Klimaplan lægger op til fælles indsats

Klimaplanen ”Sammen om klimaet – Odsherred for fremtiden” lægger op til en bred og fælles indsats mellem kommune, borgere og erhvervsliv, med fokus på at klimaindsatserne skal understøtte en positiv udvikling i Odsherred.

Læs mere om Klimaplanen

Byrådet vedtog tirsdag aften den 11. oktober 2022 en ny samlet klimaplan for Odsherred. Med planen og det tilhørende indsatskatalog, skal vi nedbringe CO2-udledningen og fremme klimasikringen.

Klimaplanen er nu også godkendt af C40, og vi har dermed fået et internationalt kvalitetsstempel, der viser at planen lever op til internationale standarder og forpligtelserne i Parisaftalen.

- Vores klimaplan tager udgangspunkt i Odsherred – de borgere der bor her, vores landskab, traditioner, udfordringer og muligheder og det får vi også ros for fra Danmarks grønne tænketank, Concito. Hele indsatskataloget tager også udgangspunkt i helt lokale og konkrete forhold, og der er mange andre kommuner, der lader sig inspirere af den måde, vi her har lavet en klimaplan på. Byrådet har i budgetaftalen sat tre millioner kroner af til at komme i mål med nogle af indsatserne gennem § 17, stk. 4  udvalget om grøn omstilling, som kan komme med forslag til, hvilke indsatser, vi skal sætte i gang, og på den måde kommer planen også ud og lever blandt mange andre end alene byrådet, siger borgmester Karina Vincentz.

Der er i planen gjort meget ud af både at tage udgangspunkt i de helt lokale forhold og at inddrage bredt både i udarbejdelsen af planen, men lige så vigtigt skal involveringen fortsætte i den fremadrettede proces, hvor planen skal blive til virkelighed.

Borgere, fritidshusejere, erhvervsliv og kommune skal gå hånd i hånd om en fælles og varig indsats, for at vi kan lykkes med at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 70 % allerede om otte år i 2030 og til et rundt 0 i år 2050, i henhold til forpligtelserne i Parisaftalen og FN’s klimapanel.

En driver for udvikling
Klimaindsatsen skal simpelthen være en driver for udvikling i Odsherred og indarbejdes i både klimapartnerskaber og strategiske samarbejder, samt projekter, planer og politikker for at blive mest muligt udbredt.

Klimaplanens indsatser skal understøtte og bidrage inden for syv udviklingsområder:

  • Understøtte at kommunen som virksomhed går forrest og sætter et godt eksempel
  • Understøtte bæredygtig og konkurrencedygtig erhvervsudvikling i kommunen
  • Bidrage til at binde Odsherred bedre sammen
  • Bidrage til bedre byer og landsbyer og højere kvalitet i det byggede miljø
  • Bidrage til mere natur, biodiversitet og værne om vores landskabsinteresser
  • Skabe rum for læring og indflydelse samt styrke vores lokale fællesskaber
  • Også bidrage til at påvirke borgernes forbrug og adfærd i en mere klimavenlig retning


Sættes ind over bred kam
Det er ikke et spørgsmål om enten eller, men både og, og både børn, unge og ældre, byer og lokalsamfund, skoler og foreninger skal være med.

Der skal sættes ind over en bred kam.

Trafik, færgedrift og elforbrug er synderne
Tre områder udgør de største udfordringer, men også de største potentialer: nemlig elforbruget, som udgør 27 % af den samlede udledning, idet kun 6 % af den el, der anvendes i Odsherred i dag, kommer fra lokalproduceret vedvarende energi.

Dernæst vejtrafikken, hvor kørsel i personbiler udgør 15 % af udledningen, og så er der færgedrift, idet Molslinjens færgefart står for næsten 20 % af den samlede udledning i Odsherred.

Indsatskatalog med forslag

Det tilhørende indsatskatalog opremser over næsten 100 sider forslag til handlinger, som kan igangsætte for at opnå målsætningerne både indenfor klimatilpasning og nedbringelse af drivhusgasudledning.

