
Nyheder 22. juni 2022
Læs nyheder fra Odsherred Ældreråd juni 2022

Centerleder Tania Hansen kigger forbi og fortæller lidt om dagligdagen på Bakkegården. De er heldige at have mange frivillige, som arrangerer banko, musik, fester, motion og meget andet. Læs om aktiviteterne på Bakkegården hjemmeside.
Danske Ældreråd diskuterer p.t. om ældrerådene skal være repræsenteret på plejecentrene, om det skal være som del af en bestyrelse eller som her i Odsherred, hvor vi deltager som observatører i Centerråd med taleret, men uden stemmeret.
Vi drøfter spørgsmålet og er enige om at foreslå vores model, da den fungerer godt.
Der har været møde med ældreminister Astrid Krag om den kommende ældrelov. Mødet foregik i en positiv ånd og med en meget lyttende minister.
Formand og næstformand er indkaldt til budgetmøde i Danske Ældreråd.
Ældrerådet skal med meget kort varsel, lave høringssvar vedr. Tilsynsrapporter om hjemmeplejen(private og kommunale)og det kommunale budget.
Vi deltager i årets Folkemøde den 10. september i workshopteltet kl. 10:30.
En lille gruppe har udarbejdet debatoplægget “Bæredygtighed – Væredygtighed” om et godt ældreliv.
Mål og værdier
Vi er som mennesker forskellige – også når vi bliver ældre. Derfor findes der ingen standardopskrifter på et godt og rigt ældreliv. Vilkår og muligheder skal være med plads til alle.
Ældrerådet skal være en synlig medspiller for ældrepolitikken i Odsherred
Alle oplæg til politiske beslutninger vurderes ud fra om de medvirker til et godt og sundt liv for den ældre befolkning. Ældrerådets høringssvar skal være klare og forståelige.
Ældrerådet skal være nysgerrige, debatskabende med et positivt kritisk udgangspunkt
De emner ældrerådet beskæftiger sig med spænder vidt, derfor er det vigtigt, vi har forståelse for, hvilken udvikling der er på ældreområdet, hvilken lovgivning der er, hvad der sker på plejehjem og hjemmeplejen, hvad den ældre befolkning drømmer om, og hvordan vi kan skabe kvalificeret debat om det.
Medlemmerne af ældrerådet har forskellig baggrund, viden og erfaring, som styrker indsatsen.
Møder og ansigtet udadtil
Ældrerådets møder skal være præget af en god og fri tone med respekt for alles synspunkter.
Ældrerådet fremstår som en enhed i den offentlige debat, enkelte medlemmer må selvfølgelig deltage i debatter som sig selv.
Ældrerådet behandler temaer, som danner baggrund for større involvering af ældre.
Økonomi
Ældrerådets budget følges nøje. Det er vigtigt, at ældrerådet tidligt på året tager hul på budgettet til det næste år. Ældrerådet kan søge ekstramidler i fonde etc.
Synlighed
Ældrerådet vil gennem debatter og udtalelser, ved arrangementer og indlæg og meddelelser være synlige på den ældrepolitiske scene.
Godkendt i Ældrerådet den 22. juni 2022
