Folkeoplysningsudvalget
06.12.2022

Midler til en bred vifte af initiativer i foreningslivet

Folkeoplysningsudvalget valgte på deres sidste møde en ny næstformand. På samme møde gav de midler til både seks symaskiner og medfinansiering af udvidelse af ridehal. Udpegede nominerede til Fritidsprisen samt godkendte ny klimapulje på over en halv million kroner.

Nyt medlem og ny næstformand

I oktober måned stoppede Mette Møller Olsen som den ene af to repræsentanter for aftenskolerne i Folkeoplysningsudvalget, hvor hun også sad som næstformand. Dorte Mogensen overtog i stedet for pladsen, som et af Folkeoplysningsudvalgets medlemmer, der repræsenterer aftenskolerne. På mødet den 22. november skulle udvalget udpege en ny næstformand. Her faldt valget på Karen Jensen, leder af ODA, som også repræsenterer aftenskolerne.

Ny pulje til energirenovering

Folkeoplysningsudvalget godkendte på mødet en ny pulje, der skal bidrage med støtte til klima- og energirenovering af klubhuse. I budgetaftalen fra 2023 har Byrådet afsat 650.000 kr. til puljen. Puljens formål er at yde økonomisk støtte til foranstaltninger og forbedringer i foreningsejede klubhuse og spejderhytter, som skal medvirke til nedbringelse af driftsudgifterne til forbrug af fx el, vand og varme.

Puljen åbnede den 1. december og ansøgningsperioden løber til og med den 15. februar 2023. Yderligere informationer om puljen, kan findes på kommunens hjemmeside.

Uddeling af midler til foreningslivet

Folkeoplysningsudvalget behandlede på deres møde fire ansøgninger fra foreninger, der søgte midler fra Udviklingspuljen. Udviklingspuljen støtter nye initiativer, udviklings- og samarbejdsprojekter samt enkeltarrangementer indenfor folkeoplysningsområdet. Her tildelte udvalget midler til alt fra symaskiner til instruktøruddannelser.

DUI Leg og Virke Odsherred fik tildelt de ansøgte midler til seks nye symaskiner, der skal bruges til opstart af aktiviteten ”Sy din egen garderobe – Glæden ved genbrug”. En aktivitet, hvor foreningens unge medlemmer helt ned i syvårsalderen lærer at sy nyt smart tøj af aflagte materialer. Samtidig skal aktiviteten give de unge en forståelse af, hvor nemt det er at skabe unikt og miljøvenligt tøj.

I samme omgang tildelte udvalget 16.000 kr. til Nykøbing Sj. Skate og Scoot på havnen i Nykøbing, der søgte midler til afholdelsen af en arbejdsdag for skaterparkens brugere. Foreningen ønsker at sætte ild til den gnist, som de unge har for selv at tage fat, samtidig med de holder fast i eller vækker interesse for foreningslivet. Midlerne til arbejdsdagen indeholder at projektet efterses, samt renoverer eksisterende ramper i skaterparken, der også bygges om, hvis nødvendigt. Næste trin for foreningen er at høre de unge brugere, hvad de har af ideer og ønsker til udviklingen af skaterparken. Herved er midlerne med til at gøre de unges ideer til virkelighed.

Ansøgningerne fra Dragsholm Svømmeklub og Nykøbing IF blev også imødekommet fra udvalget side. Dragsholm Svømmeklub modtager midler til at sende henholdsvis tre personer på hjælpeinstruktør-uddannelse og én person på svømningens grunduddannelse.

Nykøbing IF fik tildelt de ansøgte midler til foreningens ønske om at sende én træner på UEFA B2-kurset. Foreningens mål med at sende en træner afsted er, at sørge for at træningen på foreningens børnehold fortsætter med at være kompetent og spændende.

Medfinansiering af udvidelse af ridehal

Odsherreds Rideklub søgte midler til medfinansiering af udvidelse af ridehal gennem puljen til ’Medfinansieringer af fondsansøgninger’. Folkeoplysningsudvalget valgte at tildele Odsherred Rideklub en medfinansiering på de ansøgte 132.000 kr., der skal bruges til at udvide ridehallen på 30 meter med en mobilopdeling på midten. Grunden til udvidelsen er, at klubben gerne vil fastholde nuværende medlemmer samt tiltrække nye. Udbygningen giver samtidig klubben større mulighed for at efterkomme et stort behov for mere kapacitet til bl.a. handicapridning, rideterapi for psykisk syge og utilpassede børn og unge samt mere undervisnings- og træningstid til de forskellig hold og ryttere.

Derudover er Odsherreds Rideklub blevet pålagt nye sikkerhedskrav, der foreskriver at fremover må heste og ponyer ikke ride på samme bane i forbindelse med afholdelse af konkurrencer, hvilket giver et øget behov for plads.

Et skulderklap til forenings- og idrætslivet

Folkeoplysningsudvalget besluttede på mødet under et lukket punkt, hvem de tre nominerede blandt 17 indstillede kandidater til årets Fritidspris er. I løbet af december bliver de tre nominerede synliggjort på kommunens kanaler. Fritidsprisen uddeles til OdsHædring fredag den 3. februar 2023 i Vallekilde-Hørve Kultur- og Idrætscenter. Til den store pris- og hædringsfest hædres Årets Idrætspræstationer ligeledes. Det er stadig muligt at indstille idrætspræstationer til OdsHædring, som fortjener at blive hædret. Idrætspræstationerne skal være en medalje ved OL, PL, VM, EM eller NM, som er modtaget i 2022. Det kan også være et vundet Danmarksmesterskab eller Landsmesterskab. Alle kan indstille kandidater til Årets Idrætspræstationer.

Foreningskonsulent

Rune Sørensen