Fjernvarme aflyses i dele af det sydlige Odsherred

Byrådet har på møde tirsdag den 27. januar 2026 godkendt at aflyse fjernvarmeplanerne i udvalgte områder i det sydlige Odsherred

Nyhed

Beslutningen betyder, at dele af Asnæs, Fårevejle Kirkeby og Hørve ikke længere er udlagt til fjernvarme. Områderne overgår i stedet til individuel varmeforsyning.

Hvorfor bliver fjernvarmen aflyst?

Baggrunden er ændrede forudsætninger for fjernvarmeprojekterne. Anlægsudgifterne er steget markant, og samtidig er interessen for tilslutning lavere end forventet.

Nye beregninger viser, at fjernvarme i de berørte delområder ikke længere er samfundsøkonomisk rentabel sammenlignet med individuelle varmepumper. Læs mere om dette i sagsfremstillingen fra Byrådets dagsorden.

Hvad betyder beslutningen for boligejerne?

Når områderne ikke længere er udpeget til fjernvarme:

Overtager boligejerne selv ansvaret for valg af opvarmningsform
Har Odsherred Varme A/S ikke længere forsyningspligt
Bliver det muligt at søge tilskud til varmepumpe via den statslige varmepumpepulje

Områderne var, før de blev udpeget til fjernvarme, udlagt til forsyning med naturgas. Selv om områderne nu overgår til individuel forsyning, er det fortsat muligt for boligejere at blive forsynet med naturgas.

Borgermøde på vej

Odsherred Kommune planlægger et informationsmøde i samarbejde med Energistyrelsen.

Her kan boligejere få:

Vejledning om varmepumper
Information om økonomisk støtte, og hvordan man søger tilskud.
Svar på praktiske spørgsmål om støj, installation og økonomi

Tid og sted for dette bliver meldt ud senere.

Hvad med resten af fjernvarmen?

Der er fortsat områder i det sydlige Odsherred, der er udlagt til fjernvarme, men som endnu ikke er tilsluttet, og hvor det stadig er uafklaret hos Odsherred Forsyning, hvorvidt fjernvarme vil blive etableret og hvornår. Det drejer sig om de tilbageværende områder i Fårevejle Kirkeby, Asnæs og Vallekilde/Hørve.

Kommunen vil løbende informere, når der træffes nye beslutninger.

Se om din adresse er berørt

På kommunens hjemmeside kan du se:

Et kort over de områder, der stadig er udlagt til fjernvarme.
En liste med de adresser, hvor fjernvarmen nu er aflyst.