Vedvarende Odsherred logo
11.09.2023

Kom til en aften om vedvarende energianlæg, energifællesskaber og skovrejsning

Odsherred Kommune inviterer den 4. oktober 2023 til en aften om grøn energi og skovrejsning - to afgørende dele af den lokale grønne omstilling af Odsherred

Odsherred Kommune står overfor en ambitiøs grøn omstilling. Det betyder, at vi skal producere mere grøn strøm og varme lokalt. Vi skal have mere grøn strøm i stikkontakterne – og også have grøn varme hos borgere og virksomheder. Det betyder også, at vi skal plante mere skov, som kan optage CO2 fra atmosfæren. Skal vi lykkes med det, skal vi tage flere redskaber i brug, fx:

• flere større vedvarende energianlæg (VE), som bidrager til det kollektive elnet
• flere lokale energifællesskaber, som producerer energien, hvor den forbruges
• mere skovrejsning

Det skaber en række nye muligheder og rejser en række spørgsmål, som er vigtige at inddrage Odsherreds borgere i.

Hvilke muligheder er der for at få en grøn og bæredygtig boligopvarmning – enten individuelt eller i mindre fællesskaber? Hvad er mulighederne for fælles lokal energiproduktion i energifællesskaber?

Hvor og hvordan skal vi etablere vedvarende energianlæg og skov i Odsherred. Hvilke principper skal vi godkende projektansøgninger ud fra? Hvilke krav skal vi stille til funktioner og udfærdigelse, så de også skaber gevinster lokalt? Og hvordan får vi anlæggene indpasset med omtanke og omsorg for vores unikke landskab?

Derfor inviterer Odsherred Kommune nu til en aften, hvor du får mulighed for at præge og blive en del af kommunens overgang til mere grøn energi, lokale energifællesskaber og planlægning af vedvarende energianlæg og skovrejsning.

Det finder sted den 4. oktober kl. 16.30-21 på Odsherred Gymnasium, Åstoftevej 34, 4550 Asnæs.

Inspirationsmøde - Grøn varme og lokale energifællesskaber kl. 16.30-18.45

Hvordan ser din varme- og elregning mon ud til vinter? Kom og hør om hvilke muligheder, der er for at få en grøn og bæredygtig boligopvarmning – enten individuelt eller i mindre fællesskaber. Vi skal også høre og tale om mulighederne for fælles lokal energiproduktion i energifællesskaber.

Borgermøde - Planlægning af fremtidens vedvarende energianlæg og skovrejsning i Odsherred kl. 19-21

Hvordan placerer vi kommende skov og VE anlæg bedst muligt? Og hvordan sikrer vi at de skaber mest mulig værdi for vores fællesskab og lokalområder? Det skal et kommende kommuneplantillæg sætte rammerne for – og din mening er vigtig at få med!

Du kan deltage i den del af mødet, du særlig interesserer dig for – eller være med hele. Under inspirationsmødet vil der blive serveret en sandwich/let forplejning, til borgermødet kaffe og kage.

Download invitation til møderne

Invitation til møder om Vedvarende Odsherred