3 mio. kr. afsat i budget 2023
Byrådet har med budgetaftalen for 2023 afsat 3 mio. kr. til initiativer til grøn omstilling og klimahandlingsplanen.

  • 17, stk. 4 Udvalget for Grøn Omstilling og Bæredygtig Udvikling, der sammen med Klima- og miljøudvalget har været involveret i planens tilblivelse, skal være med til at anbefale og indstille til Byrådet, hvordan midlerne skal prioriteres.

- Vores klimaplan tager udgangspunkt i Odsherred – de borgere der bor her, vores landskab, traditioner, udfordringer og muligheder, siger borgmester Karina Vincentz

Klimaplanen oplister en række del- og sektormål inden for energi, arealanvendelse og transport for at fremme de overordnede målsætninger, ligesom der også er opsat målsætninger for arbejdet med klimasikring i Odsherred.

Mere skov, flere solceller og vindmøller
Odsherred Kommune vil med Klimaplanen som afsæt således arbejde for:

Nedbringelse af udledningen af drivhusgasser ved:

  • At vi i 2030 kan dække 70% af vores elforbrug med lokalproduceret vedvarende energi

Det kræver ny produktion gennem fx: solceller (både tagbaseret og markanlæg på 140 ha) og vindmøller, men også bevarelse af den nuværende produktion.

Det kræver også nedsættelse af vores elforbrug gennem energioptimering i både offentlige bygninger, hos private, fritidshuse og i erhvervet.

  • Grøn opvarmning, fjernvarmen skal være fossilfri og fjernvarmeområder skal udbygges og etableres. Men der skal også arbejdes med omstilling af oliefyr i det åbne land og en reduktion i energiforbruget til opvarmning i både offentlige, private, fritidshuse og erhverv.
  • At vi reducerer udledningen fra personbiler med 12 % inden 2030. Her skal vi både arbejde med omstillingen til elbiler, klimavenlig transport, mobilitet mv.
  • Skovrejsning på 600 hektar inden 2030 (svarende til Kongsøre Skov og Sonnerup Skov)
  • Udtagning af 200 hektar lavbundsjord inden 2030
  • 50 % af alle nybyggerier i 2030 har indtænkt klimavenlige løsninger
  • At nedbringe udledningen fra kommunens egne indkøb, ligesom der skal igangsættes indsatser inden 2025, der nedbringer udledningen fra borgernes forbrug af varer og ressourcer.

Klimasikring ved at:

  • borgere skal ikke opleve, at klimaforandringerne forværrer deres bolig- og sundhedssituation som den er i 2021 i forhold til klimafaktorerne nedbør, havvand og vandløb.
  • alle borgere får mulighed for at opnå viden og vejledning om klimasikring af deres egen ejendom.
  • serviceniveauet i kloakerede områder fastholdes, sådan som det er vedtaget i spildevandsplan 2019- 2022.

Klimaplanen er udarbejdet af klimateamet i Center for Miljø og Teknik med inddragelse og bidrag af øvrige teams, afdelinger og centre i kommunen, samt en lang række eksterne nøgleaktører.

Udarbejdelsen er foregået i forbindelse med det landsdækkende projekt ’DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark’ opstartet af Realdania. KL og de fem regioner har gennem regionale organiseringer med relevante operatører leveret sparring, faglig rådgivning og facilitering af arbejdet med at udvikle klimaplanerne. CONCITO har i samarbejde med det internationale bynetværk C40 varetaget rollen som overordnet projektsekretariat og videnspartner.

Illustrationer:

Ulkerup Skov (Foto: Mette S. Kristensen), Trafik på Rute 21 (Foto: Peter Haugaard), Vindmøller (Foto: Marianne Diers), Trundholm Mose – lavbundsarealer (Foto: Claus Starup)

  • Rute 21 fra broen ved VigRute 21 fra broen ved Vig
  • Sø i Ulkerup SkovSø i Ulkerup Skov