
Et børneliv skal være et glad liv
Pædagog Connie Brødegaard Nielsen fra Egebjerg Børnehave er indstillet som Årets Pædagog af leder, kolleger og forældre.

En gang i en fjern fortid lod parolen, at ”børn skal ses, men ikke høres”. I Egebjerg Børnehave tager pædagog Connie Brødegaard Nielsen og resten af personalet med åbne arme imod alle børn og mener, børn både skal ses og høres.
Man skal lytte til børn
- Jeg har den opfattelse, at børn har ret til at blive hørt, og at vi skal have respekt for både forældrene og børnene, og derfor ønsker jeg ikke at optræde med en bedrevidende holdning. Hvis der er noget, jeg ikke er enig i, så kan vi indgå i en dialog, for det er vigtigt at lytte til børnene, siger pædagog Connie Brødegaard Nielsen, som blev indstillet til prisen som Årets Pædagog af ledere, kolleger og forældre ved Egebjerg Børnehave, hvor hun har arbejdet de sidste 24 år.
Connie Nielsen er ikke blandt de 12 finalister ud af de 716 indstillinger fra hele landet, men hun er meget taknemmelig og ydmyg over for overhovedet at være indstillet.
- Det havde jeg da bestemt ikke set komme eller forventet, men jeg er da beæret over, at både mine kolleger, min leder og forældrene synes så godt om den måde, jeg er pædagog på, siger Connie Nielsen, der er fyldt 60 år, men ikke har nogen aktuelle planer om at gå på efterløn eller pension, ”så de må nok trækkes med mig nogle år endnu”…
Idrætsleder og barnepige
Hun er født og opvokset i Egebjerg med sine forældre og to søstre og kom tidligt med i det lokale idrætsliv og har spillet håndbold, gået til gymnastik og bordtennis og været leder og instruktør inden for flere af idrætsområderne i byen. Måske var det herigennem interessen for arbejdet med børn blev vakt, for efter skolegang og studentereksamen som en af de første fra det nye Odsherreds Gymnasium i 1982 gik vejen til børnehavepædagoguddannelsen.
- Jeg har altid været interesseret i børn, jeg kan huske, at som helt ung var jeg ofte barnepige for andre familier i byen, og i min skolepraktik var jeg i en børnehave, så jeg var slet ikke i tvivl om, hvad jeg ville beskæftige mig med, siger Connie B. Nielsen, som blev uddannet i 1985 og således har været pædagog i 37 år. Det første job var på fritidshjemmet, som senere blev til SFO’en, ved Højby Skole. Dernæst fulgte et vikariat ved daginstitutionen Arken, i dag Raketten, i Nykøbing og fra 1992 til 1998 var hun i Menighedsbørnehaven Børnely på Rørvigvej 1 i Nykøbing, hvor hun var med til at starte vuggestuen. Derfra gik turen til Egebjerg Børnehave, som dengang lå i den gamle skolebygning på Glostrupvej 13, som i november 2014 blev til Egebjerg Iværksætterhus, efter at børnehaven var flyttet ind i ledige skolelokaler ved siden af skolefritidsordningen og i dag har 45 børn i alderen 2 til 6 år.
Berigende og udviklende
Connie er i vuggestuen med de 2- til 4-årige, har løbende fulgt forskellige efteruddannelseskurser og er også uddannet sprogvejleder.
- Jeg har den opfattelse, at børn har ret til at blive hørt
- Jeg synes, det er så berigende at følge de små menneskers liv og forandring, og jeg er så heldig at være omgivet af så søde og dygtige kolleger og en leder, som skaber en så god arbejdsplads her med en pædagogisk retning. Nogen vil måske mene, det er længe at være pædagog og på samme sted, jeg synes det har været udviklende, og at der er sket rigtig meget gennem årene, og jeg har altid været glad for at gå på arbejde og ikke en eneste gang tænkt, at ”nej, nu gider jeg altså ikke mere…”
- Der er også sket kæmpestore forandringer i familielivet gennem årene, og børnelivet har ændret sig. Jeg oplever, at der har været en tendens til at øge læringen helt ned i børnehaverne, så det, et barn i 0. klasse, altså børnehaveklassen, førhen skulle lære, nu er det, vi arbejder med i børnehaven for, at børnene bliver hurtigere skoleparate. Samtidig er nogle familier og børn også mere presset og måske også stresset og her er jeg ikke sikker på, at det er godt at være for meget overladt til bare at se på iPad og spille spil.
- Der er selvfølgelig også meget positivt i, at børn lærer via pc og tablets, men vi risikerer også bare at børn, der måske ikke er så hurtige til at bruge disse remedier, bliver sat af. Et børneliv skal være et glad liv, og børn skal inspireres gennem leg og samvær med andre. Nærvær, ro og samvær er vigtigt for vores børn, understreger den erfarne pædagog, som med sin mand Otto er forældre til de tre nu voksne børn, Christian Klint, der er konsulent i Deloitte, Clara Jentzsch, der er dagtilbudsleder i Odden Vuggestue og Børnehave og Peter Klint, der er advokat. Connie og hendes mand er også bedsteforældre til fem børnebørn.
For nogle år siden gik hun på reduceret tid 33 timer om ugen og har skiftende henholdsvis morgen eller eftermiddagsvagt inden for børnehavens åbningstid fem dage om ugen mellem kl. 6 og 17. På den måde blev der også bedre tid og overskud til at være sammen med børnebørnene og familien, og så dyrker hun fortsat sine kreative interesser med vævning, strik og syning samt ikke mindste puslespil med rigtig mange brikker. Cykling er også en af fritidsinteresserne, og udover den daglige cykeltur fra hjemmet ved Klint til arbejdspladsen i Egebjerg, bliver det til mange cykelture i lokalområdet med sin mand Otto, der er faglig konsulent hos 3 F i København. Tidligere deltog hun i cykelturen Tøserunden på 113 km fra Køge til Stevns og retur.
Fra indstillingen af Connie Nielsen til Politikens Pædagogpris har vi plukket følgende citater:
”For Connie er samarbejdet altid gensidigt hvor tryghed, åbenhed og tillid er omdrejningspunktet.
Hun ser og har respekt for hvert enkelt barn og tager altid udgangspunkt i barnets ressourcer, derved tager hun også udgangspunkt i børnenes forskelligheder.
En forælder fortæller, at Connie altid taler med børnene i øjenhøjde - hun ser dem, hvor de er. Connie er altid rolig og varm over for børn og forældre.
At se Connie udføre sin pædagoggerning på bedste og mest inkluderende og professionelle vis, gør hende helt klart til den mest værdige vinder af pædagog prisen”.
