
Find din næste aktivitet på Aftenskole.nu
Online overblik
Den nye sæson er så småt gået i gang, men det er stadig muligt at tilmelde sig et væld af lærerige aftenskolehold. Og synes du måske det lyder uoverskueligt at finde netop det, som du synes lyder spændende? Så har Odsherred Kommune valgt at være en del af aftenskole.nu, hvor du kan finde alle aftenskolernes aktiviteter, kurser, foredrag og begivenheder et samlet sted. Aftenskole.nu består af aftenskoler i 19 kommuner, 656 aftenskoler og næsten 8.000 aftenskolehold. På aftenskole.nu kan man ligeledes finde alle Odsherreds aftenskoler, der består af LOF, ODA, FOF, Den Grønne Aftenskole, Stadsorkestrets Aftenskole, Lumsås Aftenskole samt Holbæk og Omegns Aftenskole.
Aftenskole.nu gør det let og overskueligt at finde din næste aktivitet. På hjemmesiden kan finde aktiviteter under den enkelte aftenskole eller benytte sig af søgefunktionen.
”Aftenskolerne har et godt samarbejde gennem vores samråd ASO. Det drejer sig om at alle aftenskoler i Odsherred ved at de er til for borgernes skyld. Aftenskoler er noget for alle – uanset aldersgruppe. Og så handler det også om, at borgerne ved de kan finde de lokale aftenskoler på aftenskoler.nu” forklarer Karen Jensen, der er formand for ASO.
Aftenskolerne har udover skønne tilbud til borgerne også en vigtig rolle, når det kommer til brugernes velvære. Ifølge Karen Jensen betyder det at gå på et aftenskolehold noget både mentalt og socialt for den enkelte, men det skaber også fællesskaber, der har stor betydning.
Skulle der være et tilbud, der mangler eller har du en god idé til en ny aftenskoleaktivitet, så er aftenskolerne åbne overfor nye tilbud. Borgerne er altid velkomne til at komme med ønsker, fortæller formanden.
Pensionistpasset er udvidet
Folkeoplysningsudvalget reviderede tidligere på året tilskuddet til pensionisters deltagelse i aftenskoleundervisning, så værdien nu er 450 kr.. Siden 2013 har Odsherred Kommune uddelt pensionistpasset til folkepensionister, der modtager ældrecheck samt førtidspensionister. Nu er de to nye pensionsordninger, Seniorpension og Tidlig pension, også kommet med.
”Det er godt dem på Seniorpension og Tidlig pension også kan være med” lyder det fra Karen Jensen, hvorefter hun igen understreger værdien om muligheden for at tilegne sig nye kompetencer samtidig med man er en del af et interessefællesskab.
Tjek aftenskole.nu ud allerede nu, og find alle de aktuelle tilbud. Udbuddet er stort. Måske du er den næste kursist på yoga-, keramik- eller franskholdet? Eller du er på barsel, og kunne tænke dig at mødes med andre på barsel på holdet ’Babytegn og Rytmik’?