Vig Hovedgade i solskin
29.09.2022

Klar til tre indsatser i Vigs byfornyelse

Lørdag den 8. oktober 2022 kl. 10-12 er alle borgere i Vig og omegn inviteret til borgermøde om Vig byfornyelse i Vig Forsamlingshus.

Dagen byder på et spændende program, hvor de tre første indsatser fra Byfornyelsesprogrammet vil blive præsentere sammen med processen og mulighed for diskussion.  

De tre indsatser er udpeget af Byfornyelseskomiteen, som består af organiserede lokale borgere og aktører i samt i samråd med Styregruppen for områdefornyelsen.

De indsatser som skal igangsættes nu, er følgende:

  • ’Vig Hovedgade’ (mulige udviklingsperspektiver for Hovedgaden)
  • ’Markedstriben’ (forbindelsen ml. Hovedgaden og Markedspladsen)
  • ’Ophold og leg i naturen’ (muligheder for nye tiltag og fokus på aktivitet i området omkring Markedspladsen og Vig Naturpark)

Dagen byder på et spændende program, hvor vi inviterer folk til at komme med bidrag til, hvordan de tre udvalgte indsatsers projekter skal viderebearbejdes hen mod realisering af nye byrum.

- Særligt håber vi, der kommer en god diskussion om mulige midlertidige tiltag og aktiviteter, som kan sikre en god proces, siger arkitekt Anne-Marie Steen Hansen fra Planteamet i Odsherred Kommune.

Der bliver mulighed for at diskutere trafikale afprøvninger, og hvordan man bedst kan teste og undersøge konkrete tiltag for byudviklingen i de udvalgte indsatser. De udvalgte indsatser er repræsenteret i mindre projektgrupper, som er forankret med tovholdere blandt lokale borgere.

Meld dig til en projektgruppe
Grupperne er åbne for yderligere deltagere, og vi håber på skabe en bred forankring i projektgrupperne blandt byens mange borgere og foreninger. Der er også mulighed for at søge midler til aktiviteter i byens rum gennem pulje ’Små sikre Succeser’

Der vil være lækkert morgenbrød og kaffe til arrangementet. Afslutningsvis er der mulighed for en fælles gåtur i byens rum, hvor vi ser på de tre udvalgte indsatser/områder sammen.

Dagens Program i Vig Forsamlingshus:

  • Velkomst og præsentation af områdefornyelsen og de forskellige indsatser
  • Organisering i områdefornyelsen og processen
  • Cirkulære Byer, et innovationsforløb for Cirkulær byudvikling.
  • Trafikregulering som redskab til byfornyelse
  • Workshop i grupper
  • Fælles diskussion og spørgsmål
  • Mulighed for tilmelding til projektgruppen
  • Opsummering og Tak for i dag
  • Mulighed for at deltage i gåtur

Det er håbet, at folk vil støtte op om dagens program i Vig Forsamlingshus, og at borgere fra Vig og omegn vil bruge et par hyggelige timer om den fremtidige udvikling af Vig by.

På borgernet.odsherred.dk kan man læse om alle de forskellige indsatser, der er udpeget i byfornyelsesprogrammet.

For bedre overblik må man gerne tilmelde sig til mødet med en mail til  plan@odsherred.dk senest torsdag den 6. oktober 2022 ellers kan man også bare komme forbi forsamlingshuset kl. 10.00, når arrangementet starter.