
Pas på kæledyrene i julen
December er en dejlig tid, fyldt med julepynt og julehygge, men julen kan også være farlig for vores dyr, hvis vi ikke passer godt på dem

Dyrlæge Vibeke Lassen har, som en del af Odsherred Kommunes samarbejdsaftale med lokale dyrlæger, der skal styrke viden og respekt for dyr - både blandt børn og voksne - samlet en række gode råd til, hvordan vi bedst tager os af vores kæledyr i julen.
Ændringer i foder
Dyr har bedst af at spise det samme mad som de plejer, ellers risikerer man at fodre sig til en dårlig mave. Alligevel kan vi mennesker godt lide at forkæle dem lidt ekstra, så også de mærker julestemningen, men flæskesteg, sovs og fedt fra anden er ikke nogen god ide for hverken hunde- eller kattemaver. Fedtholdigt mad kan være årsag til udvikling af akut bugspytkirtelbetændelse, som er en alvorlig sygdom. Så vil du undgå at din hund eller kat får dårlig mave i julen, og skal til dyrlægen i helligdagene, så lad vær med at give dem rester fra julebordet.
Hvis du gerne vil være forberedt mod dårlig mave, så sørg for at have skånekost og mælkesyrekultur med noget stoppende (fx prokolin, canikur) liggende i dit husapotek. Så kan du sætte ind så snart du ser symptomer.
Fremmedlegemer
Julepynt, nisser, gavebånd mm. kan være sjovt for en hundehvalp eller en kat at lege med, men indimellem ender det nede i tarmsystemet, hvor det kan sætte sig fast, og så kan en akut operation være nødvendig. Undlad at dyrene kan komme til julepynten og hver varsom, især overfor katte, med gavebåndet.
Strøm
Vi elsker lys til jul, både ude og inde. Vær opmærksom på ledninger som kan bides over, og batterier som kan sluges.
Juleplanter
I december er det højsæson for bl.a. julestjerner, mistelten og kristtorn, som alle kan være giftige for både hunde og katte. Har du sådanne planter i dit hjem, skal du være særlig opmærksom på, at dit dyr ikke spiser af planterne.
Julegodter
I julen spiser vi ofte masser af juleslik og godter, men det er ikke kun chokolade, der er giftigt for vores hunde og katte, det er vindruer og rosiner også. Sørg derfor for at dyrene ikke kan komme til slikskålen, gløggblandingen, eller frugtskålen. Forgiftning afhænger af dosis på det der er spist, samt dyrets vægt.
Skulle uheldet være ude så ring straks til dyrlægen (der er altid vagt på – også i julen) og tjek om du skal være bekymret. Vurderer dyrlægen at dyret har indtaget en skadelig mængde, skal den have noget at kaste op på, og gerne indenfor en time efter det er indtaget.
Stress
Foruden alle de nævnte farer, bør man også som dyreejer, være opmærksom på at mindske stress hos dyrene i juletiden. Dyr er bedst til vaner, og de ændrede mønstre i helligdagene kan være stressende for nogen dyr, ligesom familiebesøg både ude og hjemme, mange mennesker samlet, juletræer, julelys mm. kan give øget utryghed hos dyrene.
Prøv at holde fast ved nogen af de kendte rutiner fra hverdagen. Overvej om hunden har bedst af at komme med ud til familien, eller hellere vil være hjemme i vante omgivelser. Julemarkeder og andre juleaktiviteter er ikke nødvendigvis for hundens skyld, så overvej at lade den være derhjemme.
Vi ønsker alle, både 2- og 4-benede, en rigtig glædelig jul