Demokratiets Hus rejsegilde
Foto © Foto: Campus Odsherred

Demokratiets Hus på Campus Odsherred tager form

Trods kulde og sne har håndværkerne været i gang på arealet foran Campus Odsherred. Fundamentet til Demokratiets Hus er blevet støbt, og konstruktionerne er på plads.

Nyhed
Demokratiets Hus rejsegilde
Foto © Foto: Campus Odsherred

Den nye bygning giver flere muligheder i undervisningen og fritiden for eleverne på de forskellige uddannelser. Der været rejsegilde i bidende kulde.

Trods kulde og sne har håndværkerne været i gang på arealet foran Campus Odsherred. Fundamentet til Demokratiets Hus er blevet støbt, og konstruktionerne er på plads. Mandag den 16. februar var det tid til rejsegilde. Her var elever, medarbejdere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra Odsherred Kommune samlet for at fejre, at Demokratiets Hus er godt på vej, skriver Campus Odsherred i en pressemeddelelse.

”I dag fejrer vi ikke bare et rejsegilde. Vi fejrer, at noget er ved at tage form – et hus, der bliver bygget til mennesker, idéer og fællesskab”, sagde rektor Søren Aagesen Goth, da han talte til de inviterede.

Campus Odsherred samlede i begyndelsen af dette skoleår 10. klasser, erhvervsuddannelser, HF, HHX og STX i Asnæs efter at have udvidet med nye værksteder og klasselokaler. Demokratisk dannelse er et vigtigt element på alle ungdomsuddannelser.

”For alle eleverne på Campus Odsherred bliver huset et laboratorium for demokrati. Her kan elevråd, klimaråd, traditionsudvalg, seksualundervisningsudvalg og diskussionsklubber mødes og arbejde med demokratiske processer i praksis. Her lærer man, at demokrati handler om at lytte, tage ansvar; at være uenig på en ordentlig måde – og finde løsninger sammen”, sagde rektor blandt andet i sin tale ved rejsegildet.

Han blev suppleret af Astrid Seibæk fra 2. HF, der holdt tale på elevernes vegne.

”Først og fremmest vil jeg på mine egne og alle mine medstuderendes vegne sige tak til alle dem, der har gjort det muligt for os at få Demokratiets Hus. Vi går meget op i at have et velfungerende elevdemokrati på Campus Odsherred, og jeg håber, at Demokratiets Hus kan booste vi unges fantastiske engagement i demokratiet”, sagde Astrid Seibæk.

Mange projekter med elevinvolvering

Campus Odsherred er allerede involveret i en række projekter, der styrer elevernes engagement i demokratisk arbejde. For eksempel afholder Campus Odsherred hvert år Ungefolkemøde i september. Flere af ungdomsuddannelserne på Campus Odsherred er med i demokrati-projekter med unge i Danmark, Baltikum og andre europæiske lande.

Der er også gang i flere nye ideer til samarbejde om demokratiprojekter – for eksempel regner Odsherred Kommune med, at det nye hus kan danne ramme om 6. klassernes børnedemokratidag, fortalte borgmester, Hanne Pigonska, der også var blandt talerne til rejsegildet.

"Huset bliver et bindeled mellem byen og skolen et sted, hvor undervisning, fritid, foreningsliv og lokaldemokrati mødes. Et hus, der er bygget til elevernes hverdag og uddannelse, men som samtidig åbner sig mod omverdenen og inviterer borgerne ind”, sagde borgmesteren blandt andet.

Plads til aktiviteter med volumen 

Demokratiets Hus får blandt andet en stor multisal på 200 kvm, som både kan indrettes til oplæg og undervisning af Campus-eleverne. Salen vil også egne sig til dans eller yoga. Ligesom rektor er åben over for andre former for arrangementer både i den store sal og i de mindre grupperum og mødelokaler.

Demokratiets hus forventes at kunne tages i brug for alvor efter sommerferien. Rektor Søren Aagesen Goth og underviserne på Campus Odsherred er allerede begyndt at tænke på, hvordan de skal udnytte de nye rammer i elevernes undervisning.

Det er Campus Odsherred, der har finansieret Demokratiets Hus. Campus Odsherred er en del af NEG – Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, der udbyder uddannelser til unge og voksne på otte adresser i Odsherred, Holbæk og Kalundborg kommuner.

”For os er det vigtigt, at Campus Odsherred kan give noget tilbage til det lokalsamfund, som vi er en del af. Derfor håber jeg på, at Demokratiets Hus på sigt kan bruges til lokale aktiviteter og af lokale foreninger. Det vil give utrolig god mening i forhold til den lokale forandring, og så flest muligt får gavn af de nye kvadratmeter ”, siger direktør for NEG, Steffen Lund.