
Markant støtte til den kommende Egebjerg Multibypark
Med 997.035 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje kan Egebjerg Bylaug nu igangsætte opførelsen af Egebjerg Multibypark. Projektet har været i støbeskeen siden december 2022, hvor en gruppe unge fra byen, og deres forældre, savnede et alternativ til computere og telefoner. Heraf udsprang og udviklede projektet sig.
Med støtten fra Nordea ønsker Egebjerg Bylaug at skabe en multibypark med en gennemtænkt bikezone, en naturzone for padder, insekter og fugle og en spiselig lund med chillzone til picnic, bålhygge og shelterovernatning.
Der har været overvældende lokal opbakning til projektet både fra lokale erhvervsdrivende, der har støttet projektet med større bidrag i form af materialer og arbejdskraft, og fra lokale foreninger, herunder Egebjerg Idrætsforening, Danmarks Naturfredningsforening Odsherred samt Dansk Handicapforbund Odsherred, der alle har bidraget med deres specialviden i forhold til projektets brede formål og målgruppe.
Lene Wiehe, der er talsperson for projektet, er meget begejstret over støtten:
”Det er så vildt, at vi nu kan få vores store drøm opfyldt. Vi glæder os til at fortælle hele verden, at vi endnu engang får Egebjerg på landkortet med et nytænkende projekt, som alle Odsherreds borgere og turisterne i området kan få glæde af”
Med projektet håber Lena Faurschou, formand for Egebjerg Bylaug, at kunne og bidrage til det lokale fællesskab:
”Med Egebjerg Multibypark, skaber vi et grønt samlingspunkt for alle Egebjergs borgere og for hele kommunen. Mens børn og unge bliver udfordret på bikezonen, kan lillebror eller lillesøster fange frøer i den nyopgravede sø i naturzonen, og mormor og morfar kan gå en tur og drikke en kop kaffe i solen i chillområdet. På den måde skaber vi lokal sammenhængskraft”
29,1 mio. kr. til 45 grønne byoaser
Egebjerg Multibypark er et af 45 projekter, der samlet modtager 29,1 mio. kr. fra Nordea-fondens Her gror vi-pulje, der uddeles til projekter, der får bynaturen til at gro og fællesskabet til at vokse.
"Vi er enormt begejstrede over den idérigdom og det engagement, de støttede projekter er udtryk for. Danmark er fyldt med både frivillige ildsjæle og professionelle aktører, der virkelig lægger sig i selen for at fremme fællesskabet, bæredygtigheden og det gode liv i byerne,” siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.


Om Nordea-fonden
- Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur
- Med Her gror vi-puljen uddeles i 2023 50 mio. kr. til projekter, som bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse. Projekterne støttes med mellem 200.000 kr. og 1 mio. kr.
- Se liste over støttemodtagere på nordeafonden.dk/her-gror-vi