
Danmarks største læsefestival for børn og unge
Gennem uge 45 danner den Vestsjællandske kommune ramme om Odsherred Læser, der er Danmarks største litteratur- og læsefestival for børn og unge.
Ifølge festivalleder Anne-Marie Donslund er formålet med festivalen at gøre børn og unge nysgerrige på, hvad litteratur faktisk er og kan, ved at vise nye, sjove og overraskende veje ind i fortællingernes verden. Det synes særligt aktuelt i en tid, hvor læseglæden er dalende, og man helt ind i undervisningsministeriet leder efter nye veje til at genvække børn og unges interesse.
Aldrig været vigtigere
Udsigten til den litterære festuge i Odsherred glæder byrådsmedlem Hanne Pigonska, der er formand for Børne-, Unge- og Uddannelsesudvalget og selv arbejder som skolelærer. For det sker på en tiltrængt baggrund, mener hun.
”Læsning er den absolut vigtigste faglige kompetence for børns læring. Børns lyst og evne til at læse og fordybe sig har aldrig været vigtigere end den tid vi er i nu, hvor vi bombarderes med information i overskrifter. Evnen til at formulere sig og tænke nyt styrkes, når både børn og voksne læser skønlitteratur. Også det kan læsefestivalen sætte skub i,” siger Hanne Pigonska.
Dagbøger med fokus på livsglæde
Læsefestivalen har mere end 70 litterære arrangementer er på programmet i novembe-rugen, hvor alle kommunens skoleklasser, børnehaver, vuggestuer og dagplejere er inviteret med. Og man tager absolut fejl, hvis man tror, det hele så handler om ’bare at læse bøger’.
Læsehuletur, Filosofisk Værksted og Kor med Ord lyder bare nogle af aktiviteterne på programmet. Hver dag under festivalugen skal hele 648 elever skrive Taknemmeligheds-dagbøger med fokus på livsglæde, som er årets festivaltema. Og så er røde kufferter delt ud til skoleklasserne, der udover et litterært tema indeholder kreativt grej som fjer, filt, garn og karton til at sætte gang i et fantasifuldt arbejde.
Under aktiviteterne møder deltagerne professionelle forfattere, kunstnere og lokale aktører som kirker, museer og biblioteker. Programmet er skræddersyet til de mange forskellige modtageraldre. De mindste årgange vil fx støde på kendte figurer som Børste fra DR’s Ramasjang og Hunden Ib fra Rasmus Bregnhøi og Peter Nordahls humoristiske børnebogsunivers, mens ældre klasser har forfatterværksteder eller leger journalist for en dag.
De voksne, som understøtter børnenes læring, er også en del af festivalens fokus. To læsekonferencer er arrangeret for lærere og pædagoger med oplæg af prominente navne som Sara Engell, der er nomineret til den store børnebogspris ALMA-prisen. Forældre og bedsteforældre kan dykke ned i de litterære universer gennem udstillinger og koncerter.
Odsherred Læser er et samarbejde mellem kommunen og biblioteket. Kulturinstitutioner, kirker, lokale kunstnere, skoler, institutioner og frivillige bidrager til programmet. Festivalen har fået støtte fra Statens Kunstfond, Spar Nord Fonden, Dragsholm Sparekasse og forlagene Gyldendal, Alvilda, Carlsen og Dansklærerforeningen.