULT
  • Entreprenør: Anlægsgartner Gottlieb
  • Bygherre: Odsherred Kommune
  • Rådgiver: Kragh & Berglund Landskabsarkitekter